It's the economy, stupid
Vinderen af folketingsvalget bliver den blok, der bedst overbeviser danskerne om, at de kan skabe vækst, arbejdspladser og sunde statsfinanser.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Så blev valget udskrevet, og de næste små tre uger bliver hektiske for alle, der beskæftiger sig med politik. Ikke mindst de to statsministerkandidater Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V), der har mere end statsministeriet at kæmpe for.
Taberen vil også se formandsskabet for sit respektive parti forsvinde. Enten umiddelbart efter valget eller på den ganske korte bane.
Hvis nogle spørger, hvorfor Statsministeren har udskrevet valget netop i dag og nu, og hvis man i øvrigt undrer sig over, hvad temaet for valget bliver, fristes man til at citere den legendariske politiske rådgiver James Carville: »It's the economy, stupid«. Han var kampagnestrateg, da Bill Clinton med succes slog den siddende George H. W. Bush. tilbage i 1992.
Oprindeligt var sloganet ment til et internt publikum af rådgivere og ansatte for Clinton, og kun et af tre slogans. De to andre var: »Change vs. more of the same« and »Don't forget health care«. Clinton ville her være 'forandring' og sikre 'sundhedssystemet'.
Interessant nok er der klare referencer i de to andre slogans i Socialdemokraternes valgkamp: Nemlig i "Det Danmark du kender", samt det mindre kendte: "Mere og bedre sundhed" som er overskriften på regeringspartiets sundhedsudspil.
Timingen for valgudskrivelsen indikerer dog klart, at det er det mest kendte af de tre Clinton slogans, der forklarer tidspunktet bedst.
Med et samlet ekspertvælde, der taler tydeligt om, at et opsving i Danmark er en realitet, vil Thorning-Schmidt bruge de gode prognoser og økonomiske nøgletal til at fortælle vælgerne, at hun og regeringen igennem fire år har bragt Danmark gennem en dyb økonomisk krise. De hårde og nødvendige reformer af dansk økonomi viser nu sin effekt og resultat, vil det lyde fra regeringen.
De økonomiske vismænd fremlagde i går vismandsrapporten, der som dagen var fyldt med solskin. Deres prognose viste vækst og 20.000 nye jobs frem mod 2020. Samtidigt forudsagde de et mindre opsving i Danmark med 2,8 pct. vækst i økonomien i gennemsnit i årene 2016-2018. En vækst, der vel og mærke, ligger over den strukturelle vækst. Selvom spådommene fik kritik af bl.a. direktør i Dansk Industri Karsten Dybvad for ikke at medtænke flaskehalse på arbejdsmarked, var det godt nyt for økonomien.
Blot et par timer senere fremlagde regeringen sin 2020-plan, hvor landets økonomi (bnp) skal forøges med 20 mia. kr. Alt i alt lægger regeringen an til en valgkamp, der temamæssigt kommer til at gentage fortællingen om, at Danmark er i gang med et opsving, som er et direkte resultat af regeringens politik de sidste fire år.
Hvorvidt regeringen får succes med at tale den – alt andet lige – forsigtige vækst op til et tema, som rød blok kan tage patent på, vil tiden vise.
En anden årsag til udskrivelsen netop nu er selvfølgelig, at Helle Thorning-Schmidt ser ud til at have haft et mindre comeback i sin personlige popularitet. Og det ser ikke ud til, at meningsmålingerne flytter sig yderligere i rød favør hen over sommeren. Med afholdelse senest midt i september skulle valget komme snart alligevel, så hvorfor ikke prøve at gøre økonomien til et af de centrale temaer? Det har virket før.
Over for Statsministeren står dog en blå blok, som stadigvæk har et klart forspring ved valgudskrivelsen. I befolkningen viser målinger igen og igen, at et flertal ser Venstre og den borgerlige lejr som den sikreste garant for en stærk konkurrenceevne og vækst. Flere målinger viser også, at danskeren tvivler på, at regeringen bedst kan sikre dansk økonomi i fremtiden.
Uanset hvem der løber med sejren, bliver vinderen den blok, der overbeviser danskerne om, at netop de er bedst til at varetage Danmarks økonomi.
Mads Christian Esbensen er uddannet i statskundskab og ekstern lektor på Københavns Universitet. Han er forfatter til bl.a. bogen "Public Affairs - Lobbyisme i praksis" og direktør i Policy Group, en lobbyvirksomhed. Han skriver fast for Finans.

