Lappeløsninger kan drille verdensøkonomien

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Kommentar: På baggrund af prognoser om langsom og aftagende vækst har vi i de seneste måneder og ikke mindst uger været tilskuere til en usædvanlig portion økonomisk og finansielt drama. Overalt lader markeder til at gå på tværs af politiske forhåbninger, om end det ikke sker på niveau med den systemiske globale krise i 2008 eller den omfattende usikkerhed, der bredte sig fra Asien over Rusland til Brasilien i 1997.

Grækenlands forhold til eurolandene har været en økonomisk sæbeopera i månedsvis, og tæppet er næppe gået for sidste akt i dramaet. Bekymringen over tysk dominans i Europa er mere fremtrædende nu end på noget tidspunkt i de seneste 70 år.

Det kinesiske aktiemarked har været en rutsjebane trods – eller måske på grund af – statslig indblanding i en (selv for Kina) bemærkelsesværdig grad. Og den kinesiske regerings evne til at sørge for den hurtige vækst, som dens berettigelse i voksende grad afhænger af, er ganske tvivlsom.

I USA lader den økonomiske situation på forbundsniveau til at være bedre, end den har været længe takket være et markant fald i sundhedsudgifterne, men Puerto Rico står på kanten til den alvorligste misligholdelse af betalingsforpligtelser i amerikansk historie. USA’s tredjestørste bys, Chicagos, obligationer er blevet handlet til en forskel i forhold til amerikanske statsobligationer på helt op mod 500 basispoint, eller 5 procentpoint, selv i den økonomiske genopretnings syvende år.

Den russiske forfatter Lev Tolstoj sagde, at alle lykkelige familier ligner hinanden, men at enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde. På tilsvarende vis har enhver af disse situationer sin egen dynamik. Men deres sammenkædning berettiger, at man gør sig overvejelser om en fælles lære for økonomiske beslutningstagere og deres politiske herskere. To eksempler på en sådan lære skiller sig ud.

For det første er der økonomiske love, sådan som der er fysiske love, og som med fysiske love giver økonomiske love ikke efter for den politiske vilje. Finanskrisen, recessionen og øget ulighed har ført til en negativ revurdering af uhæmmede frie markeders funktion. Deraf følger imidlertid ikke, at stater kan udvirke de økonomiske resultater, de foretrækker, på kommando. Grækenlands problemer har selvfølgelig noget at gøre med manglerne i græsk økonomisk politik. Men det bør ikke overraske, at en tilbagegang på over 20 pct. af bruttonationalproduktet i en økonomi, der ikke kan lempe pengepolitikken eller devaluere sin valuta, fører til en krise, selv om de politiske beslutningstagere vil det anderledes.

Det er blevet sagt med rette – og ofte tilskrevet Abraham Lincoln – at man kan narre hele folket noget af tiden og noget af folket hele tiden, men man kan ikke narre hele folket hele tiden. På samme måde kan markeder godt være ineffektive og afvige fra grundlæggende værdier, og de kan meget vel være underlagt statslig kontrol i lange perioder, men det er en tåbelig regering, der går ud fra, at den på ubestemt tid kan fastholde spekulative kurser på et politisk bekvemt niveau, som de kinesiske magthavere sikkert snart opdager.

Hvis det ikke kan lade sig gøre at tackle misligholdelse af en forpligtelse, er det også fristende at gå ud fra, at den ikke kan ske. Det er en indlysende vildfarelse, som vi senest så i 2010 med EU’s fastholdelse af, at græsk gæld ikke ville blive omlagt. På farlig vis indbyder det til selvtilfredshed hos kreditorer og efterlader debitorer med en så stor gæld, at de ikke er synderligt motiverede til at foretage konstruktive reformer.

For det andet fordrer grundlæggende ubalancer og problemer grundlæggende løsninger. Fristelsen til at træffe beslutninger gradvist er kolossal (den inkrementalistiske metode, red.) på alle områder. Fremgangsmåden er mindre politisk ubehagelig, den sikrer fleksibilitet med hensyn til fremtiden i en usikker verden, den fordrer normalt mindre indrømmelse af fejl, og den giver indtryk af forsigtighed og omtanke. USA’s erfaringer i Vietnam bør ikke desto mindre tjene som advarsel for dem, der er tilbøjelige til at falde for fristelsen til at følge den inkrementalistiske metode. For hvert skridt, de politiske beslutningstagere tog, gjorde de nok til at undgå en katastrofe, men ikke nok til at levne mulighed for et godt resultat – indtil det øjeblik, da helikopterne forlod den amerikanske ambassade i Saigon, og amerikansk politik endte i fiasko.

Økonomiske problemer drejer sig i alt væsentligt altid om to ting – et regnestykke, der ikke går op, og manglende tillid. Trinvise løsninger, der tjener som en vis, men ikke stor hjælp, der udsætter, men ikke mindsker planlagte afbetalinger, og som skubber beslutninger om fremtiden til fremtiden, er i konstant risiko for, at de ikke fører til et overbevisende regnestykke og vil være utilstrækkelige til at genoprette tilliden på markedet. I den økonomiske historie er der talrige eksempler på, at et valutakursforhold blev fastholdt for længe, gæld blev omlagt for sent, eller henstand blev givet for længe. Jeg kan ikke komme på ét eksempel på, at en effektiv indsats kom for tidligt.

En forstandig, modig indsats er, hvad verden har behov for, hvis det økonomiske drama skal stilne af. Lad os håbe – på baggrund af mange af erfaringerne fra de senere år – at en sådan indsats bliver en realitet.

© The Washington Post