Husk lommeregneren, Jesper Petersen
Partispringeren Jesper Petersen (S) manipulerer med tallene, når han hævder, at nulvækst koster hundredvis af jobs i hans valgkreds.
Der er ved at være klar til den kommende valgkamp alle vegne. Partispringeren Jesper Petersen (tidligere SF nu S) håber at blive valgt ind i Sydjylland - blandt andet ved hjælp af lidt frisk talmanipulation.
Her er en Facebook-reklame Jesper Petersen har udarbejdet for at vise de frygtelige konsekvenser af nulvækst i den offentlige sektor.
Som Jesper forklarer:
»Lars Løkke og Venstres eksperiment med nulvækst vil føre til klare forringelser i vore fælles skoler, sygehuse, ældrepleje og uddannelser. Grafikken viser, hvor mange medarbejdere det vil koste i din kommune. Del gerne og vær med til at vise konsekvenserne af nulvækst.«
Men lad os lige prøve at dykke lidt dybere ned i de tal, Jesper Petersen bringer, og se, hvad der er skjult under overfladen. Vi kan jo tage Åbenrå Kommune som eksempel. Her bor der i dag knap 59.000 mennesker, og kommunen har ca. 4.000 ansatte. Den er en del af region Syddanmark, der har 25.000 ansatte. Hvis man indførte nulvækst, skulle man hvert år vinke farvel til 30 af disse mange ansatte. Ifølge Jesper Petersen har det helt uoverskuelige konsekvenser for folkesundheden, ældreplejen og uddannelsesniveauet.
Men man kunne også have valgt at kigge på et andet nøgletal; nemlig hvad Åbenrå kommunes administration koster: Knap 6.000 kr. pr. borger eller omkring 330 millioner årligt. Penge, der går til registrering, rapportering, sagsbehandling, projektmageri etc. Hvis man fjerner bare 10 pct. af dette bureaukrati én gang for alle, giver det en årlig besparelse på 33 millioner kroner!
Det er til gavn for kommunen og dens borgere. Og til gavn for de snart tidligere kommunalt beskæftigede bureaukrater, der så må finde en mere meningsfuld og værdiskabende aktivitet i det private erhvervsliv.
Som enhver, der har været i nærkontakt med det offentlige system ved, er der mange muligheder for forbedring: Man kan skære i bureaukrati, tomt arbejde og ligegyldigt projektmageri. Man kan konkurrenceudsætte for at opnå bedre og billigere services og ydelser. Man kan blive dygtigere til at købe ind (hvem husker ikke SKI-aftalen, der tvinger kommuner til at betale massiv overpris for alt fra PC’er til sødmælk og vandmeloner). Man kan også blive dygtigere til at bruge IT. Man kan oven i købet udvise bedre lederegenskaber og fyre medarbejdere, der ikke leverer det, de skal. Man kan endog (hvis man er helt fremme i skoene) fokusere på at gøre borgerne tilfredse.
Som enhver, der har været i nærkontakt med det offentlige system ved, er der mange muligheder for forbedring: Man kan skære i bureaukrati, tomt arbejde og ligegyldigt projektmageri
Hvis en kommune var en privat virksomhed, ville alt dette være helt selvfølgeligt. Men i Jesper Petersens socialdemokratiske univers leder det til den sociale massegrav at holde igen på omkostningerne, og samtidig kan man ikke tænke langt nok til benytte de mange helt oplagte forbedringsmuligheder, der ligger lige for.
Gad vide, hvad det skyldes? Det kunne jo være, fordi socialdemokratiet er ophørt med at være et arbejderparti, og nu i stedet bruger kræfterne på at tækkes et stadigt større antal offentligt ansatte.
Søren Kenner oplyser, at tallene stammer fra Danmarks Statistik, Økonomi og indenrigsministeriet (www.noegletal.dk) og Region Syddanmark.
Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.