Et statsligt eksperiment vi aldrig har prøvet før

Statsministeren kalder det et eksperiment, vi aldrig har prøvet før.

Sådan faldt hendes ord, da hun under Folketingets åbningsdebat den første uge i oktober kommenterede på Venstres ønske om ikke at lade den offentlige sektor vokse sig større, end den allerede er.

Det vil uden tvivl blive Socialdemokratiets store slagnummer frem mod valget at betegne nulvækst i den offentlige sektor som en utopi, der koster på velfærden.

Venstre kalder det ikke nulvækst. De kalder det udgiftstop. Det lyder bedre. Hvem vil have nul vækst? Nej, så er det bedre med et stop for udgifter.

Uanset om man kalder det nulvækst eller udgiftsstop, så er der tale om, at man alene lader den offentlige sektor vokse med pris- og lønstigninger.

Danmark er blandt de lande i OECD med størst offentlig sektor. Ikke nok med, at den er finansieret af OECDs højeste skattetryk, så er det også den offentlige sektor selv, der producerer og leverer langt de fleste af de serviceydelser, som man politisk har besluttet skal finansieres via skatten. Således er kommunerne velfærdskonglomerater, der skal være gode til børnehaver, vejvedligeholdelse, ældrepleje, folkeskoler, administration, madlavning, bygningsvedligeholdelse og meget mere for ikke at tale om regionerne, der driver landets hospitaler.

Gennem årene har en lang række analyser godtgjort det store besparelsespotentiale, som ligger i at sende flere af de offentlige opgaver i udbud. Senest har regeringens egen Produktivitetskommission peget på, at det kun er en fjerdedel af de samlede offentlige serviceydelser, der bliver skabt konkurrence om. Og det til trods for at såvel danske som internationale analyser entydigt peger på, at konkurrenceudsættelse tilskynder leverandører til at være mere effektive og sikrer den samme ydelse til en lavere pris.

Ser vi helt konkret på sundhedsområde, har vi i CEPOS godtgjort, at når regionerne udbyder sygehusopgaver, så får de løst opgaven til gennemsnitligt 43 pct. af, hvad det koster det offentlige selv at løse opgave. Alligevel har regionerne de senere år reduceret antallet af udbud til private leverandører.

Men der er også besparelsespotentialer på områder, som man måske ikke lige har tænkt sig at sende opgaven i udbud. Et eksempel er folkeskolen.

I CEPOS har vi gennem årene påvist, at der ingen sammenhæng er mellem hvor mange penge, man vælger i en kommune at bruge pr. elev, og hvor god man så er til at løfte eleven fagligt. Konklusionen er, at der er et meget stort besparelsespotentiale i en række kommuner, uden at det - hvis man altså driver skole på den måde, som man gør det på de bedste skoler - går ud over undervisningen.

Og sådan findes der rigtig mange eksempler på, at man sagtens kan udvikle den offentlige sektor, uden at den partout fortsat skal vokse sig større.

Det er derfor lidt forstemmende, når regeringen i sit finanslovsudspil direkte skriver: »Vi kan ikke udvikle den offentlige sektor gennem nulvækst«. Hvis en adm. direktør i en privat virksomhed kom til sin bestyrelse med budskabet om, at hun kun kan udvikle virksomheden, hvis hun kan få lov til at øge omkostningerne år for år, så tror jeg ikke, at hun ville sidde særligt længe som direktør.

Nu er statsministeren ikke administrerende direktør, hun er politiker, der har sine politiske prioriteringer. Men når hun står i spidsen for en regering, der udtrykker »vi kan ikke«, så kan det være udtryk for, at regeringen tilstår, at de ikke evner. Ellers burde der stå »vi vil ikke«, som udtryk for at regeringen har som et mål i sig selv, at den offentlige sektor fortsat skal vokse.

Hvorfor er det, at det er interessant at sikre en mere effektiv offentlig sektor?

Det er det af den simple årsag, at en ineffektiv offentlig sektor beslaglægger ressourcer, som i stedet kunne have været brugt der, hvor der kan skabes vækst i dansk økonomi. Og dansk økonomi er udfordret, når det kommer til udsigten for fremtid vækst.

Således siger OECDs prognose for vækstpotentialet frem mod 2030, at Danmark ligger i bund, med kun en forventet gennemsnitlig årlig vækst på 1,6 pct. Til sammenligning forventes det, at Sverige vil have en tilsvarende vækstrate på 2,6 pct. årligt. Hvis den prognose kommer til at holde stik, så bliver vi danskere relativt fattigere i forhold til f.eks. Sverige, som vi normalt sammenligner os med.

Det burde derfor være en bunden opgave for enhver siddende regering at sikre en mere effektiv offentlig sektor, der også gerne beslaglægger en mindre del af landets samlede økonomi. Det vil øge chancerne for, at vi også i fremtiden både har velstand og velfærd i Danmark.

Man kan vel lige så vel påstå, at det er et eksperiment at lade en af verdens største offentlige sektorer vokse sig endnu større.

Skribenten er politisk chef i den borgerlige tænketank CEPOS og tidl. integrationsminister. Rikke skriver fast for Finans.