Derfor risikerer vi (endnu) en finanskrise udløst af skyggebanker
Der er frygt for, at den næste finanskrise opstår i det såkaldte skyggebanksystem. Alene navnet er nok til at give tics, og det afgørende bliver, hvor tæt og hvordan systemet af skyggebanker er forbundet med selve banksystemet.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Det blev gnisten, der fik finanskrisen til at eksplodere. Skyggebanksystemet – som udgør ikke-bankdelen af det finansielle system – tæller alt fra pensionskasser og investeringsforeninger over kapital- og hedgefonde til konstruktioner, som de færreste kender. I USA står systemet af skyggebanker for 75 pct. af det finansielle systems balancer.
Det var få, der kendte til Conduits og Sivs før finanskrisen. Der var flere, der på ondt havde lært dem at kende efter finanskrisen. Conduits og Sivs var selskaber, som bankerne havde oprettet ved siden af den eksisterende bank for at parkere boliglån, inklusive mere tvivlsomme lån. De blev finansieret ved at udstede korte værdipapirer, såkaldte asset backed commercial papers.
Oveni havde bankerne givet likviditetsgarantier, der var kortere end et år, hvorfor de ifølge den finansielle regulering ikke skulle fremgå af bankens regnskaber. Da køberne af de korte værdipapirer blev nervøse for boligmarkedet i USA, stoppede de med at købe papirerne. Bankerne måtte træde til med likviditet.
Et grundlæggende problem er, at jo hårdere banksektoren reguleres, jo mere flyder pengene mod skyggebanksektoren.Jesper Berg
Konstruktionen leverede den gnist, der fik finanskrisen til at bryde ud i flammer. De store investeringsbanker i New York manglede omkring 10 billioner danske kroner. De stoppede med at låne ud til resten af verden. Det var, som om hjertet i det finansielle system stoppede med at pumpe blod ud til resten af kroppen.
En af ekstremiteterne i det finansielle system var det danske banksystem, der havde et indlånsunderskud på mere end 500 milliarder kroner. Det danske banksystem blev sat skakmat, og staten måtte træde til med en garanti på to gange bnp.
I forbindelse med skrivningen i 2009 af bogen ”Finansernes Fald”, om finanskrisen, undersøgte min medforfatter, Morten Bech, og jeg, hvor mange der havde set risikoen ved Conduits og Sivs. Svaret var: ingen. Hverken IMF, BIS, ECB eller Bank of England nævnte Conduits og Sivs i deres finansielle stabilitets rapporter fra foråret 2007, dvs. før finanskrisen ramte. I rapporterne fra året efter var Conduits og Sivs et hovedtema.
Forløbet med Conduits og Sivs illustrerer mindst fire ting om risikoen for finanskriser.
- De kommer typisk fra et område, vi ikke har set som en risiko, og som vi ikke forstår. Simple risici, som vi forstår, kan vi gardere os imod.
- De er typisk en kombination af flere forhold. Her var det et fald i boligpriserne på tværs af USA og en indviklet finansiel konstruktion plus en række andre forhold.
- De er mange gange en følge af dårlig regulering. Her var likviditetsgarantierne ikke bogført og gav en tilskyndelse til en risikabel finansiel konstruktion.
- De spreder sig på mange forskellige måder; mange gange startende som en kombination af mistet tillid og stop for likviditetstilførsel. Banker er et tillidsspil. Banker har indlån, der kan trækkes ud i morgen, men finansierer udlån, der ikke kan realiseres i morgen. Derfor er de omfattet af kapital- og likviditetskrav.
Basel-komitéen, der fastsætter den globale regulering for banker, peger på forskellige transmissionskanaler for finansiel ustabilitet mellem skyggebanksektoren og bankerne. Bankerne taber på deres udlån til skyggebankerne, derefter skærer de på deres likviditetstilførsel til skyggebankerne, der tvinges til at sælge ud af deres aktiver med større tab til følge.
Bankerne tvinges til at overtage de skyggebanker, som de selv har stiftet på samme måde som med Conduits og Sivs. Skyggebankerne stopper med at overtage risici fra bankerne, som dermed tvinges til at ophobe risici. Skyggebankerne stopper med at placere likviditet i bankerne.
Selv Basel-komitéen anerkender, at den har en ufuldstændig forståelse for risiciene. Tallene peger på, at de største banker sidder med de største risici.
Der er mange mulige transmissionskanaler, og et godt bud er, at ingen endnu har set den, som rammer os. Et grundlæggende problem er, at jo hårdere banksektoren reguleres, jo mere flyder pengene mod skyggebanksektoren. Her er det interessant, at kapital- og hedgefonde er nogle af de største donorer til både det Demokratiske og det Republikanske parti i USA.
