Derfor skal du frygte vækstmarkederne

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Den seneste måned har budt på øget uro i de finansielle markeder på grund af frygt for verdens økonomiske tilstand. Råvarepriser og renter er faldet henover sommeren, i august oplevede de globale aktiemarkeder en pludselig og voldsom korrektion, og senest fik det den amerikanske centralbank til at udskyde den renteforhøjelse, den ellers havde talt vidt og bredt om hele sommeren.

Er der noget galt med den globale økonomi? Ved første blik er der ikke meget, der tyder på det.

Verdens to største økonomier, USA og eurozonen, viser klare tegn på vækst. USA fortsætter på femte år med at skabe over 200.000 nye jobs hver måned, og selv i Europa er ledigheden på vej ned, og bankernes udlån på vej op. Centralbankerne fortsætter med at føre en meget lempelig pengepolitik, og tidligere års markante finanspolitiske stramninger er sat på hold.

Under normale omstændigheder ville det være naturligt at hæve renten, når der er så klare opsvingstegn i de økonomier, der plejer at sætte takten for verdensøkonomien. Omstændighederne er imidlertid ikke normale, for på trods af de store økonomiers opsving fortsætter inflationen med at falde. Lønningerne reagerer ikke på faldende ledighed som de plejede at gøre, og priserne på olie og råvarer er faldet voldsomt i det seneste år.

Meget tyder på, at resten af verden er blevet afkoblet fra de store økonomier.

Problemerne er koncentreret i emerging markets, de lande i den tredje verden der er på vej til at blive industrilande. De er i de seneste år gået fra at være den store globale væksthistorie til at være nærmest det modsatte. I store lande som Brasilien og Rusland er væksten allerede negativ. I Asien vokser de store økonomier fortsat hurtigere end i vesten, men også her er vækstraterne markant lavere end i forrige årti. Lige nu er det her, risikoen for den globale økonomi ligger.

For yngre læsere kan det måske være svært at forstå: siden år 2000 har emerging markets haft en klar rolle som globalt vækstlokomotiv, og efter finanskrisen forventede mange, at det var fra disse dynamiske økonomier, at redningen skulle komme. Det lå ikke i kortene at de skulle udgøre en trussel for resten af verden, men hvis man ser lidt længere tilbage er det ikke første gang det sker.

Situationen i dag minder om den krise, der hærgede emerging markets i slutningen af 90erne, og kulminerede med Ruslands statsbankerot og den amerikanske hedgefond LTCMs kollaps i 1998. Ligesom dengang er væksten i resten af verden ikke påvirket, og det er den finansielle smittefare, der er problemet.

Og ligesom dengang ser det ud til, at centralbankerne har indset, at den risiko er for stor til at ignorere.

Dybest set er problemet, at Kina er på vej væk fra den hurtige industrialisering, der prægede landet i forrige årti. Den kinesiske investeringsdrevne vækstmodel var meget ressourceintensiv: fabrikker, boliger og infrastruktur kræver masser af råvarer og industriprodukter, og så længe Kina havde overskud af arbejdskraft, der flyttede fra land til by, var det de primære vækstdrivere.

Men nu falder arbejdsstyrken i byerne, mens lønningerne stiger, og derfor er Kina i gang med en overgang til en ny vækstmodel med mindre fokus på den fysiske økonomi. De høje vækstrater fra begyndelsen af dette årtusinde kommer ikke tilbage, og selv om væksten stadig er høj, så kræver den ikke længere samme mængder af råvarer og industriprodukter.

Det gør ikke så meget i Vesten, hvor disse sektorer ikke er særlig betydningsfulde, men i emerging markets er industri og råvareproduktion ofte de dominerende sektorer.

Samtidig er de følsomme over for udsving i dollarkursen, både fordi handel mellem landene typisk afregnes i dollar, og fordi mange af dem har optaget gæld i dollar. Gennem årtier har emerging markets derfor oplevet kriser, hver gang dollaren er blevet styrket over længere tid, og det er præcis, hvad der er sket i de seneste år, mens den amerikanske centralbank har lukket for likviditetssluserne.

Kinas valuta er knyttet til dollaren, og det skaber problemer i eksportindustrien. Imens har kapitalflugt drevet valutaerne ned og renten op i andre tidligere vækstlande. De er nu fanget i en fælde, der ligner den, Sydeuropa befandt sig i for nogle år siden: jo mere kapital der flygter, jo dårligere går det økonomisk – det er en ond cirkel, og ligesom i Europas gældskrise kontrollerer de ikke den seddelpresse, der kan bryde den.

Fed holdt renten i ro, men indtil videre ser det ikke ud til at være nok, så måske skal andre centralbanker give en hånd med. I 1998 endte historien med at opsvinget i resten af verden fortsatte, og aktiekurserne steg, indtil renten gik op, og teknologiboblen brast to år senere.

Det virker også som et sandsynligt scenario i dag, men man skal ikke undervurdere den finansielle smittefare, når renten allerede er på nul.