Fortsæt til indhold

Tre ting vi kan lære af Apple-miraklet i Viborg. Foreløbig

Topledere synes, at alle bør klappe, når store aftaler går i mål. Men forude venter tre udfordringer. Bare kig på Apple-eventyret i Viborg.

Debat
Anders Heide Mortensen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator.

Armene er af gode grunde svære at få ned i Viborg, hvor man har fået elektronikgiganten Apple til at placere sit 6,3 milliarder kroner dyre datacenter. Men nu hjælper det.

Det er - af alle - direktøren for det lokale fjernvarmeværk, der piller i glasuren. Han tillod sig for nylig at punktere en del af den storytelling, som nyheden i sin tid blev pakket ind i, nemlig at kølevandet fra datacenteret kan varme Viborg op. Det kan 25 grader varmt vand ikke, har direktøren stilfærdigt påpeget.

Viborgs borgmester har svaret sådan på disse betragtninger fra sin fjernvarmeværksdirektør, at han næppe skal forvente tre flasker rødvin fra borgmesterkontoret op til jul. Man kan gætte på, at borgmesteren var lige så begejstret for sommerens skriverier om, at Skatteministeriet pludselig viste udstrakt forståelse for Apples ønske om skatte- og afgiftsfritagelse, da it-giganten var en håndsbredde fra at skrotte Viborg som lokation. Den slags slider på aftalens grønne profil i offentligheden.

Har vi set sådan nogle forløb før? Jep. Og set fra helikopteren er der tre udfordringer, der går igen:

Udfordring 1 har at gøre med kommunikation. De mennesker, der er med i indercirklen, når store aftales indgås, bliver ofte deres missionærer. De VIL se grønt lys i alle de lyskurve, der venter nede ad vejen, og det er faktisk en problematisk egenskab, når man skal sætte sig i sine kunders/vælgeres/medarbejderes sted. Et 'verdensberømt' eksempel er den begrundelse en trafikminister gav, da en journalist spurgte ham, hvorfor han e-g-e-n-t-l-i-g mente, at Danmark havde brug for en Storebæltsbro: Så kunne københavnerne hurtigt få frisk mælk fra Jylland.

Hvis man brænder for et projekt, er man sommetider ikke projektets bedste kommunikator. Der opstår en blindhed for forbehold og berettigede indvendinger.

De mennesker, der er med i indercirklen, når store aftales indgås, bliver ofte deres missionærer. De VIL se grønt lys i alle de lyskurve, der venter nede ad vejen.
Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator.

Udfordring 2 har at gøre med kommunikation. Når et stort projekt eller en stor aftale, skal lanceres, vil de implicerede typisk fokusere på perspektiverne, potentialet og de lange linjer. Den strategi fungerer ofte fint under selve lanceringen, men så venter anden bølge, hvor offentligheden trykprøver enkeltfakta. Hvis der så er store misforhold, vækkes offentlighedens skepsis. Eksempel: I forhold til Apples datacenter i Viborg, anslog projektets missionærer, at datacenteret i sig selv ville give arbejde til flere hundrede mennesker.

Uafhængige eksperter, som blev spurgt senere i forløbet, estimerede, at centeret vil give arbejde til 50 personer.

Udfordring 3 har at gøre med kommunikation. Danskere er meget lidt autoritetstro. Derfor bør man som topleder forvente, at alt omkring større projekter og aftaler bliver endevendt. Det kan føles bizart at skulle stå på mål for, om en udgiftspost er på 10 eller 50 millioner kroner i et projekt, der løber op i over 6 milliarder kroner. Som missionær vil man intuitivt fokusere på de lange linjer. Men jo mere man som leder vil sælge et projekt som en succes, jo mere ydmyg skal man være over for at blive udfordret.

Danskerne knytter stor troværdighed til personer, der i kraft af viden og integritet udfordrer etablerede autoriteter.

Og ellers – så bør alle glædes over, at datacenteret blev forhandlet til Danmark. Men det er en anden historie.

Anders Heide Mortensen er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet og arbejder som kommunikationsrådgiver. Han er tidl. pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Inden da var han erhvervsjournalist på Ritzau og Økonomisk Ugebrev, og efterfølgende har han været kommunikationschef i bl.a. Skandia, Sampension og DTU. Anders Heide Mortensen kan kontaktes på e-mail: anders@heidekom.dk.

Artiklens emner
Apple
Anders Heide Mortensen