Magtens arrogance er steget Corydon til hovedet
Det er beskæmmende, hvordan landets finansminister hemmeligholder centrale oplysninger om Dong-salget. Selv kritik fra Folketingets præsidium preller af på Bjarne Corydon.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Kære røde vælger.
Når du står i stemmeboksen ved næste valg, så bør du seriøst overveje, hvor du sætter dit kryds. Stemmer du på Socialdemokraterne støtter du op om en finansminister, som ikke følger demokratiets spilleregler, og som faktisk agerer, som om han var enevældig - endda en temmelig uoplyst én af slagsen.
Bjarne Corydon har i flere omgange vist, at han vil blæse demokratiet en lang march. Han er nemlig ligeglad med, om folketinget vedtager aktstykker osv. på et uoplyst grundlag.
Senest har Bjarne Corydon vist, at selv erklæringer fra folketingets præsidium rager ham en fjer. For selv om præsidiet tydeligt erklærer, at finansudvalget burde have det fulde overblik i sagen om Dong, får det ikke Bjarne Corydon til at ryste på hånden. Dokumenterne forbliver mørklagte - og end ikke det faktum at finansudvalgets medlemmer er belagt med tavshedspligt, får finansministeren til at overveje rimeligheden i, at de folkevalgte har ret til indsigt.
Man kan være for eller imod et frasalg af Dong, men hele sagen rejser nogle principielle spørgsmål, som man som vælger bør forholde sig til. Ser man på Bjarne Corydons ageren i denne sag, bliver man i tvivl om finansministeren overhovedet synes at demokrati er en god idé - og med rette! Han har nemlig forholdt vores folkevalgte - dem, som er valgt til at varetage vores interesser - muligheden for at få indsigt. Angiveligt med det argument, at de alligevel ikke kunne magte fortrolighed. Men er det i orden?
I min optik er det meget klart: Hvis en folkevalgt ikke kan holde fortrolige oplysninger for sig selv, er det en strafbar handling. Men det retfærdiggør ikke, at én mand kollektivt afholder et helt finansudvalg fra at få indsigt. Det er udemokratisk!
Bjarne Corydon besluttede egenhændigt (nærmest enevældigt), at vores folkevalgte ikke skulle have mulighed for at se de forskellige tilbud igennem inden de traf beslutning. Man skulle altså stole blindt og have blind tillid til, at finansministeren vælger det, som er bedst for Danmark.
Men er der overhovedet grund til, at befolkingen skal have tillid til Bjarne Corydon?
Forud for sidste valg, var Bjarne Corydon en af hovedarkitekterne bag Fair Løsning. Da planen blev præsenteret var den finansieret krone for krone. Vi skulle bare arbejde 12 minutter mere hver dag, så var landets problemer forsvundet. Men vi husker nok, hvordan det gik Fair Løsning, da finansministeriet fik regnet oplægget igennem: underfinansieret med hele 39 milliarder kroner. Samtidig stod Socialdemokraternes valgløfter i kø for at blive brudt - så er det ikke meget forståeligt, at befolkningen og resten af folketinget har en vis portion sund skepsis til det Bjarne Corydon fortæller os?
Samtidig er der i den konkrete sag om Dong så mange uklarheder og spørgsmål, som hænger i luften, at det er svært overhovedet at have tillid til finansministeren. Og når reaktionen fra finansministeren er arrogance, forstærker han jo den spirende mistillid, som både vores folkevalgte og store dele af befolkingen har.
Men ligemeget hjælper det: dokumenterne forbliver mørklagte og befolkningen får nok aldrig svar på, om tilbuddet fra Goldman Sachs var det bedste tilbud, om Dong-aktierne blev solgt for billigt, eller om der var andre motiver, der fik finansministeren til at handle, som han gjorde. For vi må ikke glemme, at det er staten og dermed os skatteborgere, som ejede Dong Energy. Det er du og jeg, der snydes, hvis Dong blev solgt for billigt. Derfor er det vigtigt, at vi kan have tillid til, at finansministeren virkelig indgik den bedst mulige aftale og fik mest muligt for Dong-aktierne.
Så, kære røde vælger! Det er dig, som bør have mistillid til Bjarne Corydon. Uanset hvor vi står, må vi ikke give køb på demokratiet og på de rettigheder, vores folkevalgte har. Giver vi først køb på dem, kan vi ligeså godt genindføre enevældet. Derfor skal du virkelig tænke dig om, inden du sætter dit kryds.
