Fortsæt til indhold

Fritag iværksættere for skat de første fem år

Det kræver politisk vilje og mod, hvis vi skal gøre Danmark til et iværksættersamfund. Og det har vi brug for. For nye, innovative selskaber skaber massevis af job.

Debat
Mads Váczy Kragh | Søren Berg Jørgensen | Christel Skousen Thrane

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det seneste årti er der forsvundet mange danske arbejdspladser, og beslutningstagere og organisationer forsøger at finde ud af, hvordan vi skal erstatte dem.

Vi mener, at fremtidens vækst især skal komme fra vores evne til at skabe flere, stærkere og mere langtidsholdbare iværksættervirksomheder. Nye virksomheder skaber rigtig mange nye job og kan - med de rette betingelser - bidrage med en innovationskraft, som vil stille Danmark stærkere i den internationale konkurrence.

Danmark har mange af ingredienserne til at blive et fantastisk iværksættersamfund. Vi har viden, dygtighed, opfindsomhed og også iværksætterlyst. Men sammenligner vi os med de bedste, falder vi alligevel igennem. Der er endnu lang vej til, at Danmark for alvor kan kalde sig et af verdens stærkeste iværksættersamfund.

På plussiden tæller, at en stor del af danskerne ser positivt på iværksættere, at det er forholdsvis nemt her i landet at starte ny virksomhed, at Danmark da også har en høj etableringsrate, og at nye virksomheder står for en stor del af nettojobskabelsen.

På minussiden tæller, at en ganske stor andel af de virksomheder, der etableres, ikke overlever de første tre år, og at de færreste udvikler sig til langvarige vækstvirksomheder. Kun to af de 100 største virksomheder i Danmark er opstået inden for de sidste 30 år. I Californien var 39 af de 100 største virksomheder i en undersøgelse fra 2009 mindre end 30 år gamle.

Vi mangler vækstdrive og flere synlige succeser i det danske iværksættermiljø. Måske lægger vi selv bånd på væksten, fordi vi ikke tør tænke lige så stort, og blive lige så store, som de andre.

Kun to af de 100 største virksomheder i Danmark er opstået inden for de sidste 30 år. I Californien var 39 af de 100 største virksomheder i en undersøgelse fra 2009 mindre end 30 år gamle.
Mads Váczy Kragh, Søren Berg Jørgensen og Christel Skousen Thrane, forfattere til bogen Iværksættersamfundet.

Selvom iværksættere nyder folkelig opbakning, og de mest succesfulde iværksættere hyldes og opnår høj status, er forståelsen og opbakningen væsentlig mindre, når iværksættere fejler eller går ned. Det kan bl.a. lægge en dæmper på risikovilligheden.

Kun hver syvende dansker kunne selv finde på at blive iværksætter, hvilket er betydeligt under OECD-gennemsnittet. Det kan også hæmme lysten og modet til at starte noget nyt op gang på gang, altså serie-iværksætteri. I USA, der stadig har verdens mest dynamiske iværksættermiljø i Silicon Valley, er der en langt større forståelse for og accept af, at man skal kunne fejle ikke mindst, så man kan lære af sine fejl i den næste virksomhed, man starter. Det ses simpelthen som en naturlig del af at være entreprenant.

Der findes ingen enkle snuptagsløsninger, der løfter Danmark som iværksættersamfund. Den politiske vilje skal være til stede, og den skal omsættes i konkrete initiativer på tværs af de politikområder, der har betydning for iværksættere.

Vi foreslår i bogen Iværksættersamfundet, at det skal være lettere for mindre iværksættervirksomheder at blive leverandører til det offentlige. Vi foreslår også, at nye, mindre selskaber bør undtages fra selskabsskat de første fem år af selskabets levetid og private investorer i iværksættervirksomheder bør også få økonomiske incitamenter i form af skattefradrag.

Vi mener også, at iværksætteri skal integreres i skoleskemaet både i grundskolen og på ungdomsuddannelserne og skal være et eksamensfag.

Der er efterhånden bred politisk konsensus om, at Danmark først og fremmest skal konkurrere på og leve af ideer og innovation. Men det er ikke nok at fostre gode ideer. De skal også føres ud i livet, modnes, testes af og forankres i holdbare forretningsmodeller.

Beslutningstagerne kan og skal bidrage med konkrete løsninger. Og tag ikke fejl: Silicon Valley udviklede sig også på grund af betydelige statslige investeringer. Udgangspunktet er, at vi som samfund indser, at vores vilje og evne til at udvikle, opmuntre og støtte iværksætteri bliver afgørende for, om Danmark kan udvikle sig til et af verdens stærkeste iværksættersamfund.

Af Mads Váczy Kragh, direktør i Vækstfabrikkerne og Væksthus Sjælland, Søren Berg Jørgensen, ph.d, projektleder i Vækstfabrikkerne og Christel Skousen Thrane, iværksætter og kommunikationschef i Presidents Institute. I fællesskab har de skrevet bogen Iværksættersamfundet.