De sendte en Nødgaard

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Folk der påstår, at det kun er i den private sektor, der arbejdes igennem, burde idømmes to døgns ansættelse på vand og kantinekost i Finansministeriets departement. Jeg har arbejdet der. Tempoet ligger i perioder omkring det helbredstruende, og de søde mennesker, der tømmer papirkurve og fejer gulve midt om natten, er ens bekendte.

Men hvem påstår egentlig dét i dag: At det kun er i den private sektor, der virkelig knokles?

Noget tankevækkende er sket med den politiske dagsorden. Vi skal ikke forfærdeligt mange år tilbage, så ville det på et eller andet tidspunkt i en valgkamp komme op, at det offentlige har meget at lære fra det private i arbejdsomhed og effektivitet. Den private sektor var den målrettede storebror, som lillebror - den offentlige sektor - kunne få meget ud af at efterligne.

Men lillebror havde bare denne ulyksalige hang til lange frokostpauser og papirskubberi og udenomssnak. Det lå i generne. Så det gav sig selv - blandt meget andet - at storebror ikke kunne bruge nogen fra lillebrors sekunda-hold, når en post skulle besættes.

Bankerne offentliggjorde i mandags, at de henter deres nye direktør for deres erhvervsorganisation, Finansrådet, i den offentlige sektor, nemlig den nuværende topchef i Finanstilsynet, Ulrik Nødgaard. I den anden store finansielle brancheorganisation, Forsikring & Pension, er topchefen, Per Bremer Rasmussen også leveret af centraladministrationen.

Det samme gælder den administrerende direktør for landets største og mest magtfulde interesseorganisation, Dansk Industri, Karsten Dybvad. Industrien hentede Dybvad fra en stilling som departementschef i Statsministeriet. Nordea nappede sidste år Finansministeriets departementschef, David Hellemann, da de skulle bruge en ny direktør for den danske del af banken.

En, to, mange, vil nogle indvende, og kan man egentlig kalde en erhvervsorganisation for en privat virksomhed? Nej, her er der noget. Men bundlinjen er dog stadig, at den private sektor - denne gang bankerne - igen har slået en streg under, at de egentlig ikke er så tossede, dem på lillebrors hold. De er arbejdsomme og effektive og fuldt ud i stand til at fylde en ramme ud, som private virksomheder har defineret.

Tilbage til den politiske dagsorden.

Vi skal ikke forfærdeligt mange år tilbage, så gentog erhvervsorganisationer i almindelighed og Dansk Industri i særdeleshed samme omkvæd i enhver valgkamp: De-høje-danske-skatter-må-ned. Skatten-hæmmer-virksomhedernes-konkurrenceevne-og-skader-lysten-til-at-yde-en-indsats. Omkvædet var forudsigeligt som ritualerne juleaften. Det hørte simpelthen med til at holde valg.

Også det er slut. Og kunne der være en sammenhæng, tænker man så. Kunne tingene hænge sådan sammen: At topledere, der hentes ind i en hel- eller halvprivat virksomhed fra en offentlig topstilling - og ved hvordan økonomien i den offentlige sektor er skruet sammen - og hvad der ville være konsekvensen af sætte personskatterne ned med x procent - i det stille ryster på hovedet, når nogen i repræsentantskabet bringer op, om det ikke snart er på tide at få sagt, at de høje danske skatter må sættes ned?

Er det faktisk sådan, at dem, der er hentet fra lillebrors hold, er ved at sætte dagsordenen for, hvad den målrettede storebror mener?

Anders Heide Mortensen er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet og arbejder som kommunikationsrådgiver. Han er tidl. pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Inden da var han erhvervsjournalist på Ritzau og Økonomisk Ugebrev, og efterfølgende har han været kommunikationschef i bl.a. Skandia, Sampension og DTU. Anders Heide Mortensen kan kontaktes på e-mail: anders@heidekom.dk.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.