Corydons kærlighed til budgetloven gør ham velfærdsblind

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

En stærk offentlig sektor er fundamentet for et konkurrencedygtigt samfund med vækst. For mig er den offentlige sektor ikke et åg, vi slæber rundt med på skuldrene, men fundamentet for velstand og udvikling. Sammen med det private arbejdsmarked er den offentlige sektor det grundlag, der har skabt den høje levestandard i Danmark.

Det er derfor, vi skal udvikle frem for at afvikle vores velfærdssamfund. Det er derfor vi skal have vækst i den offentlige sektor frem for nulvækst. Og det er derfor, vi skal sørge for, at de penge vi afsætter, rent faktisk går til den velfærd, vi gerne vil prioritere.

Noget tyder på, at budgetloven får kommunerne til at bruge langt færre penge på velfærd, end vi årligt prioriterer på Christiansborg. Paradoksalt nok er vi med tiden røget i den anden grøft, så vi ikke længere ser overforbrug, men underforbrug i kommuner og regioner – og det skal vi have rettet op på.

Så jeg er optaget af, at vi får udbygget velfærden. Og når jeg som SF’er prioriterer vækst i den offentlige sektor i form af flere penge til sygehuse, til bedre ældrepleje og til flere hænder i daginstitutionerne, så ærgrer det mig selvfølgelig, at pengene ikke bruges. At det langt fra er hver en krone, der bliver omsat til den velfærd, vi har prioriteret.

Tag bare år 2012 og 2013. Her brugte kommunerne henholdsvis 5,4 og 2,9 milliarder kroner mindre, end de måtte i henhold til det kommunale udgiftsloft. I 2014 gik det lidt bedre. Men det var stadig ikke godt nok. Tal for sidste år viser, at der var et underforbrug på 2,4 milliarder kroner. Det er ikke småting. Nej, faktisk svarer det til 4-5.000 kommunale job indenfor eksempelvis ældreplejen eller vuggestuerne, som vi er gået glip af.

Hvorfor? Fordi budgetloven og sanktionerne får kommunerne og regionerne til at slå bremserne for voldsomt i.

Men vil SF afskaffe budgetloven? Nej, vi går fortsat ind for grundtankerne bag den budgetlov, vi selv var med til at vedtage. Kommuner og regioner skal ikke bruge flere penge end aftalt. Vi ønsker fortsat at bevare budgetloven og de økonomiske sanktioner. Men vi skal se på, om sanktionerne er blevet for voldsomme. Om de slår for hårdt ned på den enkelte kommune og region. Om de skaber frygt frem for mådehold på borgmesterkontorerne.

I øjeblikket taler man om at ændre knivloven, der ikke virker efter hensigten. På samme måde giver det mening at granske budgetloven, der muligvis er for rigid i sin nuværende form. Derfor foreslog vi i SF tidligere på året, at regeringen tager initiativ til en redegørelse om budgetloven og de sanktioner, der straffer overforbrug i kommuner og regioner.

Formålet med en redegørelse er at se på, om budgetloven og sanktionerne fører til underforbruget i kommuner og regioner, og hvis det er tilfældet skal redegørelsen selvfølgelig komme med forslag til, hvordan vi kan justere lovgivningen. Desværre var der ikke flertal for forslaget, da vi lagde det frem i Folketingssalen.

Finansministeren gik forrest, da det blev afvist.

Når vi bruger færre penge end afsat, går det jo ud over velfærden. Så får vi ikke flere voksne i vores daginstitutioner. I dag er der for få hænder, og der mangler den nødvendige tid til det enkelte barn. Det bliver sværere at styrke folkeskolen, sværere at gøre flere børn i stand til at tage en uddannelse senere i livet. Og det går ud over omsorgen for vores ældre, som fortjener en værdig alderdom.

Listen er endnu længere. For der er masser af uløste opgaver i både kommuner og regioner, som ikke forsvinder af sig selv. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, om de penge, der politisk er truffet beslutning om at anvende, bliver brugt eller ej. Vi skal se på budgetloven frem for at vente til den planlagte revision i folketingsåret 2018-2019.

Vi må hurtigt få afklaret, hvorfor der finder et underforbrug sted, og hvad vi kan gøre for at forhindre det i fremtiden. Mere balance mellem indtægter og udgifter må være målet nu, som det var, da vi indførte budgetloven. Det vil være til gavn for børnene, de unge, ældre og syge og for erhvervslivet og samfundsøkonomien.

I samme ombæring som vores finansminister afviste vores forslag om en redegørelse, kastede han sig ud i en kærlighedserklæring til budgetloven. Ordret sagde Bjarne Corydon, at »Jeg har noget, der minder om et regulært kærlighedsforhold til budgetloven«. Det kan være, at kærlighed har gjort blind. For hvorfor afvise en redegørelse, der kan gøre budgetloven endnu bedre? Hvorfor ikke støtte op om et forslag, der kan gøre den mere intelligent og skarp?

Hvorfor elske en lov der i sin nuværende form bremser velfærden?