Tempoet daler i verdens nye værksted

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lad os træde et skridt tilbage og kaste et blik på den globale økonomiske udvikling. I de seneste to-tre årtier har vi været vidner til et bemærkelsesværdigt fænomen. Siden Den Industrielle Revolution har nogle få lande i Europa, Nordamerika og Østasien været milevidt foran det globale kobbel og fastholdt førerpositionen i det meste af det 19. og 20. århundrede.

Det har gjort prognoserne i grundmodellerne for økonomisk vækst til skamme. Ifølge dem nærmer landes levestandard sig efterhånden hinanden. Kun siden 1980’erne har resten af verden nærmet sig de førende lande og det i hastigt tempo. Den globale vækst har været omfattende – typisk på over 3 pct., ofte endnu mere. Og udviklingslandene har oplevet en hastigere vækst end industrilandene og bidraget til at gøre den globale indkomstfordeling langt mere jævnbyrdig. Det virker, som om de gamle økonomiske modeller fungerer, når alt kommer til alt.

Spørgsmålet er blot, om det kan vare ved. Lokomotivet i den globale vækst siden 2000 har været den hastige industrialisering i Kina. Ved at kanalisere befolkningens betydelige opsparing ud i anlægsinvesteringer og ved hurtigt at indføre teknologi fra industrilandene har Kina kunnet foretage den mest forbløffende modernisering i historien og flytte et trecifret millionantal bønder fra landdistrikterne ind til byerne. Det blev så vækstmotor i råvareeksporterende lande som Brasilien, Rusland og mange udviklingslande, der solgte deres olie, metaller og andre råvarer til verdens nye værksted.

Problemet er, at den nylige afmatning i Kina fra en årlig vækst på 10 pct. til ca. 7 pct. kun er begyndelsen. De nylige fald i boligpriserne og aktiekurserne indvarsler yderligere økonomisk afmatning. Det er uundgåeligt, eftersom intet land kan vokse i et halsbrækkende tempo for stedse. Og i takt med afmatningen i Kina har Brasilien og Rusland også mærket nedgang – de gyldne tider for Brik-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) er forbi.

Det mest bekymringsvækkende spørgsmål er imidlertid, hvad der vil ske, hvis andre lande ikke kan komme på banen, når Kina sætter farten ned. Hvad nu, hvis Kina er det sidste land, der følger industrialiseringens gennemprøvede kurs?

Der er faktisk kun én velgennemprøvet måde, hvorpå et land kan blive rigt. Det er at flytte bønderne ind på fabrikkerne og importere produktionsteknologi. Når man flytter bønder, der ikke længere er behov for, ind til byerne, øges deres produktivitet – der er her tale om den dobbeltmodel, som økonomen W. Arthur Lewis opstillede for økonomisk udvikling i en samfundsøkonomi, der er opdelt i en traditionel og en moderne sektor. Hidtil har intet land nået et højt indkomstniveau ved at flytte bønder til servicejob en masse. Hvilket får os til at konkludere, at der er noget enestående ved industriel produktion.

Hvori består det særlige ved industriel produktion? Det er måske langt nemmere at importere udenlandsk teknologi i den industrielle produktion end i andre brancher. Økonomen Dani Rodrik fra Harvard University har påvist, at hvis man blot ser på den industrielle produktion, har de forskellige landes produktivitet en tendens til hurtigt at nærme sig hinanden – fattige lande er gode til at kopiere industriproduktionsteknologier i rige lande. Men for servicebranchens vedkommende virker det til, at der ikke sker en sådan tilnærmelse i produktiviteten. Det skyldes måske, at industriproduktionsteknologier kommer til udtryk i selve produkterne og i de maskiner, der benyttes til fremstilling af produkterne, mens servicebranchens produktivitet beror på organisationsmodeller, menneskelige ressourcer og andre immaterielle aktiver, som det er vanskeligere for fattige lande at kopiere og sværere at udvikle hurtigt.

Men problemet er, at industriproduktionen svinder. Selv om den samlede mængde af fysiske produkter, som mennesket fremstiller, bliver ved med at vokse, bliver den andel af vor økonomiske aktivitet, som vi lægger i fremstillingen af fysiske varer, ved med at falde. Det sker overalt på Jorden, selv i Kina. Det skyldes måske delvist, at fremstillingsindustrien er blevet offer for sin egen succes – sektoren er blevet så produktiv, at det nu er blevet ganske billigt at fremstille alt det, vi har behov for. Det er faktisk præcis det, der skete i landbruget.

Hvis industriel produktion bliver en nicheaktivitet, kunne de fattige lande i verden få problemer. Kina er måske det sidste land, der nåede med på industrialiseringsvognen. I så tilfælde bliver Indien, Afrika, Latinamerika og Mellemøsten måske ladt tilbage. Det er den foruroligende kerne i et foredrag fra førnævnte Dani Rodrik i den britiske tænketank Overseas Development Institute. Dani Rodrik konkluderer:

»Da indenlandske og ikke globale tendenser driver væksten, er betydelig uensartethed i de resultater, som udviklingslande opnår på langt sigt, sandsynlig.«

Eller sagt på en anden måde bliver de resterende fattige lande måske ikke i stand til at komme på omgangshøjde, som Kina gør.

Så mens udviklingslandes ledere – f.eks. Indiens Narendra Modi – fremdeles bør forsøge at forbedre infrastrukturen, bliver det måske endnu vigtigere for dem at fokusere på uddannelse. Da det i den globale økonomi bliver mindre vigtigt at fremstille noget og vigtigere at gøre noget, bliver menneskelige ressourcer vigtigere end nogen sinde før.

Af Noah Smith, journalist og kommentator ved Bloomberg News.