BRIK-blokken smuldrer som Warszawapagten

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Indtil for ganske nylig var de fire BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) spået en fremtid som verdens mest betydningsfulde landegruppe. En gruppe, der snart ville overskygge Vestens G7 og reelt styre den globale agenda i G20.

Sådan kommer det imidlertid slet ikke til at gå: BRIK er i dag en tom skal bestående af fire mere eller mindre kriseramte økonomier.

Ganske som Warszawapagten blev overhalet af historien i 1989, vil BRIK-gruppen ikke overleve afslutningen på det kinesisk-drevne globale råvareboom og et Vesten - ikke mindst USA - der nu igen er ved at komme på benene, efter at have brugt næsten et årti på at komme sig over den globale finanskrise.

BRIK-konceptet var genial markedsføring for dets opfindere hos Goldman Sachs. I begyndelsen af nullerne ville de gerne ekspandere i netop disse fire store udviklingsøkonomier. Så hvilken bedre måde at indsmigre sig hos de respektive regeringer end lidt befolkningsfremskrivelser og optimistiske forudsætninger om fortsat økonomisk catch-up målt ved BNP per indbygger og dermed postulere, at BRIK-landene snart vil dominere verdensøkonomien?

Det var timet relativt præcist ved begyndelsen af Kinas store byggevanvid og dets umættelige behov for råstoffer. Derfor så fremtiden i starten da også lys ud for de fire nye BRIK-stormagter.

Imidlertid er det klart, at der reelt altid kun har været én økonomisk motor blandt de fire, og det er Kina. Det er den kinesiske vækst, som i en årrække var i stand til at trække råvareeksportører som Brasilien og Rusland op på et historisk højt vækstniveau. Men samtidig underminerede man også behovet for, at industrien i disse to lande blev globalt konkurrencedygtig.

I dag er historien en anden. Den kinesiske økonomi er i det gode scenarie på vej ind på et stabilt lavere vækstspor. I det dårlige scenarie er økonomien på vej til en langvarig 'japansk' stagnation. Ligegyldigt hvilken af de to retninger Kina tager, så er den voldsomme stigning i råvareimporten fortid, da stabile - omend lavere - vækstrater kun vil opnås via fortsat ekspansion i servicesektoren, der forbruger langt færre råvarer.

Brasilien og Rusland står derfor reelt uden buyer of last resort for deres råvarereksport i fremtiden.

Og problemerne stopper ikke her for de to. Brasilien er nu på vej ind i noget, der ligner en langvarig og dyb recession. Den er forårsaget af en kombinationen af lave råvarepriser, de seneste års meget lempelige finanspolitik, mangel på hjemlige produktivitetsreformer og en politisk elite undermineret af korruptionsskandalen i olieselskabet Petrobras.

Den nye finansminister Joaquim Levy har ikke meget held med sine økonomiske stramninger. Alt i alt synes det langt fra sikkert, at det bliver præsident Dilma Roussefs, som kommer til at åbne OL i 2016 – hvor besøgende dog vil kunne glæde sig over, at den brasilianske real nok til den tid er faldet til mindst fem per dollar.

Situationen i Rusland er om muligt endnu værre. Svigtende råvareindtægter forstærkes af de økonomiske sanktioner mod landet, som grundet den fortsatte konflikt i Ukraine næppe løftes foreløbigt af hverken EU eller USA. På et tidspunkt indenfor de næste 12-18 måneder vil Putin løbe tør for udenlandsk valuta, hvorefter en fuldbyrdet finanskrise i Rusland synes en realitet. Der kan næppe være nogen tvivl om, at besøgende til VM i fodbold i 2018 vil nyde godt af en endog meget lav rubel-kurs mod dollaren. Måske trecifret.

Og så er der Indien. Premierminister Modi er efterhånden kommet politisk ned på jorden igen, efter sin historiske valgsejr i 2014. Landet vil alene i kraft af sin fortsat fordelagtige demografiske udvikling og urbanisering vokse måske fire-fem procent om året. Men samtidigt sidder Modis store reformer af det nationale skattesystem og moms - samt mulighederne for investorers opkøb af jord - fast i Indiens komplekse politiske system.

Og det er et ganske alvorligt problem, idet man næppe kan forvente, at nogen anden premierminister i fremtiden vil blive valgt med så klart et pro-vækst mandat. Hvis ikke Indiens potentielle vækstrate kan hæves betragteligt nu, så kan den formentligt aldrig, og chancerne for at Indien i de kommende år kan kopiere Kinas væksteksempel er lig nul.

Sydafrika var naturligvis aldrig i økonomisk målestok en rigtig BRIK nation. Det var blot politisk nødvendigt at have et afrikansk land med også, når man skulle forudse en ny global ikke-vestlig gruppering.

Man skal heller ikke tillægge de efterhånden mange overskrifter om BRIK-landenes begyndende institutionalisering nogen synderlig betydning. Den nye New Development Bank (NDB) med hovedsæde i Shanghai og et mål om 100 mia. dollars i kapital er ikke meget andet end Kinas hjemlige China Development Bank med en ny multilateral facade.

Ideen er stadig at give lån til infrastrukturprojekter. Det gavner primært store kinesiske entreprenører, som i dag står overfor lavere hjemlig vækst i byggeriet. Og de store visioner om et nyt storstilet økonomisk samarbejde mellem Rusland og Kina er også primært varm luft.

Realiteterne er, at samhandlen er faldet 30 procent i første halvår af 2015, og at der ingen aftaler er indgået om kinesisk forudbetaling for fremtidige leverancer af naturgas. Derfor er der ingen finansiering af rørledningsinvesteringer i Rusland. På samme måde har russiske virksomheder stort set ingen brug af deres nye mulighed for at optage lån i den kinesisk yuan, da gælden dermed hæfter sig til dollaren, og rublen er faldet kraftigt overfor den amerikanske valuta.

BRIK-blokken kan måske nok i fremtiden blokere for globale aftaler om eksempelvis handels- eller klimatiltag. Men noget reelt alternativ til Vesten bliver den aldrig.