Kinas rejse mod det lykkelige Danmark

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

2014 var på mange måder et særligt år i Kina. Det var året, da Kinas økonomi målt i købekraft ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) overhalede USA’s. Det var også året, da Kina med en række store topmøder over efteråret fik markeret sin internationale placering som et af de nye centre i verden og ikke mindst i Asien og stillehavsregionen. Og det var året, da den kun to år gamle kinesiske ledelse konsoliderede sin position og retningen for Kina i de næste år.

Det var også et særligt år i de dansk-kinesiske forbindelser. Et højdepunkt var det hidtil største og mest komplekse danske statsbesøg i udlandet med deltagelse af fire ministre, fem departementschefer, over 100 virksomheder og stop i fire byer med kontakter til både myndigheder og erhvervsliv. Statsbesøget var det første til Kina nogensinde, men blev fornemt rammet ind af dronningens officielle besøg til Kina så tidligt som 1979. Dronningen var dengang det første vestlige statsoverhoved, der besøgte Kina efter åbningen for omverdenen, der blev igangsat året før. Kina er fortsat på samme strategiske spor, og netop derfor er forandringerne og væksten over de seneste 35 år blevet enorme.

Det andet højdepunkt var statsministerens besøg til Kina i september, hvor hun blev ledsaget af både klima- og energiministeren og miljøministeren. Netop denne sammensætning gav mulighed for at fokusere på de helt afgørende udfordringer i Kinas vækstmodel med dramatiske miljøbelastninger, massivt forbrug af knappe ressourcer og en enorm udvidelse af både energi- og transportsektoren.

Et enkelt eksempel kan belyse, hvad Kina står over for: Kina har de seneste tre år brugt mere cement (6,6 gigatons), end USA brugte i hele det 20. århundrede (4,5 gigatons). Og Kina planlægger at bygge byer til halvdelen af sin landbefolkning (300 millioner) i løbet af de næste 20-30 år. Det svarer til USA’ samlede befolkning.

Det store billede, som præsident Xi Jinping tegner, kobles direkte til to ”100-årsmål” for Kommunistpartiet om først at skabe et moderat velstående samfund i 2021 ved 100-året for partiets oprettelse og siden skabe et fuldt udviklet samfund i 2049 ved 100-året for Folkerepublikkens oprettelse.

De to store partisamlinger, som Xi har stået i spidsen for som generalsekretær for partiet og præsident for Kina, viser retningen. Samlingen i 2013 fokuserede på fortsatte økonomiske reformer. Overskriften var – meget atypisk for et kommunistparti – at markedet skal have en langt større rolle, og det er derfra, at den kinesiske økonomi skal søge at hente sit næste kraftspring. Det handler om fornyede liberaliseringer af f.eks. finansmarkederne og servicesektoren. Og det handler om reformer af de store statsejede selskaber, der i højere grad skal styres af markedskræfterne. En vækst på 7 pct. med vægt på kvalitet og bæredygtighed er bedre end en vækst på 10 pct., som ikke er bæredygtig. Det ser rigtigt ud med vestlige øjne, men det kræver en stor intern omstilling af magtforholdene i de statsejede virksomheder inklusive den finansielle sektor.

Partisamlingen i 2014 handlede for første gang nogensinde om retsstatslighed og forholdet mellem borger og myndigheder. Formålet er ikke at sætte loven over partiet – Kina vil forblive en etpartistat – men at afkoble retlige afgørelser og klageinstanser fra de lokale magthavere. Et centralt element er udviklingen af en national juridisk kultur, hvor de lokale dommere udpeges centralt, og hvor der på tværs af provinserne opbygges en fælles og forudsigelig retspraksis. Et konkret eksempel herpå er etableringen af tre særlige kamre for afgørelser om intellektuelle rettigheder i de tre største byer, frem for at sagerne kører i de lokale retssale med større risiko for påvirkning af lokale kræfter.

Baggrunden herfor er også den massive korruptionskampagne, som i de to seneste år har rystet store dele af Kommunistpartiet i sin grundvold. Til gengæld gør det ledelsen og ikke mindst Xi yderst populær hos den brede befolkning. Beslutningen i december 2014 om at arrestere det tidligere medlem af den absolut inderste magtcirkel, den stående komité, Zhou Yongkang, er blot det seneste klimaks. Korruptionskampagnen er – på samme måde som omstillingen af vækstmodellen i en mere bæredygtig retning – drevet af erkendelsen af, at grundlæggende og smertefulde ændringer er nødvendige for at nå partiets mål om at skabe et fuldt udviklet samfund i 2049.

Kina insisterer tydeligvis på at følge sin helt egen udviklingsvej. Den har mange ting til fælles med vestlig økonomi, men Kina vil ikke overtage alle politiske begreber og tilgange, som man ser udviklet i vesten. Vi kan også konstatere, at man af bekymring for de kræfter, som omstillingen frisætter, har øget kontrollen med meningsdannelsen. Tilgangen er samtidig præget af en pragmatisme, hvor man aktivt og nysgerrigt ser på erfaringerne fra andre steder og søger at inkorporere erfaringerne herfra i Kinas egne udviklingsplaner.

Fra dansk side oplever vi en stadig voksende interesse for vores samfundsmodel. På energiområdet har vi medvirket til at etablere et Center for Bæredygtig Energi i den kinesiske energiadministration. På fødevareområdet gør Fødevarestyrelsen et meget stort og vigtigt arbejde for at dele viden med kinesiske myndigheder og metoder for fødevarekontrol i praksis, og hvordan erhvervet selv kan tage ansvar. Der er etableret et fælles dansk-kinesisk universitetscenter i Beijing, hvor der i juli 2014 blev udklækket det første hold af knap 100 kandidater, som vil agere som brobyggere for både viden og personlige relationer. I december besøgte den kinesiske minister for borgerklager Danmark for at se danske borgerservicecentre og lære af danske klagemekanismer. I løbet af 2014 har mere end et dusin kinesiske ministre besøgt Danmark for at indhente lignende erfaringer inden for områder så forskellige som folkesundhed, landdistriktsreformer, miljø, fødevarer, beskyttelse af intellektuel ejendomsret og socialsikring.

Danmark ses som et attraktivt samfund, hvor få har for meget og færre for lidt, hvor der er fokus på innovation og højproduktive arbejdspladser, hvor den offentlige sektor reformerer sig, og ikke mindst hvor tilliden er i top og korruptionen i bund. Da vi samtidig vurderes at være blandt verdens lykkeligste folk, ønsker kineserne at studere vores samfund og søge ny inspiration til udviklingen af deres samfund.

Der er derfor grund til at tro, at Danmark og generelt den nordiske model vil spille en rolle, når den kinesiske ledelse i løbet af 2015 konkretiserer målene fra partisamlingerne i den næste femårsplan fra 2016 til 2021. Det vil ikke være let – der vil være stærke interesser i Kina, der vil føle sig truet, og der vil i mange dele af samfundet være modstand mod de nye reformer. Ledelsen mener, at det er nødvendigt for Kinas langsigtede udvikling med disse vidtgående reformer. Det er i vores interesse, at Kina fortsat udvikler sig i en fredelig og stabil retning mod større en grad af bæredygtighed, åbenhed og respekt for den enkelte.

Vi ser et Kina, der i stigende grad – men med små skridt – tager ansvar og spiller en konstruktiv rolle internationalt. 2015 bliver også året, hvor Kina skal udmelde sine nationale planer for at imødegå klimaudfordringerne op til den store klimakonference i Paris i december 2015. Klimaaftalen mellem Kina og USA fra november viser, at Kina er parat til at gå nye veje. Det vil også være afgørende, at Kina også tager ansvar i de globale klimaforhandlinger.

Skiftende danske regeringer har i årtier arbejdet målrettet for at blive en aktiv spiller i denne udvikling. Dette arbejde fik et markant ekstra skub i 2012 med vækstmarkedsstrategien for Kina. Siden har vi haft 30 besøg af danske ministre til Kina. Energistyrelsen har over de seneste år gennemført en større satsning på Kina, som bliver fortsat i 2015, og vi forventer en udvidelse af samarbejdet på områder som miljø, søfart og fødevarer med nye såkaldte vækstrådgivere, der skal styrke Danmarks arbejde med at præge de kinesiske udviklingsplaner med danske erfaringer.

Overbevisningen om, at Kina er en del af fremtiden, rækker langt tilbage. Danmark var blandt de allerførste vestlige lande til at anerkende Folkerepublikken i januar 1950, få måneder efter Folkerepublikkens etablering den 1. oktober 1949. Kina og Danmark kunne på den baggrund den 11. maj samme år genetablere de diplomatiske forbindelser. Danmark var samtidig det eneste land, der bevarede sin ambassadør i Kina gennem hele skiftet, så vi i dag er i den unikke position at have haft ubrudt diplomatisk tilstedeværelse i Kina siden 1908.

Det giver et godt grundlag for det videre arbejde, og vi vil i foråret 2015 fejre 65-året for diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Kina. Det er mit håb og overbevisning, at vi her på højt niveau vil kunne bekræfte, at vores lande – alle forskellene til trods – har meget at samarbejde om, og at vi derfor vil tage vores partnerskab for en ny og langt mere bæredygtig udvikling videre ad nye veje.