Her er det virkelige »Danmark du kender«

Regeringen forsøger nu at sælge befolkningen ideen om, at deres politik virker: Der er skabt 40.000 job, ventelisterne er faldet, der er kommet gang i økonomien. Men er det sandt? Nej. Det er det ikke.

Realiteten er, at vi har tabt ca. 160.000 job siden krisen startede, og at de 40.000 nye job primært er lavtlønsjob, der udføres af østeuropæere. Og væksten er ikke kommet tilbage: Faktisk er Danmark det OECD-land, der har haft sværest ved at komme ud af krisen.

Man forstår naturligvis udmærket, at regeringen gerne vil genvælges og derfor forsøger at lancere en fortælling om, at den har gjort det godt. Problemet er bare, at den fortælling står i vejen for en substantiv debat om de udfordringer, vi står overfor. Det stækker demokratiet, og gør det sværere for borgerne at tilkendegive et valg af den position, som de mener, tjener deres synspunkter bedst.

Der er ellers rigeligt med udfordringer.

Vi er det land i verden, hvor den højeste procentdel af borgere i den arbejdsdygtige alder lever af offentlige overførsler. Vi er også det land i verden, der udbetaler de højeste ydelser og de største tilskud. Hjælper det at piske folk rundt i manegen med aktivering, jobcentre, CV-skrivningskurser, fleks- og nyttejob mv? Jeg tvivler. Det løser jo ikke det reelle problem: For få job, for lidt vækst og for lav produktivitet.

Vi topper også listerne, når man kigger på hvor mange offentligt ansatte, vi har som en procentdel af befolkningen. Omkring 800.000 mennesker er på den ene eller anden måde beskæftiget med at servicere borgerne. Desværre gør de det ret ineffektivt. Det er ikke den enkelte offentligt ansattes skyld, men konsekvensen af et system, der detailstyres fra Christiansborg og en kultur, der sætter en dyd i registrering, rapportering, bureaukrati, tomt arbejde og ligegyldigt projektmageri.

De fleste partier i folketinget mener, at den bedste måde at løse denne udfordring på er ved at kaste flere ressourcer efter den. Jeg er uenig: Den bedste måde er at øge tilliden til de ansatte, droppe detailstyring, skrue ned for bureaukrati og ligegyldig opsamling af data og fjerne projektmageri. Til gengæld skal man koncentrere indsatsen der, hvor det virkelig gør en forskel: Uddannelse, sundhedsvæsen, børnepasning, ældrepleje og i det sociale sikkerhedsnet.

I lighedens navn omfordeler vi på livet løs. Vores stat opkræver mere end nogen anden stat og deler dermed også mere ud end nogen anden stat. Og omfordelingen har nået relativt groteske niveauer: De bedst lønnede 20 pct. af befolkningen leverer nu næsten 50 pct. af skatteindtægterne. Systemet forvandler os alle til 'velfærdsjunkies', der er afhængige af at modtage tilskud fra det offentlige. Dette er også grunden til at kampen for lavere skatter også er en frihedskamp: Det er forudsætningen for en samfundsmodel, hvor borgeren atter har lov til selv at vælge, hvad man vil have i sit liv.

Vi savner produktivitet, og pga. for høje skatter og afgifter kan vi hverken konkurrere på den korte eller lange bane. Vi elsker myten om, at vi skandinavere er dygtige, flittige, kreative og højtuddannede, men det er desværre mest en myte. Reelt er det jo sådan, at man skulle kunne se disse ting på produktivitetsudviklingen, men den har for Danmarks vedkommende siden 1995 været en af de laveste i OECD.

Men som om det ikke var nok, står vi samtidig overfor en tsunami af automatisering: Maskiner der vil erstatte kassedamer, lagerarbejdere, produktionsarbejdere, servicearbejdere, revisorer, mekanikere, landarbejdere, bygningsarbejdere mv. Hvorfor er der ingen af de politiske partier, der italesætter dette? Skal vi virkelig nøjes med at diskutere Håndværkerfradrag og Vækstpakker, der giver 1.200 job?

Ikke-vestlige indvandrere er massivt overrepræsenteret, både hvad angår kriminalitet og træk på de sociale kasser. Fx er 80 pct. af ægtepar hvor begge er på kontanthjælp indvandrere med ikke-vestlig baggrund. Den såkaldte integrationsindsats er slået komplet fejl: Ghettoer, parallelsamfund, imam-styre, vold, kvindeundertrykkelse mv. er normen for mange.

Vi skal stille krav om, at indvandrere skal være selvforsynende og ikke kan trække på de offentlige kasser, førend man har betalt skat i fem år. Og vi skal smide folk ud, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Disse to enkle foranstaltninger vil løse mange problemer, fordi den sikrer, at de, der ankommer, kan og vil yde et bidrag til fællesskabet. Hvis vi samtidig fratræder FN's flygtningekonvention og nægter at modtage flygtninge i Danmark, men til gengæld søger at yde hjælp i konfliktens nærområder, tror jeg det vil løse op for mange frustrationer.

Valgkamp bør handle om hvordan vi som samfund vil takle disse og en hel række andre store udfordringer. Valgkamp bør tage udgangspunkt i en erkendelse af den konkrete situation med åbenhed omkring udfordringerne og fokus på at afdække, hvad de enkelte partier mener, der skal til for at løse problemerne.

Valgkamp bør som minimum indbefatte en fuldt gennemregnet økonomisk politik, der viser hvilke ændringer, man ønsker, og hvilke resultater man mener, de vil give. Men nej. I stedet handler det om mudderkastning, fiktive job, håndværkerfradrag, »moderne kontanthjælpsloft«, »nazi-islamisme« og lignende parolepapegøje-slogans, der ingen sammenhængende politik repræsenterer.

Det er i sandheden sølle undskyldning for hvad, der burde og kunne være et af de fineste demokratier i verden.

Søren Kenner er serieiværksætter og formand for Liberal Alliances Visionsgruppe. Han skriver fast for Finans.