Skænderiet om Mols-Linien er fondsbørsens mindste problem

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Kapitalfondsbranchen er stort set altid i vælten.

Netop nu er vores venner hos Polaris havnet i en mediestorm, fordi de har investeret i Mols-Linien og ønsker at afnotere selskabet. I den forbindelse har en række øvrige investorer dygtigt fremstillet sig selv som ofre for den onde kapitalfond, selvom de har præcis den samme interesse som Polaris – nemlig at få den bedst mulige forrentning af deres investerede kapital.

Mols-Linien har ventet længe på en ny ejer, for det er bestemt ikke hensigten med at være børsnoteret, at der ikke er nogen handel i selskabet, og at ingen af aktionærerne tager et ansvar for selskabets udvikling ved eksempelvis at kunne tilføre ny egenkapital til langsigtede investeringer. I den situation er det bedre, at en ny ejer rydder op i ejerkredsen, selvom det kan virke brutalt.

Afnoteringen af Mols-Linien dækker over et helt andet problem. Det er, at det stort set kun er de helt store selskaber herhjemme, der kan bruge fondsbørsen efter hensigten i øjeblikket. De rejser kapital, og deres aktier er let omsættelige.

Men mange af de mindre selskaber, herunder Mols-Linien, sygner desværre hen på børsen. Selskabet er altså tvunget til at bruge forholdsvis mange ressourcer på at være børsnoteret, uden at man får tilstrækkeligt ud af det. Mols-Linien kan ikke rejse kapital på børsen, og likviditeten i aktien har indtil nu været utilstrækkelig. I den situation er en afnotering det eneste rigtige.

I andre situationer kan det imidlertid give rigtig god mening for et selskab at komme på børsen – selvom jeg vil mene, at et selskab som Mols-Linien er for lille – navnlig i dets nuværende forfatning, hvor det ikke er mere end 6-700 mio. kr. værd. I løbet af de sidste 12 måneder har der været ca. 75 transaktioner i Danmark til en markedsværdi på over 1 mia. kr. – men kun én børsnotering – nemlig NNIT. Det er naturligvis alt for lidt, hvis vi skal have mere risikovillig kapital til danske virksomheder.

Derfor er det vigtigt, at alle gode kræfter nu går sammen om at styrke mulighederne for at selskaber, der er under tre-fem mia. kr. værd også kan gå på Fondsbørsen. Det ser vi kan lade sig gøre i vore nabolande Sverige og Norge, og derfor bør det også kunne lade sig gøre i Danmark.

Men det kræver, at vi får en bedre aktiekultur herhjemme, og det kommer ikke af sig selv.

Vi har brug for både ændringer i skatteregler og i de forretningsmodeller, der gælder for børsnoteringer herhjemme. Det skal ganske enkelt være mere attraktivt at arbejde med de mindre selskaber. Løser vi det problem, kan mindre selskaber bedre få tilført risikovillig kapital, og vi kan samtidig få et mere dynamisk marked for virksomhedshandler, fordi vi får flere steder at gå hen med virksomhederne.

Det må være i alles interesse.