Elon Musk: den sidste techno-tyran?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Den var svær at komme igennem, Ashlee Vances biografi om serieiværksætteren Elon Musk, manden bag bla Tesla-bilerne. Ikke fordi hans liv har været kedeligt, tværtimod. Han har bare så mange usympatiske træk, at det er svært at blive ved med at læse om ham. Men jeg kom igennem den, for det er vigtigt at forstå de virksomheder, som i disse år forsøger at revolutionere mange brancher med nye forretningsmodeller og først og fremmest ny teknologi. Heldigvis tyder meget på, at Elon Musk er en af de sidste – af mange - storskrydende og selviscenesættende techno-tyraner fra Silicon Valley.

Elons vanskelige sind er sandsynligvis formet under hans svære opvækst i Sydafrika, hvor han voksede op hos sin diktatoriske og følelsesafstumpede far. Samtidig blev han i årevis mobbet af en flok tyranniske drenge. Som konsekvens trak han sig ind i sig selv og fordybede sig i computere og bøger. Hans favoritlæsning var science-fiction bøger, men i øvrigt læste han alt, hvad han kunne få fat i og udviklede på den måde evnen til at kunne huske næsten alle detaljer om alt.

Som 17-årig flygtede Musk til Canada og startede på mange måder forfra. Han kom godt igennem college og universitet, men droppede som så mange andre amerikanske iværksættere ud af sine ph.d.-studier på Stanford University for at danne sit første firma, der udviklede en Krak.dk-lignende tjeneste, Zip2. Selvom han blev udsat for et ledelseskup fra investorernes side, kunne Musk som 27-årig forlade virksomheden som en rig mand, da den hedengangne pc-producent Compaq i 1999 købte firmaet for 307 millioner dollars – kontant. Musk fik 22 millioner dollar med sig.

Elon Musk havde fået blod på tanden og startede hurtigt en betalingstjeneste, som efter hans mening skulle revolutionere hele finanssektoren. Så langt kom han aldrig. Alligevel bød eBay tre år senere 1,5 milliarder dollars, hvoraf Musk fik de 250 millioner dollars for det, der i dag er betalingstjenesten PayPal. Som 30-årig kunne han være blevet fuldtids playboy, men det var ikke hans mål. For nu kunne han tage fat i sin store, science-fiction inspirerede vision: At skabe teknologier og løsninger, der vil gøre det muligt for menneskeheden at kolonisere Mars, hvilket er hans stærke drivkraft den dag i dag.

Hurtigt kastede han sin tid og sine penge i rumvirksomheden SpaceX i Los Angeles, der udvikler og driver raketter, satellitter og andre rumydelser for især NASA. Hurtigt efter fulgte elbilsfabrikken Tesla og derefter en bestyrelsesformandspost i solfangervirksomheden SolarCity. Alt sammen store, meget risikable investeringer - også for Musk. Men alle tre virksomheder lykkedes - mod alle ods. Elon Musk har derfor opnået en heltestatus på linje med it-legender som Steve Jobs.

Læser man om hans indsatser, så synes hans største talent imidlertid at være at rekruttere de bedste specialister og få dem til at arbejdede umenneskeligt hårdt under usunde eller ligefrem farlige forhold. Hans princip er, at en person, som arbejder 16 timer om dagen, er mere effektiv end to personer, der arbejder 8 timer. Den ene person skal ikke holde møder og andet for at koordinere indsatsen.

Samtidig behandler han ifølge biografien medarbejderne afstumpet og tyrannisk uden noget som helst hensyn til deres følelser eller fremtidige udvikling. Når han er færdig med at (mis)bruge sine ansatte, kaster han dem bort, som var de værdiløst skrald.

Eksempelvis hans personlige assistent Mary Beth Brown. Efter hun i 14 år havde viet hele sit liv til at få Musks private og virksomhedsliv til at hænge sammen og på at kompensere for hans mange menneskelige mangler, bad hun om en lønforhøjelse. Han svarede, at hun i stedet skulle tage en ferie, så han kunne se, hvor svært det var at undvære hende. Da hun kom tilbage, mente han at han sagtens kunne undvære hende, og hun forlod derfor hans firmaer.

Samtidig har han konstant forsynet kunder og samarbejdspartnere med så overoptimistiske planer og løfter, at de er på grænsen til grove løgne. Kun en lang række heldige omstændigheder gjorde, at hans virksomheder overlevede alligevel. Der er egentlig ikke megen heltegerning over hans virke, når man læser lidt på lektien.

Men han er langt fra den første tyranniske topchef i high-tech branchen. Tænk bare på Oracle-stifteren Larry Ellison, hvis sindelag fik Mike Wilson til at give sin biografi om multimilliardæren titlen: ”Forskellen på Gud og Larry Ellison: Gud mener ikke, han er Larry Ellison”. Eller den velrespekterede Apple-stifter og senere redningsmand Steve Jobs, som behandlede sine medarbejdere dårligt, samtidig med at han tog æren for alle deres gode ideer. Microsofts tidligere topchef Steve Ballmer var også berygtet for sit store ego og sit koleriske temperament. Listen er lang, næsten endeløs i it-virksomhederne.

Måske derfor er dårlig opførsel blevet accepteret, ja næsten forventet af topchefer i high-tech firmaer. Men efterhånden som tyranerne er døde eller blevet fjernet fra deres ansvar, er helt nye profiler kommet til. Som Tim Cook hos Apple, Satya Nadella hos Microsoft og senest CEO for det nye Google, indiske Sundar Pinchai. Sidstnævnte bliver endda omtalt som en flink fyr og rost for sine evner til at tiltrække og udvikle sine medarbejdere.

Fælles for mange af disse eksempler er, at selvom diktatorerne er forsvundet, så har virksomhederne klaret sig godt og nogle gange endda bedre, end da eneherskeren tog æren for alt.

Naturligvis, for drømmen om den stærke mands næsten egenhændige resultater er en kun en drøm, og den kan hurtigt blive et mareridt for mange – kunder, investorer og ikke mindst ansatte.