Kampen om råstofferne optrappes

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Både Grønland og Ukraine har allerede tiltrukket sig Trumps opmærksomhed, da han i vanlig stil forsøger at få fat i deres store beholdninger af råstoffer. Det er en tendens, vi må forvente vil fortsætte i resten af hans præsidentperiode. Ligesom Europa er USA også dybt afhængigt af kinesiske råstoffer.

Det er et strategisk problem på begge sider af Atlanten, da disse råstoffer udgør byggestenene i mange af de grønne og digitale teknologier, der er afgørende for vores velstand. Derfor er det naturligt, at Trump fatter interesse for Ukraine og Grønland – selvom man kunne have ønsket en anden form.

Særligt Ukraine presses i øjeblikket til at indgå aftaler om fremtidigt salg af deres råstoffer uden, at vi kender de mere specifikke dele af aftalen. Hvis man skal forhandle om sin sikkerhed, er det naturligvis værd at vide, hvor meget ens undergrund potentielt er værd. Sandheden er dog, at estimaterne hurtigt bliver værdiløse, fordi råstoffer svinger kraftigt i pris.

Det skyldes bl.a., at der konstant innoveres på området. For blot få år siden var forventningen f.eks., at den globale efterspørgsel efter litium ville stige med omkring 1.500 procent. Dette er dog ikke længere aktuelt, da nye og smartere batteriteknologier betyder, at efterspørgslen vil blive langt lavere.

Og netop dette eksempel indeholder en vigtig lektie for både Trump og de europæiske ledere: Der er flere veje ud af den kinesiske afhængighed.

Derudover er det vigtigt at huske, at Kinas styrkeposition inden for forarbejdning af råstoffer ikke er naturgiven. Kinas egen forsyning af råstoffer er begrænset, men gennem målrettet statsstøtte siden 1990’erne er det lykkedes landet at opbygge en stærk viden inden for området. Dermed har de sat sig som en afgørende spiller på verdensmarkedet.

Derfor er det oplagte politiske håndtag naturligvis mere målrettet forskning, så vi kan udvikle os ud af kritiske afhængigheder. En sådan strategi kræver blot penge og de rette hoveder for at blive sat i gang.

Og særligt er der behov for at sikre risikovillig kapital til de ’deep tech spin-outs’, der udspringer af forskningen. De har ofte et større kapitalbehov end f.eks. softwarevirksomheder, når de skal bygge deres første anlæg, hvor omkostningerne hurtigt kan løbe op i 20-50 mio. kr.

Dertil er vores afhængighed af kinesiske råstoffer af en anden karakter end vores afhængighed af russisk gas. Gas skal nemlig suppleres løbende, da det skal brændes af, mens råstoffer ikke forsvinder, fordi de bruges – de kan derimod ofte genanvendes.

Og man kan gøre langt mere for at genbruge de råstoffer, vi allerede har hentet op af undergrunden. I et lækket udspil fra EU-Kommissionen forventes markedet for genbrugte råstoffer at vokse fra 31 mia. euro i dag til 100 mia. euro i 2030 – med 500.000 nye job til følge. Derfor ligger der potentielt også en ret attraktiv gulerod for de lande, som formår at satse tidligt.

Hvis både EU og USA skal ud af den kinesiske afhængighed, er klassisk minedrift kun en del af svaret.