Det græske udsalg

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vi har netop taget hul på en uge, hvor Grækenland endnu engang fylder på dagsordenen. Det skyldes ikke mindst, at eurogruppens finansministre mødes sidst i denne uge. Agendaen vil dels være, om Grækenland kan betale den næste termin i begyndelsen af maj, dels om Grækenland leverer reformer som aftalt i hjælpeprogrammet.

Grækenland skal i løbet af 2015 betale 9,8 mia. euro til Den Internationale Valutafond og 6,7 mia. euro til Den Europæiske Centralbank. Herudover har grækerne en række korte statsobligationer, der dog lige er blevet refinansieret og ejes af statsejede græske banker. Endelig skal de betale renter på lånene fra hjælpepakkerne i den europæiske stabilitetsfond. Der er således akut brug for omkring 20 mia. euro.

Problemet for Syriza-regeringen er, at der i øjeblikket er masser af analyser, der viser, at Grækenland ikke umiddelbart har likviditeten til at servicere disse lån. Dertil kommer et hav af rygter fra den finansielle og politiske verden, der går på, om Grækenlands fremtid befinder sig i eller uden for eurozonen.

Skal Grækenland overleve i eurosamarbejdet, er der en forudsætning, at de får styr på likviditeten. En måde er at optage nye lån. Skal lånene komme fra de øvrige eurolande, vil der blive stillet modkrav om reformer.

Alternativt kan grækerne låne penge i Rusland eller Kina. Man kan dog med rimelighed sætte spørgsmålstegn ved, hvilke midler den russiske statsleder aktuelt har at låne ud af. Godt nok kunne det være politisk interessant for Putin at låne Grækenland penge for at puste til den politiske ild i Europa, men den russiske økonomi har som bekendt sine egne problemer at slås med.

Det kan dog ikke udelukkes, at Grækenland kigger mod øst for at løse sine akutte pengeproblemer, og det er svært at gennemskue, hvilke krav der vil ledsage russiske eller kinesiske lån. Det kan bringe Grækenland ud på en farlig kurs, som det også er i resten af Europas interesse at undgå. Derfor bør der være politisk vilje til at finde en løsning.

Der er ingen tvivl om, at grækerne har leveret nogen reformer, og at disse det har gjort ondt på mange grækere. Det ændrer imidlertid ikke ved, at grækerne er nødt til at betale deres gæld tilbage, og at de ikke er i mål i forhold til de reformer, som de har lovet at implementere til gengæld for at kunne optage store lån.

Et alternativ til at gennemføre reformer er at frasælge aktiver. Og grækerne har faktisk noget at sælge. Tal fra Eurostat over de konsoliderede finansielle aktiver fra september 2014 viser, at Grækenland er det EU-land med 7. flest aktiver ejet af staten. Tallene er ikke helt opdaterede, men selv hvis man ligger en forsigtighedsbuffer ind, må man konstatere, at Grækenland ligger pænt i forhold til de øvrige EU-lande målt på aktiver.

Det store spørgsmål er så, hvor realiserbare disse aktiver er. Det er noget af det, som Syriza-regeringen meget hurtigt må tage fat i at undersøge. Kan Syriza-regeringen præsentere en række gennemarbejdede prospekter for eurogruppen, og kan de anvise mulige købere til aktiverne, kan man forestille sig, at det vil være væsentligt nemmere for grækerne at få overbevist eurogruppen om, at de skal hjælpe med det likviditetsproblem, der eftersigende banker på døren allerede primo maj.

På den måde kan grækerne købe sig tid. Det kan betyde, at de rent faktisk kan høste gevinsterne af de reformer, de trods alt allerede har gennemført. De kan muligvis også købe sig tid til at få glæde af et forventet overskud på de offentlige finanser. Det burde være en farbar vej, der kan sikre, at Grækenland ikke ender i en dyb recession. Og fordelen for Europa vil være, at Putin ikke får slået sprækker i det europæiske samarbejde.