Et tal at tro på? Kras kritik af dette mål for afkast
Der gemmer sig en stille misforståelse bag private equitys stjernestatus med årlige afkastprocenter, der baserer sig på regnetekniske konstruktioner og antagelser, der sjældent matcher virkeligheden.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Gennem de seneste to årtier er private equity - primært forstået som investeringer i unoterede selskaber - gået fra niche til nødvendighed i mange professionelle investorers porteføljer. Pensioner, universiteter og family offices har allokeret milliarder til fonde med løfter om afkast, der langt overstiger, hvad det offentlige aktiemarked kan tilbyde.


