Fortsæt til indhold

Dansk life science kan vokse med Kina – hvis vi handler rigtigt

Kina er et marked med gode vækstmuligheder for danske sundhedsløsninger.

Debat
Morten BødskovErhvervsminister (S)
Britt Meelby JensenCEO for Ambu

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Foto: Maja Mohr

Selvom Danmark er et lille land, er vi internationalt kendte for vores stærke life science-industri. Og mulighederne i vores horisont – ja, de er helt enorme. Hvis vi griber opgaven rigtigt an.

Netop hjemvendt fra Kina med en større dansk erhvervsdelegation er det opløftende at have beretninger med i bagagen, der vidner om et stærkt dansk aftryk på så stort og vigtigt et marked som det kinesiske.

Flere danske virksomheder er stærkt til stede med innovativt hospitalsudstyr og medicin. Vi besøgte blandt andet en life science-park, hvor kinesisk forskning, udvikling og produktion har fart på – side om side med danske Novo Nordisk. Og vi deltog i Denmark Life Science Days og blev mødt af stor samarbejdslyst fra nuværende og potentielle nye samarbejdspartnere.

I løbet af de seneste år er den danske eksport til Kina vokset. Særligt båret frem af danske life science-virksomheder, som alene fra 2024 til 2025 skruede op for eksporten til Kina med 18,5 procent.

Hvorfor er det vigtigt at tale om Kina og life science i samme åndedrag?

Fordi Kina er et marked med gode vækstmuligheder. Et helt enormt marked. Med en aldrende befolkning, flere kroniske sygdomme og et presset sundhedssystem. Det påvirker efterspørgslen efter effektive sundhedsløsninger. Dem har vi i Danmark. Og kineserne efterspørger dem.

Potentialet ligger også i Kinas udvikling. Siden 2017 har de omlagt deres sundhedssystem. Kinesiske hospitaler har udvidet paletten af behandlinger og efterspørger nu mere innovative lægemidler og sundhedsløsninger. Det gør markedet mere attraktivt og tilgængeligt for udenlandske virksomheder.

Kina efterspørger ikke kun innovation udefra, men er selv hurtigt blevet hjemsted for banebrydende MedTech-virksomheder, der kan udfordre verdensmarkedet. Kina arbejder strategisk og effektivt på at opnå globalt lederskab. Det er der er ingen tvivl om. Udviklingen i Kina vil skærpe den internationale konkurrence.

Derfor er én ting særligt vigtig. Mens vi har blikket rettet mod de store vækstpotentialer, som Danmark og danske virksomheder står over for, skal vi heller ikke være blinde for udfordringerne.