Det engelske boligmarked er et skrækeksempel

I politik ser man en gang imellem, at et andet land anvendes som et eksempel på, hvad man burde gøre. For eksempel har mange fremholdt Sveriges reformer på arbejdsmarkedet som et eksempel til efterfølgelse. Inden for samfundsvidenskaberne kan man modsat naturvidenskaberne dårligt eksperimentere, og derfor er det nyttigt at tage ved lære af andre lande.

I 1980 startede England et politisk, økonomisk og socialt eksperiment på boligmarkedet, efter at Storbritanniens premierminister, Margaret Thatcher, året før var kommet til magten. Igennem en række reformer liberaliserede man det private udlejningsmarked for boliger. Samtidig gav man lejerne i de offentlige og sociale udlejningsboliger ret til at købe deres lejlighed med en prisreduktion på op til 50 pct. i forhold til markedsprisen.

Programmet hedder 'Right to buy', og ikke mindre end 1,5 millioner udlejningsboliger blev købt af lejerne. Det stoppede naturligt nok nybyggeri af de offentlige udlejningsboliger, men til gengæld steg det private udlejningsboligbyggeri.

Dette var kun nogle enkelte ud af mange reformer i samfundet, som blev gennemført i de år. Reaktionerne på boligpolitikken var positive, for så vidt angår udlejernes mulighed for at købe deres bolig. De private udlejere fik bedre vilkår, og kunne optage realkreditlignende lån til udlejningsboliger med pant i disse, en låneform der blev kendt som 'Buy to let'. Udstedelsen af disse lån boomede frem til kulminationen af den engelske boligboble i 00’erne. Der var således elementer af succes i 'Jernladyens' politik på boligmarkedet.

Boligmarkedet påvirkes imidlertid af alle større strukturelle ændringer i samfundet. Man kan ikke isolere boligmarkedet fra, hvad der i øvrigt sker. Alle forandringer prises ind i markedet.

Da Thatchers reformer blev vedtaget, var England inde i et fald i folketallet over flere år. Siden vendte befolkningsudviklingen fra fald til vækst og videre til en relativt kraftig vækst. Samtidig indtraf de regionale flytninger, som alle vestlige lande nu kender. Befolkningstallet i de gamle industriområder mod nord stagnerede, mens befolkningen flyttede mod London og det sydøstlige England. Boligpriserne i vækstområderne steg til nye højder, og knaphed på grunde har gjort det svært at få boligbyggeriet i gang.

Manglen på byggegrunde skyldes i høj grad, at man i England har lagt særlige restriktioner på udbygning rundt om de store byer, kendt som Green Belts. Det er en lovgivning fra 1947, som tjener mange kloge formål, men den har den bivirkning, at den bremser nybyggeri og dermed forærer kapitalgevinster til de eksisterende ejere på bekostning af nye generationer af boligkøbere.

De befolkningsmæssige ændringer er en naturlig følge af globaliseringen. Den diskussion om yderområder kontra vækstområder, som vi ser i Danmark mellem f.eks. Lolland og København kendes også i England. Dér er forskellene blot endnu tydeligere.

De engelske politikere, embedsmænd og planlæggere er begavede mennesker, der naturligvis har forsøgt at sikre, at der også blev bygget boliger med en rimelig husleje til almindelige mennesker. De lokale myndigheder kan ud fra Town and Country Planning Act, section 106 direkte stille krav om billige boliger - eller ”affordable housing” på engelsk - i forbindelse med nye byggeprojekter.

Det er således et element i forhandlingerne med ejendomsudviklere og investorer. Krav om en andel på 30 – 40 – 50 pct. billige boliger ud af alle boliger forekommer. Det er bare ikke nok, når det samlede boligbyggeri ligger lavt, og når man ved "billige" forstår lejligheder, hvis husleje maksimalt må være 80 pct. af markedslejen. For markedslejen er et sted som London blevet meget høj. Derfor er boliger, der på papiret er defineret som "billige", i praksis alt for dyre for almindelige mennesker.  

Nu står man i en situation, hvor unge, og familier med lav- eller mellemindkomst har fået store boligproblemer. Det er ikke isoleret til at være et boligproblem, det er et problem for arbejdsmarkedet, og det er et samfundsproblem.

Hvorfor er dette sket? Fordi boligpolitik virker over mange år, over årtier, og fordi samfundet konstant forandrer sig. Gennemfører man en så omfattende og ideologisk betinget lovreform som den, der skete under Thatcher, så risikerer man den dag, hvor konsekvenserne for alvor viser sig at støde hovedet mod en mur af lavpraktiske problemer, man ikke havde forudset.

Hvad der før virkede som en god idé, for eksempel at sælge offentlige boliger billigt til taknemmelige lejere, er i dag et problem, når nye generationer skal finde sig en bolig, og udbuddet af billige lejeboliger er væk.