Derfor isner det i mig, når Søren Pind får magt over frie medier

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Debatten om Medieansvarsudvalget, der af uransagelige årsager vil begrænse pressefriheden i Danmark, bliver kun mere og mere bizar.

Striden handler blandt andet om, hvorvidt en statslig medieombudsmand skal kunne føre retssager mod medier. Det viser sig nu, at udvalgets formand Søren Pind har udlagt medlemmernes holdning forkert ved præsentationen, som fagbladet Journalisten onsdag kunne beskrive.

De forskellige standpunkter og forbehold i rapporten er stadig lidt svære at forstå, men det går over min fatteevne, at man som repræsentant for frie og uafhængige medier kan tale for en indskrænkning af pressefriheden.

Det er naturligvis fint at kigge på mediernes ansvar og den gældende lovgivning. Men det er samtidig totalt uklart, hvorfor det er nødvendigt med skrappere regulering her.

Som det er i dag, er medier, som Finans, allerede underlagt medieansvarsloven, herunder pressenævnet, straffeloven og anden lovgivning. Endelig findes der vel få brancher, hvor beslutninger og fejltagelser bliver endevendt, diskuteret og kritiseret lige så meget som medierne i et utal af medieprogrammer. Ligesom medierne ynder at granske hinandens journalistik.

Det er kun godt og fint og en del af en levende og åben offentlig debat i et frit samfund, hvor magthavere, herunder medier, bliver holdt i ørerne. Måske er medierne alt for selvoptagede, men ansvarsfri er de ikke.

Beretninger fra udvalget tyder på, at det især har været Søren Pinds personlige holdninger, der har styret udvalgets konklusioner. Det skriver både Stig Kirk Ørskov, topchef i JP/Politikens Hus, og formanden for Danske Medier, Christina Blaagaard.

Personligt isner det også i mig, når netop Søren Pind med vage henvisninger vil ”skabe retfærdighed for de mennesker, der udsættes for krænkende eller misvisende indhold,” som han skriver i en kronik i Berlingske.

Jeg kender ikke hans årsager til at gå ind i arbejdet med Medieanvarssudvalget. Men jeg kender hans tilgang til fri, uafhængig og korrekt journalistik.

Sammen med mine gode kolleger Michael Lund og Eva Jung afdækkede jeg for år tilbage i Berlingske hvidvasksagen i Danske Bank. Lige siden har Søren Pind turneret rundt med usandheder og misforståelser om vores journalistik, der som bekendt var pinligt korrekt, hvilket en advokatundersøgelse og myndigheder i flere lande efterfølgende bekræftede. Danske Bank erkendte selv sine fejl ved at acceptere en samlet bøde på mere end 15 milliarder kroner.

Det er især Thomas Borgens skæbne, daværende Danske Bank-topchef, der måtte gå af på grund af sagen, som optager Søren Pind.

»Jeg har kendt Thomas Borgen i nogen tid. Jeg synes, han er en sympatisk fyr. Jeg tvivler meget på, han er uhæderlig,« som Pind sagde på et tidspunkt.

Det personlige bekendtskab brugte Søren Pind til at kalde journalistikken om Danske Bank-sagen for en ”retssikkerhedsmæssig skandale.”

Det er forkert og grebet ud af den blå luft. Men naturligvis må Søren Pind kritisere vores journalistik. En del af charmen ved den offentlige debat er jo netop en fri og frisk meningsudveksling.

Men så stopper det charmerende også, når man kigger nærmere på Medieansvarsudvalgets uforståelige anslag mod pressefriheden.

Derfor er tanken om, at Søren Pinds personlige holdninger og sociale relationer kan få indflydelse på pressefriheden herhjemme, meget lidt betryggende.

Simon Bendtsen er chefredaktør på Finans.