Kina og den nye Silkevej

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Første halvår af 2016 bliver et cykluslavpunkt for inflation, renter, euroen og beskæftigelse. Jeg har før omtalt 2015, som et tabt år for væksten, men 2016 bliver efter min vurdering det sande lavpunkt, som vi i fremtiden kommer til at sammenligne fremtidens udviklinger mod.

Mens 2016 vil være et lavpunkt for Europa, så vil USA langsomt begynde at flirte med recession. Kigger vi mod Kina, ser det ganske anderledes ud. Måske det er tid til at revurdere vores USA- og Europacentrerede verdensopfattelse?

Jeg har ofte argumenteret for, at det, der sker i Beijing, er langt vigtigere end det, der sker i Washington. Da udsalget på aktiemarkedet toppede i 2008/09, startede Kina den største enkeltstående finanspolitiske ekspansion i historien på 570 mia. dollars. Kina formåede næsten egenhændigt at holde den globale vækst oven vande i en tid, hvor druknedøden ellers var ved at indfinde sig. Nu har Kina så iværksat en ny Silkevej med en maritim ækvivalent, der samlet set udgør det største økonomiske eksperiment siden Marshall-planen efter Anden Verdenskrig.

Kina vil bruge sine stigende reserver og sit handelsoverskud– og det er ikke så lidt – på at tilbyde investeringer i kredit og infrastruktur i Euroasien – fra Kinas østkyst henover Venedig og helt ned til Kap Det Gode Håb i Afrika.

Med fire billioner dollars i valutareserver, hvilket i øjeblikket giver dem præcis nul afkast i renter, har Kina besluttet sig for at udvide deres kundebase ved at tilbyde kredit og investering. En moderne form for Says lov, hvor princippet er, at udbud skaber sin egen efterspørgsel. Det er i øvrigt mere eller mindre den eneste lov, jeg husker fra økonomiundervisningen, som finder praktisk anvendelse.

Når det hele går i luften, vil det være et signifikant løft til blandt andet råvarer, da meget af det arbejde og de investeringer, der bliver brug for, lander i infrastruktur, bygninger og togbaner. Den estimerede værdi af den nye Silkevej og den asiatiske infrastruktur- og investeringsbank (AIIB) vil i kommercielle termer nå en forretningsmæssig værdi på 1,25 billioner (!) dollars i 2020. Målt på både størrelse og ambition, har vi derfor at gøre med gevaldigt projekt.

I min snart urimeligt lange karriere i den finansielle sektor, har jeg indset, at det aldrig er i Washington, at forandringer begynder. I tidligere tider var det Japan, nu er det Kina. Kina ”reddede” verden tilbage i 2008/09 med sin monetære stimulering. Men det købte os kun en smule tid.

I disse tider bør vi tænke os om. Den finansielle verden er blevet sin egen ø, komplet afkoblet fra den reale økonomi – vi har rekordhøje niveauer i aktiemarkedet samtidig med en rekordlav inflation og beskæftigelse. Jeg har tidligere redegjort for de utilsigtede konsekvenser, som det har at holde renterne for lave i for lang tid. Konklusionen er stadig, som blot få dog ønsker at vedkende sig, at nulrenter, nul inflation, nul reformer og nul håb betyder, at det forventede afkast i den nærmeste fremtid (mindre end ti år fra nu) er nul. Der er inflation i de finansielle aktiver, men deflation i den reale økonomi.

Med anlæggelsen af den nye Silkevej, binder Kina hele Asien og Afrika til sig kulturelt, politisk og økonomisk og skaber dermed en ny handelszone. Kina er dermed i gang med at redefinere deres eget marked. Hvordan det præcist vil materialisere sig, ved vi endnu ikke, men interessant er det, og det bør tvinge os til at genoverveje, om ikke vi bør kigge mere mod øst.