Uansvarlighedens slaraffenland

Danmark er et dejligt land.

Vi har det generelt godt og klarer os. Sådan da. For det er en stor sovepude, vi hviler på.

Velfærdssamfundet gør os magelige, og der stilles ikke længere spørgsmål til hvilke velfærdsydelser, som er rimelige.

I takt med at velfærdsydelser stiger i både antal og størrelse, er uansvarligheden blevet en dyd.

Det betaler sig at være uansvarlig i dagens Danmark. Se bare på programmet De unge mødre. I tiden, hvor TV-serien Matador foregår, er det en katastrofe for en ung pige at få barn uden for ægteskabet. I dag er det billetten til at få velfærdsydelser en masse. Kun meget få af disse mødre har uddannelse og job og klarer sig selv, resten modtager velfærdsydelser. Og stort set alle har smartphones, computere, bor i lækre lejligheder og nogle har endda bil.

Forleden talte jeg med en mor, som har fuldtidsstudie på universitetet og fritidsjob ved siden af. Hun er gift, og den lille familie klarer sig og opfører sig ansvarligt, men hver måned lever de for et beløb, som er under det, det offentlige fastsætter som et ”minimums råderum”.

Den lille familie tager ansvar for sig selv, men plages af det høje skattetryk, som bl.a. går til underhold af folk, som vælger at være uansvarlige. Det vil svare sig økonomisk for moderen at opgive studiet og vælge den uansvarlige livsstil, for så kunne hun få i pose og sæk – men hun ville hellere satse på at få et godt job i fremtiden og klare sig selv.

Men sådan er det langt fra alle, som ser på det.

Det offentlige velfærdssystem virker som narkotika. Mennesker reduceres til klienter, som per automatik får overført deres månedlige narkotikum i form af velfærdsydelser.

Det offentlige tilbyder endda sagsbehandlere, som beredvilligt hjælper med at finde vej igennem ydelsesjunglen. Alt dette er naturligvis skattefinansieret. Hver gang en ydelse tikker ind på kontoen hos borgeren, virker det som det rush, narkomanerne beskriver. Klienten fastholdes, og det bliver sværere og sværere at løsrive sig – bl.a. fordi der skal tjenes temmelig mange penge, førend der er en nettogevinst ved at påtage sig et arbejde.

Man er for længst holdt op med at spørge om, hvor pengene kommer fra. Ja, tilmed hørte man i statsministerens nytårstale »vi har god og GRATIS sundhed«.

Uansvarligheden viser sig også på andre områder. Et ægtepar gik fra hinanden, og de havde desværre købt hus sammen, netop da boligboblen var på sit højeste. Parret var teknisk insolvent, men manden tilbød at overtage huset, mod at konen underskrev et gældsbrev. Dermed blev en tvangsauktion afværget for begge parter. Taberen blev manden, for efterfølgende nægtede konen at afdrage sin gæld. Og for at gøre det hele værre, så lod konen sig sige op, hvorefter hun kunne komme på offentlige forsørgelse. Manden bragte sagen i fogedretten, men her får den uansvarlige kone en kærkommen håndsrækning af det offentlige, som på baggrund af hendes økonomi fastsætter et eksistensminimum, og så var der ikke penge til at afdrage sin gæld til manden. Endnu et eksempel på at uansvarlighed betaler sig i Danmark.

Samfundet er indrettet således, at vi økonomisk straffer dem, som opfører sig ansvarligt, og præmierer dem, som vælger det uansvarlige.

Flere i min omgangskreds har oplevet, hvordan krisen har sat ind, og selv højtuddannede oplever at blive ramt af arbejdsløshed. På grund af de høje skatter og afgifter vi betaler, er det nærmest umuligt at spare op – selv for folk, som er ”rige” (læs: betaler topskat).

Disse mennesker rammes dobbelt hårdt, når en periode med arbejdsløshed indfinder sig. De skal overleve på dagpenge, hvilket betyder en drastisk nedgang i disponibel indkomst. Disse mennesker har betalt store summer i skat og føler et svigt fra det velfærdssystem, de har bidraget til. Dagpengesatsen er ens, uanset om man har tjent 60.000 eller 25.000 om måneden, men nedgangen i disponibel indkomst er bestemt ikke ens.

De mennesker, som oplever det største fald i den disponible indkomst, har meget svært ved at se ligheden i dette samfund.

Kritikerne hævder, at man bare kan tegne en lønforsikring gennem sin A-kasse. Det er korrekt. Men spekulerer man lidt over det, så burde det jo ikke være nødvendigt. Vi betaler en stor del af vores løn i skat for at have et velfærdssystem, så tillægsforsikringer burde ikke være nødvendige. Desværre er sandheden en helt anden. Både på dagpengeområdet og i sundhedsvæsnet er det nødvendigt at tegne tillægsforsikringer, fordi det offentlige system har spillet fallit.

I mange pensionsordninger er der indeholdt en sundhedsforsikring, som garanterer hurtig behandling, hvis uheldet er ude. Det er godt for den enkelte, for virksomheden og for samfundet, så hvorfor skal den enkelte beskattes af værdien af denne sundhedsforsikring? Det er endnu et eksempel på, at ansvarlighed straffes økonomisk.

Ansvarligheden har sin pris, og mange netto-bidragsydere spørger sig selv, om det er prisen værd. Når man stikker hovedet frem i offentlige debatter, får man revet i næsen, at man er et ”rigt svin”, ”ultraliberal”, ”kapitalist” etc. – hvorefter jeg lige må tjekke min bankkonto, og se om der står nogle millioner, jeg havde glemt. Men det gør der ikke, og de har aldrig været der.

Jeg betaler topskat, og derfor er jeg per definition et ”rigt svin”. Men jeg føler mig bare ikke rig, kører ikke i store biler eller bor i et rigmandskvarter.

Venstrefløjen blæser til angreb på ”de rige svin” – skatteskruen skal strammes yderligere. Men hvad bliver konsekvensen? Samfundet bliver ikke rigere af, at skatteskruen strammes – tværtimod så saver man i grenen, man selv sidder på, for de brede skuldre, som skulle trække det tungeste læs, bliver smallere og smallere.

En del i min omgangskreds har fået en stadigt stigende interesse for at søge job i udlandet for dermed at få en større gevinst af deres arbejdsindsats. Mange lægger mellem 50-60 timer om ugen på deres job, har lange transporttider, bruger tid på at rejse i deres job og lider afsavn fra deres familier. Disse mennesker ser med alvor på de muligheder, som er i andre lande som f.eks. Schweiz, hvor skatten er lavere, og hvor incitamentet til at yde en ekstra indsats er væsentligt højere.

Politikerne må se realiteterne i øjnene. Alt for længe har vi sovet på denne velfærdspude og puttet os ved tanken om det sociale sikkerhedsnet, haft dejlige drømme om verdens bedste sundhedssystem, de bedste folkeskoler, veje med mere - alt sammen finansieret via vores skat.

Men det er kun drømme.

Velfærdsstaten har skabt et system, hvor uansvarlighed belønnes, og hvor det er direkte demotiverende at tage et ansvar, fordi ”lønnen” er høje skatter og latterliggørelse i diverse sociale medier. Det såkaldte fællesskab rækker ikke længere end til slutningen af næsetippen, og alt for mange ser på, hvilke muligheder fællesskabet rummer for dem – og ikke, hvad de kan bidrage med til fællesskabet.

Skal vi gøre op med denne kedelige tendens, hvor egoismen blomstrer som en direkte konsekvens af fællesskabets tag-selv-bord, skal politikerne ændre fundamentalt på systemet og sikre, at motivationen til at gøre en ekstra indsats er der, og at ansvarlighed belønnes.

Af Christian Strarup, MBA fra Warwick Business School.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.