Kom ind i vækstdebatten, topchefer

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I disse dage, kan det være svært at forestille sig, at der er plads til andre politiske dagsordener end den altopslugende flygtningesituation.

Den er alvorlig, og vi venter vel alle på en politisk løsning, dansk såvel som europæisk. En ting er sikkert, der findes ikke en problemfri, konfliktfri løsning, og det, vi oplever lige nu, vil påvirke Europa i mange år fremover.

Der er imidlertid også andre dagordener, der presser sig på. Om få dage præsenterer regeringen sit første finanslovforslag. Mit håb er, at den også vil pege mange år frem og ikke blot sikre, at vi klarer dagen og vejen et år frem.

Vi har brug for klare prioriteringer. Vi har brug for, at regeringen sætter et mål, der er vigtigere end andre. Det mål bør være et vækstmål for dansk økonomi. De seneste fire år har Danmark haft en historisk lav økonomisk vækst på 0,5 pct. om året – i alt to pct. på fire år. Men da befolkningen i samme periode et vokset med to pct., har den danske økonomi målt pr. indbygger stået fuldstændig i stampe.

Ser vi på landene omkring os, og de lande vi ynder at sammenligne os med, så har de fået deres BNP tilbage på sporet og over niveauet fra før finanskrisen. Det har Danmark stadig til gode at opnå.

Det er sørgeligt at se, hvordan politikerne er mere optaget af at diskutere den offentlige økonomis vækst frem for landets samlede økonomiske vækst. Udbuddet på de politiske partiers hylder bugner med ønsker om alt det, man vil gøre bedre i den offentlige sektor, og for de fleste partier kan det kun gøres med flere penge. Til gengæld er det sparsomt med forslag til, hvordan vi sikrer, at vi i fremtiden får råd til de mange politiske ønsker.

Der er en - og kun en - ulempe ved at være ansat i en tænketank, og det er, at jeg dagligt bliver gjort opmærksom på, hvor meget bedre Danmark kunne gøre det, hvis der var den tilstrækkelige vilje til at tage politisk ansvar. Det er frustrerende at vide, at vi kunne bruge skatteborgernes penge så meget bedre, hvis den offentlige sektor i langt højere grad blev udsat for konkurrence. Ja, vi ville endda kunne skabe bedre plads for innovative løsninger i den offentlige velfærd.

Men den helhjertede politiske beslutningskraft mangler.

Det er frustrerende at vide, at vi som skatteborgere betaler en overpris på 7,5 mia. kr. om året for en energipolitik, der mere er præget af de gode viljers symbolpolitik frem for reelle klimapolitiske resultater. Og det er frustrerende at vide, at vi misser muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser, fordi vi med verdens højeste skatter holder investeringslysten og virketrangen nede.

Vi har brug for, at den offentlige sektor ikke optager så stor en del af landets økonomi. Og der er, som sagt, rigeligt at komme efter.

Derfor er det også forstemmende, når erhvervslivet og dets organisationer straks er ude med kritik, når regeringen endelig peger på områder, hvor den offentlige sektor kan blive både bedre og billigere. Seneste eksempel er regeringens forslag til effektivisering af uddannelsessektoren. Erhvervslivets organisationer burde være de første til at opmuntre til en effektiv offentlig sektor, der ikke opsuger en så stor del af arbejdskraften, at den private sektor har udfordringer med rekruttering, og som drives så effektivt som muligt for så få skattekroner som muligt.

Det er fair nok, at have en holdning til prioriteringer, og en holdning til at prioritere uddannelses og forskning frem for så meget andet, men man kommer meget hurtigt til at lyde som så mange andre, der er afhængige af den offentlige sektor, når man råber på flere penge. Tænk hvis erhvervslivet i stedet tog udfordringen op, og var med til at pege på, hvordan vi også i uddannelsessektoren kunne blive mere effektive. Gerne med erfaringer fra erhvervslivet selv, der jo dagligt er udfordret på markeder, der kræver løbende produktivitetsforbedringer.

Dansk vækst og dermed det private erhvervs eksistensgrundlag er historisk presset af en alt for dyr og ineffektiv offentlig sektor.

Hvis dansk erhverv og dets organisationer ikke helhjertet, entydigt og stærkt indgår i debatten med klare krav til politikerne om at skabe bedre vækstbetingelser på det private marked, har fortalerne for en voksende offentlig sektor for let spil. Konsekvenserne kender vi desværre allerede: De danske skatteborgere vil fortsat skulle lægge en alt for stor del af deres indkomst i de offentlige kasser, og den danske vækst vil forblive i slæbesporet, imens landene omkring os bevæger sig ud i overhalingsbanen.

Jeg håber på en modig finanslov. En finanslov hvor den røde tråd er at skabe rammerne for økonomisk vækst. En finanslov, der har klare prioriteringer, og som minimum holder den offentlige sektor i ro.

Hvis ikke denne regering, hvilken så?