Sæt folkeskolen fri

Kan man skrive om vores folkeskole på et erhvervsmedie som Finans? Jeg gør forsøget, fordi uanset om vi er manden på gulvet eller den kvindelige finansdirektør, så har vi alle en holdning til folkeskolen.

De fleste af os har været elev og har siden som forældre oplevet den rolle, folkeskolen spiller for vores børn og deres mulighed for at skabe sig en god tilværelse som voksen. Som samfund er folkeskolen et vigtigt fundament, der former og danner fremtidens arbejdskraft.

I torsdags udgav regeringen en hel bog med titlen "Fælles velfærd – pejlemærker for fremtidens offentlige sektor". I den meget tekstrige publikation står der bl.a. at »styringen af den offentlige sektor skal fokusere mere på, at de fastsatte mål nås og i mindre grad på, hvordan de nås« og videre »samtidig skal den offentlige sektor blive bedre til at skabe, bruge og dele viden om, hvad der virker og ikke virker, og til at anvende løsninger, som er effektive«.

Det er blid musik i mine øre. Men man må også bare konstatere, at der er lang vej til, at det er en realitet, og her kommer folkeskolen ind som et godt eksempel. For hvad er det for knapper, politikerne vælger at skrue på, når de skal vise handlekraft i ønsket om at skabe en bedre folkeskole?

En sikker vinder er flere penge. Flere penge i dansk politik ses som udtryk for, at man entydigt er ude på at gøre noget bedre, og flere penge er det meste effektive redskab til at vise handlekraft. Sagen er bare den, at der ikke er evidens for, at flere penge er vejen til bedre resultater. Således viser nøgterne analyser, at der absolut ingen sammenhæng er mellem, hvor mange penge den enkelte skole har til sin rådighed, og hvor god den enkelte skole er til fagligt at løfte sine elever. Faktisk er tendensen modsat.

I det seneste folkeskoleforlig besluttede politikerne, at alle undervisningstimer i fremtiden skal løftes af lærere, der har linjefagskompetence i de fag, de underviser i. Det lyder jo umiddelbart rigtigt, men hvis undervisningsministeriet havde ulejliget sig med at studere de data, som de faktisk ligger inde med, så vil de kunne konstatere, at linjefagskompetencer ikke er en garanti for bedre kvalitet i undervisningen.

Senest har Cepos’ forskningschef Henrik Christoffersen ulejliget sig med at dykke ned i data, der kan afdække om politikernes ønske om at løfte de svageste elever gennem inklusion – altså at den stærke elev er med til at løfte den svage elev – faktisk er dét, der sker. Konklusionen er, at man skal være meget forsigtig med at tage det som givent, selvom vi jo alle godt kan lide tanken om inklusion, der løfter.

Ovenstående er et godt eksempel på, at der er lang vej til, at man politisk koncentrerer sig om klare mål frem for midler, og at der er lang vej til mere konsekvent at sikre effektive løsninger, der bygger på viden.

Og jeg ved, hvorfor politikerne har svært ved at slippe detailstyringen. Jeg har været der selv. Man bliver frustreret over, at vores folkeskole helt overordnet ikke præsterer bedre. Man bliver frustreret over, at alt for mange unge kommer ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter. Man ser og hører om skoler, der trods alt gør det godt, og så er det mest nærliggende for en politiker at bruge den magt, man har til at sige, at sådan skal alle skoler gøre. Det er udtryk for handling og kontrol. Men tænk hvis politikerne udviste handling ved at slippe kontrollen.

International skoleforskning viser, at skolevæsener, der er centralt styrede, men som ikke udsættes for en udtrykkelig ekstern og uafhængig opgørelse af præstationer, leverer klart ringere præstationer end de skolevæsener, som er autonomisk organiserede med en central og uafhængig monitorering af præstationer.

Herhjemme ved vi, at de frie grundskoler gennemgående er bedre end folkeskolen til at løfte eleverne fagligt, også når der tages højde for elevernes socioøkonomiske baggrund. Samtidig er udgifterne pr. elev omkring 12 pct. lavere i de frie grundskoler sammenlignet med folkeskolen.

Hvis regeringen vil gøre alvor ud af det, de skriver i den fine publikation, så kunne de for folkeskolens vedkommende tage det skridt at gøre landets folkeskoler til selvejende institutioner, der får deres frihed til at vælge metode, frihed til selv at vælge ledelsesform og aflønning af deres lærere, og giver skoleledelsen et klart og entydigt ansvar for de resultater, de leverer.

Hvis vi har som ambition, at den offentlige sektor skal bygge på viden om effektive løsninger og have et skarpt fokus på mål frem for midler, så burde vi gøre folkeskolen til selvejende institutioner med frihed under ansvar.