Fordele og ulemper ved at løfte de iranske sanktioner

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Et kendt iransk ordsprog lyder: "En druknende mand, bekymrer sig ikke om regn." Ordsproget indfanger på fin vis, hvorfor Iran og USA var – og fortsat er – næsten desperate efter at lukke aftalen om at fjerne sanktionerne mod Iran.

For Iran har de hårde sanktioner siden indførelsen i 2012 lammet økonomien og gjort landet mindre og mindre dominerende i den mellemøstlige region. For USA's vedkommende har Washington haft stadigt sværere ved at formulere en sammenhængende strategi for Mellemøsten, der er in sync med landets særlige forhold til Israel, Saudi Arabien, Golfstaterne og Iran. Det er blevet nødvendigt og presserende at få Iran med i de diplomatiske og kommercielle relationer.

Der er mange fortolkninger af aftalen mellem USA og Iran, men i et erhvervsmæssigt perspektiv, er vinklen om olieforsyningen den mest dominerende.

Olieprisens dyk er den mest klare ulempe. Ifølge Det Internationale Energieagentur (IEA) producerede Iran 2,87 millioner tønder olie om dagen i juli 2015, og optimistiske prognoser forventer, at det tal stiger til omkring 3,5 millioner tønder olie om dagen i første kvartal 2016. Den udsigt pressede olieprisen ned under 40 dollar per tønde, før den igen rettede sig lidt.

Irans produktionsforøgelse er dog ikke alene forklaringen på oliemarkedets defensiv. Den amerikanske oliesektor fortsætter med at pumpe små én million tønder mere ud om dagen end sidste år. For at sætte tallene lidt i perspektiv består den daglige olieproduktion globalt set af 95 millioner tønder om dagen - et tal, som IEA forventer, vil stige med to millioner over de næste to år.

Den lave oliepris vil langsomt dræne aktiviteten i sektoren og sætte regeringer under stigende pres for at igangsætte investeringer og jobskabelse uden for olieindustrien.

Jeg forventer dog, at efterspørgslen vil stige i overensstemmelse med IEA’s estimat, hvilket burde betyde, at markedet, når Iran igen er i stand til at eksportere mere olie, vil have en væsentligt større appetit. For så vidt ligger den værste periode et sted mellem nu og de næste tre måneder.

Og til fordelene: Aftalen øger det offentligt forbrug og turismen.

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at vi skal hen til andet kvartal af 2016, før Iran vil være i overensstemmelse med alle aftalens vilkår. Ydermere vil Iran ikke fra dag ét kunne være i stand til at oversvømme verden med olie, da Teherans adgang til kapital og investeringer i oliesektoren naturligvis har været stærkt begrænsede.

Den iranske regering estimerer, at det er nødvendigt at bruge for op imod 200 milliarder dollars i nye investeringer i olie og gas inden 2020. Herudover vil der komme mere støtte til anlægsinvesteringer gennem frigørelsen af fastfrosne aktiver med en værdi af 100 millioner dollars i, som også må forventes at blive brugt på investeringer i infrastruktur, olie og gas.

En anden positiv sideeffekt er, at iranerne langsomt vil begynde at rejse igen (som vi så det i Kina og Østeuropa under lignende situationer. Det faciliterer en stærkt eftertragtet turistaktivitet i de omkringliggende lande. Læg også hertil, at økonomisk teori jo tilsiger, at frihandel og åbne grænser brutto vil medføre en gevinst.

Det ville være både naivt og umuligt ikke at tage de geopolitiske briller på også i analysen om aftalen for se nærmere på de risici, som aftalen i et lidt større perspektiv kan give anledning til. De såkaldte sorte svaner.

Israel kæmper hårdt og er ikke sene til at udnytte deres politiske velvilje i Washington til at få aftalen skrottet. På nuværende tidspunkt ligner det et tæt opgør, da præsident Obama kommer nærmere og nærmere det nødvendige antal stemmer, men altså fortsat ikke har nok, hvilket efterlader et eventuelt veto som den potentielt næstbedste løsning for at ratificere aftalen.

Golfstaterne har offentligt udtryk sig positivt fra et diplomatisk perspektiv. Men aftalen rejser nogle bekymringer omkring sikkerhed, og de står kommercielt set i modsætning til de amerikanske interesser. Det hele sker i en tid, hvor USA i stigende grad er energiuafhængige – for så vidt er frygten, at USA så småt vil reducere sin strategiske og militære involvering i området.

Hvordan aftalen ender, og derved ændrer det erhvervsmæssige landskab i Golfregionen over de næste år, er afhængig af vejen dertil: Hvis Iran opfylder alle krav ubetinget, rykker mod en normalisering og åbner deres grænser, vil mere indflydelse og flere kommercielle bånd forbedre forholdene for hele regionen.

Historien dikterer, at desto mere handel der sker på tværs af grænser, desto rigere bliver de involverede lande. Tilføj hertil at 77 millioner Iranere med denne frigørelse kommer til at blive ikke bare én løftestang, men måske løftestangen for regional vækst i 2016 og 2017.

Hvis det omvendt viser sig blot at være et 'ét skridt frem og to tilbage'-scenarie, så kan både Iran og hele regionen komme til at være stillet endnu værre økonomisk.

At have en plan og en agenda er bedre end det modsatte. Planen har mangler, men den repræsenterer fortsat et skridt i den rigtige retning, så Iran og regionen kan udnytte sine energiressourcer til at bygge videre på de positive forandringer, der har spiret på tværs af økonomierne siden 60’erne.

Regionen er ikke ved at drukne, men der kommer mere og tungere regn. Lad os håbe, at vandet render ned og fertiliserer jorden.

Det tror jeg, at den vil.