Det skrøbelige europrojekt begyndte som en politisk studehandel
De europæiske politikere havde ikke læst på lektien, da de indførte euroen.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Der findes akademisk litteratur, som identificerer under hvilke forudsætninger, det er hensigtsmæssigt for lande at forme en valutaunion. Desværre havde litteraturen ikke nævneværdig betydning for dannelsen af euroen.
Efter murens fald ønskede tyskerne en genforening, og euroen var prisen for en fransk accept.
Franskmændene ønskede at spille en mere fremtrædende rolle på den globale scene, hvilket fordrede et forenet Europa. Derudover havde det såkaldte eksorbitante privilegium, der følger af dollarens status som international reservevaluta, længe været en tårn i øjet på ledende franske politikere, hvorfor en fælleseuropæisk udfordrer - euroen - passede dem fint. Den afgørende politiske impuls bag verdenshistoriens største monetære eksperiment var således en politisk studehandel mellem to lande med hver sin dagsorden.
Euroen betød, at de europæiske ledere - i strid med førnævnte litteratur - iklædte en række meget forskelligartede lande den samme økonomiske spændetrøje, som oven i købet havde en indbygget skrøbelighed: Der var ingen finansunion med euroobligationer, fælles politisk kontrol af budgetterne og konjunkturudlignende overførsler.
Ikke desto mindre var de fleste eksperter enige med den økonomiske historiker Barry Eichengreen fra Berkeley universitetet, da han i en indflydelsesrig analyse i 2007 konkluderede, at euroen var irreversibel. Omkostningerne ved exit ville simpelthen være for store.
I et nyligt indlæg reflekterer Eichengreen på eksemplarisk vis over, hvorfor han tog fejl. Konklusion: Beslutningstagernes bemærkelsesværdige inkompetence var den faktor, han havde overset.
Specielt har håndteringen af Grækenland været udpræget ringe. Der var store fejl og mangler i udformningen og timingen af de græske redningspakker. Krisen kunne sandsynligvis have været inddæmmet i 2010, hvis man havde grebet ”redningen” anderledes an.
Man har sidenhen undladt at forklare grækerne, hvorledes endnu en omgang sparepolitik skulle kunne få økonomien på fode igen. Årsagen er antageligvis, at det slet ikke er meningen: Sparepolitikken i Grækenland kan efterhånden kun forstås som et disciplinerende signal til de andre gældstyngede eurolande om, hvad der vil ske, hvis de bevæger sig væk fra sparepolitikkens smalle sti. Men allerværst er det, at ledende europæiske politikere åbenlyst forsøgte at afsætte en demokratisk valgt græsk regering.
Europæiske beslutningstagere har med Financial Times klummeskribent Wolfgang Münchaus ord demonstreret såvel økonomisk analfabetisme som foragt for demokratiet. Den udbredte EU skepsis blandt de europæiske vælgere betyder, at selvsamme beslutningstagere skal manøvrere det skrøbelige europrojekt inden for rammerne af eksisterende traktater en rum tid endnu.
Det er ikke en afgjort sag, at de får succes med det.
