ECB bør holde fingeren fra renteknappen
At dømme ud fra forventningerne på de finansielle markeder er Den Europæiske Centralbank (ECB) på vej til at begå samme fejl, som den begik i juli 2008. ECB bør i stedet afholde sig fra at hæve renten.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Blot to uger inde i april havde globale aktier genvundet alt det tabte fra krigens første måned. Set gennem aktiebriller er krigen i Mellemøsten stort set slut. Naturligvis eksisterer der mange usikkerheder, først og fremmest relateret til de kommende ugers forsyning af energiprodukter. Det gælder ikke mindst flybrændstof, hvor chefen for det Internationale Energi Agentur i sidste uge advarede om, at Europa kan løbe tør omkring udgangen af maj.
Så mens aktiemarkedet har genvundet det tabte, er derfor fortsat nogle lommer i markedet, som er stærkt påvirket af udviklingen i energiforsyning og -priser. Den eleverede usikkerhed smitter naturligvis også af på centralbankernes kommunikation og rentebeslutninger.
Den 30. april afholdes pengepolitisk møde ECB. Det mest sandsynlige er, at man lige nu ser tiden an, og afholder sig fra at hæve renten. Men hvad skal der ske resten af året?
At ECB laver samme fejl som i juli 2008, hvor man hævede renten under en tiltagende finanskrise, kan ikke helt udelukkes. I givet fald vil det være negative nyheder for europæisk økonomi og aktiemarkeder.Frank Velling
Markedet forventer, at ECB hæver renten to gange med i alt en halv procent. Dagen før, USA og Israel angreb Iran, forventede markedet, at der var en lille sandsynlighed for en rentesænkning i 2026. To renteforhøjelser vil imidlertid være to for meget!
Pengepolitik er dikteret af forventningen til inflationen på ”mellemlang sigt”. Dette er to-tre års sigt. Stigninger i prisniveauet for energi og fødevarer i dag, vil ikke påvirke inflationen på mellemlang sigt.
Hvis man derfor skal hæve renten i dag på baggrund af midlertidige prisstigninger, skal det være fordi, man har en begrundet formodning om, at de vil skabe afledte effekter på inflationen på mellemlang sigt:
- Arbejdsmarkedet: Servicesektoren er central for risikoen for løninflation på sigt. Men i denne sektor er lønmodtagere i tiltagende ”konkurrence” med kunstig intelligens, hvilket svækker lønforhandlingsstyrken, og dermed risikoen for løn-pris spiraler.
- Omkostningsniveau: Stigningen i husholdningernes leveomkostninger har været moderate. Oliepriserne toppede foreløbigt den 31. marts – dvs. en måned efter krigens udbrud. For de 1,7 millioner danskere, som ejer en benzinbil, er udgiften til benzin siden krigens start gennemsnitligt steget 12 pct. sammenlignet med de gennemsnitlige benzinpriser i de 12 måneder forud for krigen. Lige nu og her kan det føles dyrt, når man står og tanker, men i virkeligheden er det ikke væsentligt anderledes end normale markedsfluktuationer.
- Finanspolitisk: En lang række europæiske landes regeringer har givet kompensation til deres borgere for stigende energipriser. Det gælder eksempelvis Tyskland, Frankrig, Italien, Holland og Belgien. Altså en gruppe af lande som udgør den overvejende del af økonomien i Euro-området. Dette vil begrænse effekten af højere benzinpriser på forbrugerpriserne.
- Energikrisens omfang: Energikrisen er langt mindre end for fire år siden. Dengang var den udløst af Ruslands invasion af Ukraine, kombineret med Vesteuropas store afhængighed af russisk energi. Fra invasionen i februar 2022 og frem til nytår lå prisen på europæisk naturgas gennemsnitligt 132 pct. højere, end i de foregående 12 måneder – eller 439 pct. højere end i de foregående fem år. Denne afhængighed af russisk naturgas var en lærestreg, og i dag er afhængigheden reduceret til et minimum. Konsekvensen har været, at der stort set ikke har været nogen påvirkning af priserne på europæisk naturgas, og dermed elektricitetspriserne, under krigen i Mellemøsten.
- Krisens karakter: Der er denne gang tale om et udbudschok – i modsætningen til et efterspørgselschok, hvor det er stigende aktivitet/efterspørgsel som driver priserne op. Rentestigninger har effekt på efterspørgselschoks, men ikke nogen effekt på oliepriser, når de er en konsekvens af en lukning af Hormuzstrædet.
- Inflationsforventninger: Der er intet som tyder på, at inflationsforventningerne på mellemlang eller lang sigt er dekoblet fra ECB’s prisstabilitetsmålsætning.
- Utilsigtede effekter: Renteforhøjelser vil betyde, at man rammer økonomien dobbelt: Væksten, som kommer fra et i forvejen lavt niveau, vil både blive ramt af stigende renter og stigende energipriser, og dermed øge risikoen for en endnu større økonomisk nedtur. Hormuz Strædet bliver ikke åbnet fordi ECB hæver renten! Et eventuelt stop for flytrafik til sommer vil yderligere skubbe i samme retning.
At ECB laver samme fejl som i juli 2008, hvor man hævede renten under en tiltagende finanskrise, kan ikke helt udelukkes. I givet fald vil det være negative nyheder for europæisk økonomi og aktiemarkeder.
Sandsynligheden synes dog at tale for, at forventningerne til renteforhøjelser vil aftage i de kommende måneder og dermed lægge et nedadgående pres på obligations- og pengemarkedsrenter i Eurozonen og Danmark.
