Dansk politik er omvendt proportionelt med dansk fodbold

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Mens det danske landshold netop leverede en præstation, der var på et historisk lavt niveau, valfarter folket i disse dage i biograferne for at se filmen Sommer 92 – spillefilmen om dengang vi vandt EM guld i Sverige. Den daværende landstræner Richard 'Ricardo' Møller Nielsen spilles til perfektion af Ulrich Thomsen.

Anmelderne har givet filmen stor ros. Politiken, Berlingske, og Ekstra Bladet har tildelt den fire stjerne, mens Jyllands-Posten kommet helt op på fem – topkarakteren.

Publikum er enige og strømmer til de danske biografer for at se filmen, der er som taget ud af et H.C. Andersen eventyr. Faktisk fremstår filmen som fiktion, hvis man da ikke er gammel nok til at kunne huske den dag, da "Faxe ramte bolden lige i røven".

Anderledes ros er der dog ikke til det rigtige landshold. Over 180 minutter var holdet ude af stand til at score i de afgørende EM-kvalifikationskampe mod miniputterne på fodboldscenen Albanien og Armenien. Morten Olsen, som vel har indsigt heri som landstræner, udtalte ærligt, at det var det værste, han havde set i sin lange tid som træner for holdet.

EM-deltagelsen virker som en drøm, der næppe realiseres.

Selv om man ikke kan spå om fremtiden, må vi fodboldmæssigt nok desværre erkende, at vores største bedrifter ligger bag os. Og selvom ingen ved, hvad der sker med holdet over de næste par år, skal vi nok væbne os med tålmodighed og sætte liden til fremtidens talenter, der i dag går i vuggestuen og hedder William, Oliver, Noah, Frederik, Emil og Noah til fornavn. Der går nok en rum tid, før vi igen kan være stolte af vores landshold.

Vi kan konkludere, at de store fodboldbegavelser ligger langt tilbage i fortiden. Vi har simpelthen et dårligere hold i dag, end vi havde for 30–40 år siden.

Kigger vi på den politiske bane over ét, er situationen en anden.

Udover den almindelige nostalgi, der er, når man kigger tilbage til de gode gamle dage, er det svært at bestride, at politik i dag kræver en større indsats end for 30-40 år siden.

Det skyldes flere forskellige uafhængige dynamikker. Men en øget professionalisering internt i partiernes organisationer samt et mere fragmenteret og dynamisk mediebillede er helt sikkert to afgørende og gensidigt afhængige årsager.

En politikers privatliv gøres i dag til genstand for offentligt skue, og det er de færreste topchefer, der ville stå model til bare en brøkdel af, hvad f.eks. Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S) har været udsat for i løbet af de sidste par år.

Samtidigt kræver det benhårdt arbejde og vilje at få succes i toppolitik. Derfor mener jeg godt man kan påstå, at nutidens politikere på langt flere områder er mere professionelle og dygtigere, end dem vi havde for 30-40 år siden.

Vi har mange dygtige politikere i dag. Og mange af dem klarer sig også godt internationalt. Uanset hvad man mener om Socialdemokraterne og Venstre, er det ikke tilfældigt, at f.eks. Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft, som er politiske håndværkere til fingerspidserne, har siddet og sidder på imponerende politiske poster ude i verden.

Dette leder til en sidste betragtning: Vi må tænke over, hvordan vi behandler vores politikere, samt hvad det gør for det politiske klima og den fremtidige rekruttering af politiske talenter. Der vil altid være nogen, der ikke kan lade være med at engagere sig i politik. Men ønsker vi at skabe gode forudsætninger for fremtidige politiske talenter, og sikre at andre end partisoldater fra ungdomspartierne går ind i politik, skal vi respektere embedet og tale bedre om vores folkevalgte.

Af Mads Christian Esbensen, klummeskribent på Finans. Mads Christian er cand.scient.pol. og ekstern lektor på Københavns Universitet. Han har udgivet flere bøger om spin og lobbyisme og er direktør i Policy Group, en lobbyvirksomhed. Mads Christian Esbensen kan kontaktes på mce@policygroup.dk.