Middelklassen i klemme

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

De mest udfordrende økonomiske problemer, som vi står overfor, gælder en gruppe, der knap nok vil være repræsenteret på ugens topmøde i Davos: middelklassen i verdens industrilande. Der er ikke noget, der er så vigtigt for fremgangen i demokratiske industrilande, som fortsat stigning i lønmodtagerfamiliers løn og levestandard, fremgår det af konklusionen på en nylig rapport fra den transatlantiske kommission Inclusive Prosperity Commission, som jeg var med til at lede.

Når interessen samler sig om verdensøkonomien, geopolitik og den moralske forpligtelse til at hjælpe verdens fattige, bør man samtidig huske på, at fremtidsudsigterne for middelklassen på globalt plan i bedste fald er yderst problematiske, hvis der ikke foretages betydelige politiske ændringer.

For det første trues den økonomiske vækst, der er en forudsætning for højere indkomster, af længerevarende stagnation og deflation. For USA’s vedkommende var det ventet, at 2014 ville byde på højere rente og øget vækst, stop for centralbankens opkøb af obligationer som middel til at stimulere økonomien og en strammere pengepolitik. I Japan ville priserne begynde at stige igen, og i Europa ville året byde på fortsatte økonomiske reformer og normalisering.

Men renten på den 10-årige statsobligation er faldet med mere end 1 procentpoint i USA og er kun halvt så høj i Tyskland og Japan, som den var for et år siden. I en lang række betydelige lande, bl.a. Tyskland, Frankrig og Japan, er den korte rente nu negativ, så statens långivere skal betale for det privilegium. En så lav rente er tegn på, at opsparingen er usædvanligt stor holdt op mod investeringer, ligesom den lader formode, at det er sandsynligt, at forhold, der gør pengepolitikken ineffektiv i Europa og Japan, fortsætter, samtidig med at de kan vise sig på ny i USA. Ifølge de fleste strømpile er der en forventning om, at inflationen vil ligge under målet.

På verdensplan er mulighederne for, at centralbankerne kan benytte improvisation som vækststrategi, mere eller mindre udtømte. Merefterspørgsel, inflation, omfattende udlån og behov for pengepolitiske stramninger hører til vore mindste problemer. Centralbankerne skal stadig gøre deres del af arbejdet, men tiden er inde til en samlet og storstilet indsats med henblik på at øge både de offentlige og private investeringer.

For det andet er det sådan, at der med den nuværende politik ikke er nogen garanti for, at det er muligt at opretholde væksten og sikre øget levestandard. USA holdes ofte frem som forbillede, og USA’s resultater har da også været fantastiske målt med globale alen. USA har haft en økonomisk vækst på ca. 11 pct. de seneste fem år. Beregninger tyder på, at ca. 8 pct. af væksten er konjunkturbestemt og resultat af den lavere arbejdsløshedsprocent. Dermed kan kun 3 pct. over fem år henføres til vækst i landets produktionskapacitet. Selv efter det økonomiske opsving overstiger andelen af arbejdsløse amerikanske mænd i aldersgruppen 25-54 andelen af ubeskæftigede mænd i samme aldersgruppe i Japan, Frankrig, Tyskland og Storbritannien.

Hvis vi ser bort fra efterspørgselsmæssige forhold, er vækstudsigterne dårligere i Europa og Japan, hvor den erhvervsaktive del af befolkningen bliver mindre og mindre, og den økonomiske dynamik aftager. Den omfattende nedjustering af industrilandenes udviklingsmuligheder beror i betydeligt omfang på de senere års kriseforhold. På mange måder er høj vækst i sig selv den bedste strukturelle metode til fremme af vækst, i takt med at investeringerne vokser, arbejdstagerne får erfaring osv. Der skal imidlertid mere til.

For det tredje skal fremgang være generel for at gavne middelklassen, og det er langtfra en selvfølge under de nuværende forhold. Hvis USA havde samme indkomstdistribution, som landet havde i 1979, ville de nederste 80 pct. af befolkningen have 1 billion dollars – eller 11.000 dollars pr. familie – mere. Den øverste andel på 1 procent ville have 1 billion dollars – 750.000 dollars – mindre. Der er ikke den store sandsynlighed for at bevare international integration og internationalt samarbejde, hvis opfattelsen fremdeles er, at det fører til opløsning på lokalt plan og samtidig gavner en mobil global elite.

Omdrejningspunktet for internationalt samarbejde på det økonomiske område skal ændres. Der er gjort betydelige fremskridt inden for handel og investeringer. Der er gjort mindre for at forhindre en nedadgående spiral på områder som beskatning og regulering. Det er kun muligt at opretholde en progressiv beskatning og passende lovgivningsmæssig sikring i kraft af øget internationalt samarbejde. Og det sker kun, hvis menigmand kan se en fordel i en stedse mere åben global økonomi.

Disse tre problemer – længerevarende stagnation og deflation, en langsom underliggende økonomisk vækst og voksende ulighed – er reelle. Men de danner ikke grundlag for at tro, at tingene ikke kan ændres. Erfaringen fra mange lande, herunder Canada og Australien i dette århundrede, og mange epoker viser, at det er muligt at opnå vedvarende vækst i middelklassens levestandard. Det fordrer imidlertid, at eliten erkender, at det er vigtigt, og engagerer sig i at opnå det. Det må stå i centrum af dette års topmøde i Davos.

© The Washington Post