Myten om det erhvervsvenlige Danmark

Når fx Forbes kigger på lande, som er nemme at etablere virksomheder i, scorer Danmark højt, fordi vi har politisk stabilitet, en fleksibel og forholdsvis veluddannet arbejdsstyrke, god infrastruktur og papirarbejdet er ret nemt. Men - og det er et stort men - vi halter langt bagud på to meget afgørende parametre: Bruttoomkostninger og adgang til kapital (og dermed evne til at forrente egenkapital).

Årsagen hertil skal primært søges i det meget høje skattetryk. Det leder til høje lønninger og betyder, at den enkelte lønmodtager skal være ekstrem produktiv for at kunne forrente sin løn for arbejdsgiveren. Men desværre har produktivitetsudviklingen hos danske lønarbejdere historisk set været lav (se figuren).

De meget høje danske firmaskatter samt den høje beskatning på aktieavancer hjælper heller ikke: De betyder, at en investor eller arbejdsgiver har høje bruttoomkostninger, utilstrækkelig produktivitet ift. omkostninger, begrænset adgang til kapital og svært ved at forrente egenkapital, da overskuddet ædes op af skatter.

I takt med at global konkurrence eskalerer, bliver konsekvensen af denne udvikling voldsommere og voldsommere. I 80'erne forsvandt tekstilindustrien ud af Herning og til Thailand eller Vietnam. I de senere år har det været ting som slagterier, mejerier, produktionsvirksomheder mv., der har mærket problemstillingen mest akut. Fænomenet kan observeres i Brugsen: Dansk oksekød slagtet i Tyskland. Tænk engang: Det kan nu bedre betale sig at køre koen til Tyskland, slagte den og køre bøfferne tilbage til Danmark, end det kan betale sig at betale danske lønninger. Alene på grund af løn-, skatte-, og afgiftsniveauet her i landet!

Generelt er det sådan, påpeger Gunnar Viby, fhv. forskningschef ved Rockwool Fonden, at det, der koster 1 kr. at producere i Danmark, som oftest kan produceres for 90 øre i Sverige og 80 øre i Tyskland. Det skaber naturligvis problemer for danske virksomheder. Siden krisen brød ud i 2007, har vi tabt ca. 160.000 job. Og det værste er, at det er job, som vi får svært ved at hente tilbage.

Men det bliver værre endnu. Danmark er nemlig det land i verden, hvor den største procentdel af folk i den arbejdsdygtige alder lever af overførselsindkomster. Der er i runde tal 800.000 på overførsel af den ene eller anden art, 800.000 offentligt ansatte og omkring 1.000.000 million pensionister. Og så er der ca. 1.800.000 i det private erhvervsliv til at betale regningen.

Ikke noget at sige til at mange oplever, at man må løbe hurtigt for at være med. Men det er faktisk det mindste af vores problemer: Det velestimerede Boston Consulting Group mener, at Danmark inden for de næste 10-15 år vil tabe op mod 60.000 job på grund af fremskridt i automatisering (maskiner der er mere produktive end mennesker, ikke står i fagforening og ikke holder weekend).

Dertil kommer, at alle vores regnemodeller viser, at man efter 2020 ikke kan fastholde den offentlige økonomi. Der vil af flere grunde (demografi især) simpelthen ikke være penge nok i kassen: Vi skal enten gældsætte os voldsomt eller skrue grundigt ned for velfærden.

Det er en monumental udfordring at stå overfor. Det er dybt bekymrende, at den ikke italesættes eller debatteres af hverken venstrefløjen eller de fleste af de borgerlige partier. Det er aldeles uansvarligt, at vi ikke for længst er i gang med at gøre noget for at skifte retning.

Liberal Alliances 2025-plan er et bud på de reformer, der skal gennemføres for at rette op på nogle af problemerne: Vi må arbejde lidt længere og lære den offentlige sektor at være lidt mere effektiv. Så får vi til gengæld råd til at sænke skatter og afgifter, så vi kan få skabt vækst og nye job. Vi vender dermed den negative spiral til en positiv, hvor vi får stadig flere mennesker ud af passiv forsørgelse og ind i fællesskabet som aktivt bidragende skatteydere.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.