Blå overbudspolitik!

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Gennem tiderne er dele af venstrefløjen og fagbevægelsen blevet beskyldt for overbudspolitik – i nogle tilfælde med rette. Med valget blev det tindrende klart, at den rolle nu er overtaget af borgerlige partier og erhvervslivets organisationer.

De konservative kunne ikke åbne munden i valgkampen uden at love en ufinansieret skattelettelse. Liberal Alliance påstod med Finansministeriets mangelfulde beregning i hånden, at deres plan hang sammen – deres største overbud var den bizarre påstand om, at den offentlige velfærd kunne opretholdelse med 124.000 færre ansatte.

Dansk Folkeparti mente, at de havde penge til det hele. Den manglende sammenhæng oser ud af det ny regeringsgrundlag, og jeg glæder mig til den dag, hvor Venstre ikke længere kan skjule sig bag glatte formuleringer, men må bekende kulør i form af en finanslov.

DI har fulgt overbuddet op ved massive krav om lavere skatter og afskaffelse af en stribe afgifter. Ikke engang de massive nedskæringer i førtidspension og andre offentlige ydelser, som i foråret blev foreslået af DA – med den ny beskæftigelsesminister Jørn Neergaard som direktør – kunne dække regningen. Og de nedskæringer er heldigvis fri fantasi.

Var det ikke på tide, at erhvervslivets organisationer prøvede en prioriteringsøvelse? I stedet for at lave en ønskeseddel, som er en forkælet 8-årig værdig, hvorfor så ikke finde ud af, hvad man ville prioritere hvis man fx havde 3 mia. kr. årligt til rådighed?

For mig er der ingen tvivl om, at den første prioritet burde være at sikre faglært arbejdskraft nok i de kommende år. Vi risikerer at mangle 30.000 faglærte! Nogle kan hentes ind fra andre lande, men det er ikke den bedste løsning. Den bedste løsning er at uddanne flere, og på den måde nedbringe arbejdsløsheden blandt ufaglærte.

Der bør sættes et stort beløb til at skaffe praktikpladser og til at forbedre erhvervsuddannelserne, hvor Venstre i forbindelse med reformen af disse uddannelser insisterede på at kræve en besparelse på 400 mio. kr. årligt fra 2017. Endelig bør flere arbejdsløse have tilbud om en faglært uddannelse på dagpenge eller lignende. Det vil være klogt at afsætte op til 1 mia. kr. årligt her.

Et andet punkt bør være udvikling af nye produkter. Inderst inde ved vi vist alle, at vi ikke kan opretholde vores industribeskæftigelse uden at skabe nyt. Heldigvis er mange virksomheder fremsynede – mere end deres organisationer, der i for høj grad er præget af det etablerede erhvervsliv.

Men der er også brug for en indsats fra statens side. Det er vigtigt at opretholde et højt niveau af offentlig forskning, og hvis der skal gives skattelettelser, bør de gå til især nye og mindre virksomheder, der bruger mange penge på forskning og udvikling.

Der er også brug for en strategisk erhvervspolitik, hvor der gives støtte til udvikling og demonstration af nye produkter indenfor fx miljøteknologi. En oplagt satsning er det biobaserede samfund, hvor fx plastic og medicin udvindes fra planterester frem for på basis af olie.

Man kunne starte med sætte gang i bioethanolfabrikken i Maabjerg, som udover at skabe 1.000 job, vil give Danmark et forspring på hele bio-området. Også indenfor velfærdsteknologi har Danmark gode muligheder, men vi risikerer at de forspildes, når kommunerne skal presses så hårdt på deres økonomi, som Lars Løkke lægger op til - alle ved jo at der går nogle år før teknologi betaler sig. En anden milliard årligt til en erhvervsstrategi vil være klogt.

Erhvervslivet burde så også ønske sig et trygt dagpengesystem, hvor det blev lettere at genoptjene dagpenge. Det ville gøre det lettere at få besat korttidsjob, og det er den bedste garanti mod et stift, todelt arbejdsmarked, som det vi kender fra sydeuropæiske lande, hvor uhåndterlige regler for fyringer er et resultat af ringe dagpengedækning. Det koster i finansministeriets regnemaskine godt ½ mia. kr. årligt, men i virkeligheden er det formentlig dyrere for samfundet og erhvervslivet at lade være.

Så er der en lille halv mia. kr. tilbage, og de kunne fx bruges på tilskud til erhvervslivets energi- og resursebesparelser. Modsat hvad mange tror, er erhvervslivets udgifter til energi og elpriser lavere end i de fleste andre europæiske lande, fordi Danmark gennem mange år har ført en fremsynet energipolitik, og den succes skal vi fortsætte og udbrede til at gælde råvarer og halvfabrikata. Der er dokumenterbart mange penge at spare – og så gavner det miljøet.

Og endelig er der et par afgifter, som kunne afskaffes. Fx er nøddeafgiften uden sundhedsmæssig begrundelse, administrativ tung og giver et begrænset provenu. Derimod er det uklogt at afskaffe eller lempe afgifter, der har en god miljømæssig begrundelse – både af hensyn til miljø og sundhed, og fordi fremsynet regulering er med at sikre, at danske virksomheder får et forspring på markederne for miljøteknologi. Som vil vokse markant.

Det anser jeg for de virkeligt erhvervsvenlige prioriteringer!