Ulighed: Mere end bare penge
Ulighed er ikke blot et spørgsmål om kroner og øre. Sundhed og evnen til at give børn muligheder spiller også ind.
Ulighed er blevet et centralt emne i den offentlige debat om økonomisk politik, i takt med at den franske økonom Thomas Pikettys bog om kapitalen i det 21. århundrede* er blevet populær. Thomas Piketty, og en stor del af debatten, fokuserer på den kraftige stigning i den andel af indkomst og formue, der går til de rigeste 1 pct., 0,1 pct. og 0,01 pct. af befolkningen.
Det er da også et vigtigt emne. Uanset udfaldet af diskussionen om specifikke tal er det næsten hævet over enhver tvivl, at den andel af den personlige indkomst, som går til de 1 pct. i samfundets top, er vokset med 10 procentpoint i løbet af den seneste generation, og at den andel, der går til den nederste gruppe på 90 pct., er faldet tilsvarende.
De eneste grupper, der har oplevet en større stigning i indkomsten end 1 pct.-gruppen, er gruppen af de rigeste på hhv. 0,1 pct. og 0,01 pct.
Debatten er med til at skubbe politik i en konstruktiv retning. Beskatningen kan reguleres, så den bliver mere progressiv, og så smuthuller bliver fjernet, samtidig med at man fremmer en mere effektiv investeringsfordeling. På områder, der rækker fra lokalplaner over ophavsretsbeskyttelse og regulering af de finansielle markeder til energitilskud, sikrer den offentlige politik nu dem, hvis primære kompetence er at udnytte det politiske system i stedet for at producere varer og tjenesteydelser, en betragtelig formue. Som en række økonomer har understreget, taler mangt og meget for reformer, som mindsker den ulighed, der er resultatet af en sådan vellykket afkastsatsning.
Væsentlige aspekter af ulighed kan næppe ændres udelukkende gennem en begrænset velstandsudligning.Lawrence Summersprofessor ved og tidligere rektor for Harvard University, finansminister 1999-2001 under præsident Bill Clinton, økonomisk chefrådgiver under præsident Barack Obama 2009-2010.
Det er imidlertid vigtigt at huske på, at væsentlige aspekter af ulighed næppe kan ændres udelukkende gennem en begrænset velstandsudligning. Tag f.eks. to basale komponenter i livet: sundhed og evnen til at give børn muligheder.
Seniorforsker Barry Bosworth og hans kolleger fra den amerikanske tænketank Brookings Institution har undersøgt ændringer i den forventede levealder for 55-årige fra fødselsårgangen 1920 og fødselsårgangen 1940. Deres undersøgelse viste, at de rigeste mænds forventede levetid voksede med rundt regnet seks år, dem i midten af indkomstfordelingen kunne lægge ca. fire år til den forventede levealder og dem i den laveste del to år. For at sætte dette i perspektiv ville den omstændighed, at kræft blev udryddet, betyde mindre end fire års stigning i den forventede levealder.
Hvorfor disse forskelle? De har sandsynligvis mere med livsstil og forskelle i kost og stress at gøre end med evnen til at kunne betale for lægebehandling – især da tallene gælder midaldrende amerikanere, som alle, når de fylder 65, bliver omfattet af den offentlige sygesikring til ældre, Medicare.
I løbet af de seneste to generationer er kløften mellem børn af de rige og børn af de fattige blevet næsten dobbelt så stor, hvad uddannelsesniveau angår. Procentdelen af børn fra den nederste fjerdedel i indkomstfordelingen, der kommer på universitetet, er vokset fra 6 pct. til 8 pct., mens procentdelen af børn fra den øverste fjerdedel, der kommer på universitetet, er vokset fra 40 pct. til 73 pct.
Hvad er det, der har fremmet denne udvikling? Der er uden tvivl mange faktorer, men en af de vigtige forklaringer må være, at det gennemsnitlige velhavende barn nu bliver stimuleret i barndommen i 6.000 timer mere end det gennemsnitlige fattige barn – og den forskel er blevet betragteligt øget siden 1970’erne.
En berømt litterær kontrovers mellem de amerikanske forfattere F. Scott Fitzgerald og Ernest Hemingway er med tiden blevet kogt ned til en koncis omend også tvivlsom ordveksling. Fitzgerald: »De rige er anderledes end du og jeg.« Hemingway: »Ja, de har flere penge.«
Undersøgelserne, for så vidt angår sundhed og evnen til at give børn muligheder, lader formode, at forskellene mellem rige og alle andre ikke blot er et spørgsmål om penge, men noget, der er endog endnu vigtigere.
Hvis samfundet skal blive mere retfærdigt og rummeligt, er der behov for en politik, der retter sig mod, at en hastigt voksende andel af indkomsten går til de rige. Det er dog vigtigt at forstå, at forholdsregler, hvis formål er at tilgodese den øvrige del af befolkningen på anden vis, er mindst lige så vigtige.
* Originaludgave på fransk: ”Le capital au XXIe siècle”. Udgave på engelsk: ”Capital in the Twenty-First Century”. En dansk oversættelse ventes til efteråret, red.