Fortsæt til indhold

Sporten kort: Thorning har ikke en chance

Så kom det – valget – og nu bliver det hele for alvor spændende. Ikke? Nej. Baseret på statistik og erfaring med tidligere valgkampe er der ingen grund til at sidde på nåle.

Debat
Anders Heide Mortensen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator.

Dette er serviceartiklen til dig, der holder lige så lidt af at se, høre og læse om politik som nogle keder sig under VM i fodbold. Du udholder ikke analyserne, kommentarerne og kloge-Ågerne, men vil bare have resultatet.

Jamen, det er da i orden. På valgkampens dag 1 får du her svaret på spørgsmålet, som de andre vil vende og dreje de næste uger: ”Hvem vinder valget?”

Svaret er: Det gør Lars Løkke Rasmussen. Helle Thorning-Schmidt og rød blok har ikke en chance for at fastholde regeringsmagten. Baseret på al erfaring med valgkampe er der tre faktorer, der gør projektet umuligt.

Faktor 1: Rød blok er bagud. Statistikken siger, at i fem ud af seks tilfælde er den, der går ind i en valgkamp som vinder, også den der går ud af en valgkamp som vinder. Sandsynligheden siger: Blå blok vinder.

Faktor 2: Rød blok er l-a-n-g-t bagud. Statistikken siger, at det er muligt at hente to procent i en valgkamp, der kører på skinner. Den seneste metodisk sikre meningsmåling viser, at rød blok i det perspektiv er langt bagud – mellem fire og fem procent. ”Metodisk sikker” betyder, at målingen er gennemført af et analyseinstitut, der ved hvert valg er i top-3, når det gælder om at forudsige valgresultatet, at målingen er baseret på telefoninterviews og baseret på svar fra personer, der har gjort op, hvad de vil stemme.

Du vil de næste uger møde målinger, der er baseret på svar fra personer, der får et gavekort til Føtex, eller noget tilsvarende, for at have en mening om sagen. Vær skeptisk. Hvis tallene hopper og danser, kan der være et gavekort på spil. I én eneste måling det seneste år har rød blok været i front. Det var umiddelbart efter formandsopgøret i Venstre for næsten præcis et år siden. Alle andre målinger har vist sejr til de blå. Sandsynligheden siger: Blå blok vinder.

Rød blok er bagud. Statistikken siger, at i fem ud af seks tilfælde er den, der går ind i en valgkamp som vinder, også den der går ud af en valgkamp som vinder. Sandsynligheden siger: Blå blok vinder.
Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator.

Faktor 3: Rød blok skal have Alternativet over spærregrænsen. Den nye dreng i klassen, Alternativet, vakler på sine allerbedste dage lige omkring de to procent af stemmerne, der giver adgang til folketinget, men i de fleste målinger har partiet ramt mellem 1,2 og 1,6 procent. Gæt på om tilslutningen vokser, når de store veletablerede partier i dag sætter den store kampagne-damptromle i gear. Mit gæt er nej. Så er Alternativets stemmer spildt for rød blok. Sandsynligheden siger: Blå blok vinder.

Så sådan er dét.

Men kan der ikke ske overraskelser under sådan en valgkamp, så resultatet ender et helt andet sted end prognosen ? Jo, bestemt. Der kan ske overraskelser. Som i erhvervslivet. Man ved aldrig, om aktier i O.W. Bunker kan blive penge værd igen, eller om aktionærerne i Novo Nordisk i morgen taber tilliden til, at der er en fremtid i insulin. Men det er ret usandsynligt.

Anders Heide Mortensen er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet og arbejder som kommunikationsrådgiver. Han er tidl. pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Inden da var han erhvervsjournalist på Ritzau og Økonomisk Ugebrev, og efterfølgende har han været kommunikationschef i bl.a. Skandia, Sampension og DTU. Anders Heide Mortensen kan kontaktes på e-mail: anders@heidekom.dk.

Artiklens emner
Helle Thorning-Schmidt
Anders Heide Mortensen