Når ondskab bliver reglen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Da min søn ikke var ret gammel, havde han en længere periode, hvor han var meget optaget af tyveknægte og forbrydere, og på et tidspunkt spurgte han, hvor tyveknægte egentlig boede henne? For hvis man vidste det, kunne man så ikke bare bygge en mur rundt om det sted, så de ikke kom og stjal hos andre mennesker? Som den netop afsluttede valgkamp endnu en gang har demonstreret, så er det ikke kun små børn, der kan forfalde til meget forenklede løsninger på komplekse situationer, men hans spørgsmål rejser en måde at tænke på, som vi voksne også meget nemt kan forfalde til: Nemlig at der er os, og så er der de onde.

En række klassiske forsøg har dog vist, at det ikke er helt så enkelt. Det første blev udført i starten af 1960’erne og udsprang af en undren over, hvordan totalitære regimer kunne få såkaldt ”helt almindelige mennesker” til at udføre handlinger, som trodsede alle grænser for, hvad vi normalt opfatter som acceptabel adfærd. Var det fordi f.eks. tyrkerne under folkedrabet på armenierne eller tyskerne under Anden Verdenskrig var ondere mennesker end alle andre? Ikke så vidt man kunne måle på nogen måde. Så derfor tog Stanley Milgram det på sig at se, hvor langt han kunne få folk til at gå.

Forsøget var lige så simpelt, som det var godt tænkt: Forsøgspersonerne fik at vide, at de var assistenter på et forsøg, der handlede om, hvordan folk lærer under belønning og straf. Hvad de ikke vidste, var at de selv var forsøgspersonerne, for den person der blev sat i et andet rum og skulle have elektrisk stød, når han svarede forkert på spørgsmålene, var i virkeligheden en skuespiller, der simulerede at få stød, når forsøgspersonen trykkede på en knap. Selve forsøget gik altså ud på, at skuespilleren skulle svare forkert på en række af spørgsmålene, og for hvert forkert svar blev strømstyrken sat op, indtil der på instrumentpanelet stod 450 volt og en særlig advarsel.

Skuespilleren gav ved de små strømjag et kort udbrud eller jamren, men ved de voldsommere stød ville han råbe og banke på væggen – og til sidst ville han helt holde op med at reagere. Hvis forsøgspersonerne udtrykte tvivl eller ville ønske at stoppe, skulle forsøgslederen svare variationer af ”forsøget kræver, at du fortsætter”.

På forhånd havde Milgrams kolleger og andre, som han spurgte, gættet på, at folk ret hurtigt ville holde op med at give forsøgspersonerne stød, når det tydeligvis førte til så stort ubehag, men til alles forbløffelse blev mange ved – enkelte endda helt til de måtte tro, at forsøgspersonen var kommet alvorligt til skade eller måske endda var død.

Ca. ti år senere gjorde Philip Zimbardo noget af den samme opdagelse med det herostratisk berømte Stanford Prison Experiment. Her blev 24 frivillige forsøgspersoner delt tilfældigt op i grupper af fanger og fangevogtere i en ombygget kælder et sted på universitetet. Forsøget skulle have kørt i to uger, men efter seks dage blev forsøget afbrudt, da det var helt ude af kontrol.

Allerede inden for de første 24 timer var forsøgspersonerne blevet så grebet af deres roller, at vagter og fanger havde haft en række konfrontationer, nogle af dem fysiske – de fleste af psykisk art. Selve forsøget er voldsomt kontroversielt den dag i dag, men få benægter betydningen af selve resultaterne: At selv helt almindelige mennesker kan blive ekstreme og udvise grader af ondskab under de rette (eller forkerte) forhold.

Zimbardos forskning fik fornyet interesse, da billederne fra fangeovergrebene i Abu Ghraib-fængslet kom frem. Igen viste undersøgelser, at de overgreb som de enkelte fangevogtere begik bedst kunne beskrives som resultatet af et sygt system, hvor grænsen for afhøring og tortur blev bevidst forsøgt udvisket.

Tilsvarende kan man nemt se, hvordan den enkeltes moralske kompas bliver sat ud af kraft i nogle af de store erhvervsskandaler, der har været som eksempelvis Enron, Lehman Brothers og OW Bunker. Men vi behøver slet ikke at søge mod de helt store skandaleoverskrifter for at finde eksempler på, hvordan vi på mange måder kan genfinde ondskaben på vores arbejdspladser i dag. Vi kan jo starte med tallene: 13 pct. af alle har inden for de seneste 12 måneder oplevet at blive mobbet på arbejdspladsen – et stort tema i den stærke roman ”Undtagelsen” af Christian Jungersen.

Andelen af ansatte, der føler sig stressede, ligger på ca. samme niveau – og har kun været jævnt stigende over de seneste år.

Ondskaben kommer dog ikke kun fra autoritetsfigurer som chefen og virksomhedernes kultur, om end de naturligvis nok spiller en stor rolle. Meget af det kommer i virkeligheden tydeligst frem, jo mere selvorganisering de ansatte har. Det står i skarp kontrast til de bølger om regel- og bossfri organisering, som med jævne mellemrum hærger populær-ledelsesbøgerne, der har som væsentligste præmis, at der frigøres en masse positiv energi og muligheder, hvis man ikke styrer og kontrollerer, men i stedet lader folk selv organisere sig.

Der er ingen tvivl om, at overdreven styring og bureaukrati aldrig har gjort noget godt for nogen virksomhed eller dens ansatte, men der er en fare for, at man med selvorganisering forværrer nogle af de uheldige sider i os.

En klassisk undersøgelse af en virksomhed, der overgik fra velkendt top-down styring til selvledende teams, viste, at mange af de tidligere fundne (og ofte citerede) effekter ved den ændring også fandt sted her, men kun på kort sigt.

For de ansatte var det et kærkomment afbræk fra den sædvanlige måde at gøre tingene på, men ret hurtigt begyndte en række uheldige konsekvenser at vise sig: Hvor det tidligere var entydigt for medarbejderne, at det var ledelsen, der var urimelig, skulle de pludselig til at forholde sig til, at kontrollen og sanktionerne for manglende overholdelse af både arbejdsniveau og øvrige normer nu var noget, de holdt hinanden op på. Så ikke alene erfarede de, at de nu i højere grad oplevede presset fra hinanden i stedet for ledelsen, men de fandt faktisk, at presset steg og blev langt mere ubehageligt, fordi det nu kom fra sider, som det var sværere at sige entydigt fra imod, fordi det var mere skjult, allestedsnærværende og indlejret i de eksisterende relationer til kollegerne.

Selvom eksemplet har en del år på bagen, er det samme tendens jeg ser overalt, hvor jeg kommer ud: Der stilles øgede krav om, at vi skal performe bedre, det er ikke nok at være motiverede, vi skal være passionerede, og cheferne skal ikke længere bruge tid på at kontrollere os, men på at fyre yderligere op under vores kedler, som i manges tilfælde koger så rigeligt allerede.

Jeg har personligt undret mig over, at alle de peptalkere, som man støder på rundt om, ikke selv ser, hvor kort vej der rent billedet talt er fra at ”brænde for sit job” til ”udbrændthed”.

De fleste af jer, der læser denne kommentar, vil nok mene, at I ville være blandt det mindretal, der undlod fortsat at trykke på knappen, efterhånden som apparatet viste større og større strømstyrke, og da slet ikke når der begyndte at komme jamren eller andre nødsignaler. Men stopper I rent faktisk, når det drejer sig om jeres kolleger, og det pres I lægger på dem – eller på jer selv?