Slagtermestre svinger konspirations-kniven

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Den danske model er syg. Sådan karakteriserer Torsten Buhl, direktør i arbejdsgiverforeningen Danske Slagtermestre i et debatindlæg aftalemodellen på det danske arbejdsmarked.

Når man skræller de underholdende, men ikke særlig konstruktive konspirationsteorier væk fra indlægget, er der to hovedbudskaber, der står tilbage.

Det ene er, at den danske model udelukkende er til gavn for lønmodtagerne.

Det andet er, at den danske model alligevel ikke fungerer, fordi det ikke er de konkrete parter, men kun de toneangivende parter der bestemmer indholdet i overenskomsterne.

I forhold til det første synspunkt, så medgiver Torsten Buhl, at den danske model har været stærkt medvirkende til, at vi har været i stand til at udvikle vores danske velfærdsmodel. Men han tror ikke på, at den kan klare fremtidens udfordringer. Her er jeg fundamentalt uenig.

Den danske model er langt mere end en arbejdsmetode til at indgå overenskomster. Det er en model, der sikrer høj produktivitet, fleksibilitet,uddannet arbejdskraft og ro på arbejdsmarkedet. Noget som jeg egentlig troede, at også arbejdsgiverne var enige i.

Den danske model er også hele det arbejdsretlige system. Det betyder eksempelvis, at lokale konflikter ikke løber løbsk, og at kortvarige styrkepositioner for små grupper ikke giver anledning til vilde strejker til skade for både virksomheder og de andre ansatte. Den samarbejdsstruktur giver en fleksibel arbejdsstyrke, der bidrager til at gøre danske virksomheder meget konkurrencedygtige.

Og arbejdsgiversidens interesse i arbejdsmarkedet begrænser sig da ikke bare til, at der skal være god, billig og fleksibel arbejdskraft til stede. I praksis har vi - lønmodtagere og arbejdsgivere - udviklet et partssamarbejde til glæde for begge parter og for samfundet.

Så i stedet for at sige, at modellen ikke duer, så vil jeg invitere til et konstruktivt samarbejde. Et samarbejde, hvor vi kan diskutere, hvad der skal til af justeringer for, at modellen også fremover medvirker til, at er konkurrencedygtige og har en velstand, der fordeles retfærdigt i samfundet.

Den anden påstand, at det alligevel ikke er parterne, der forhandler, fordi det er toneangivende organisationer, der på alles vegne fastlægger snævre rammer for alle andres overenskomstforhandlinger, er jeg derimod enig i. Men hvis jeg aner en undertone af, at hvis det var anderledes, så ville lønningerne være meget lavere, så er jeg uenig.

Det er muligt, at det ville være sket, men det modsatte er også muligt.

Vi har en interesse i, at der er en vis ensartethed i udviklingen mellem de forskellige brancher. Det er bl.a. nødvendigt, hvis vi ønsker en faglig mobilitet, hvor arbejdskraften hele tiden søger hen, hvor den er mest produktiv. Det gavner hele samfundet, og er selvfølgelig til skade for de virksomheder, som ikke formår at udvikle sig. Men vi skal vel ikke tilrettelægge vores system efter de bagstræberiske virksomheder?

Det er rigtigt, at der ikke har været rum for forhandlinger, der fuldt har kunnet tage højde for de enkelte branchers særlige behov ved overenskomstforhandlingerne. Det er en situation, jeg meget gerne vil være med til at ændre. Hvis Torsten Buhl har nogle ideer til, hvordan det kan ske, så hører jeg dem gerne.

Men jeg tror ikke på, at vejen er en opløsning af hovedorganisationerne. Når Danske Slagtermestre har valgt at stå alene og holder sig væk fra medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening, så synes jeg egentlig, det er en svækkelse.

Jeg tror på, at samfundet har det bedst med, at der er stærke organisationer både på arbejdstagerside og på arbejdsgiverside. Og stærke organisationer kræver sammenhold på begge sider af bordet.

Så sig frem. Sig hvad det er for ideer, du har, så er jeg villig til at se på dem. Men hvis ideen er en wild-west struktur, hvor intet reguleres gennem gensidige aftaler, så er jeg ikke med.

Vi har set i andre lande, hvad der sker, når de ordnede forhold på arbejdsmarkedet opløses. Det giver fattigdom og usikre forhold for meget store dele af befolkningen. Jeg tror faktisk ikke, det er et samfund præget af ulighed og usikkerhed, Torsten Buhl ønsker, og jeg ønsker det afgjort ikke.

Af Tage Arentoft, Næstformand Fødevareforbundet NNF.