Trepartsforhandlinger og øget privat opsparing sikrer fremtidens ældrepleje

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I slutningen af 80'erne steg erkendelsen af, at man måtte fremtidssikre pensionssystemet og lette presset på de offentlige finanser. Årsagen var udsigten til en stigende ældrebefolkning og øgede forventninger hos de ældre til deres økonomi, når de lod sig pensionere.

Det førte til Fælleserklæringen, som var resultatet af trepartsforhandlinger i 1987. Dette var første skridt til de arbejdsmarkedspensioner, vi kender i dag. De første overenskomstaftalte pensionsordninger blev indgået ved overenskomstforhandlingerne i 1991. Beløbsmæssigt var indbetalingerne meget begrænsede i starten, men over årene er de steget støt. I dag ligger pensionsindbetalingerne på 12-17 pct.

Den danske arbejdsmarkedspensionsmodel med decentrale overenskomstbaserede pensionsaftaler er blevet en succes sammen med de markedsbaserede løsninger: Kapitalpension, ratepension og livrente. I år blev den danske pensionsmodel for fjerde gang i træk kåret som verdens bedste af den globale konsulentvirksomhed Mercer.

Presset er lettet på de offentlige udgifter, og opsparingsmodellen gør, at Danmark er langt bedre rustet til de kommende års øgede ældrebefolkning end mange andre europæiske lande. I år 2036 vil de private pensionsudbetalinger i pct. af bruttonationalproduktet (BNP) faktisk overstige de skattefinansierede pensioners andel af BNP.

Her i 2015 opleves et stigende pres på sundhedsudgifterne, kravene og forventningerne til ældreplejen. Det er en helt naturlig og forståelig udvikling: Ældre vil i dag - og endnu mere i fremtiden - selv bestemme, hvordan deres alderdom indrettes. Også hvis de får brug for pleje. Præcis som de selv har kunnet indrette deres tilværelse hele deres aktive liv.

Jeg ved, at jeg ikke er alene, når jeg finder det uacceptabelt, at politikerne bestemmer, hvilken mad jeg skal have, hvor ofte jeg kan komme i bad eller blot nyde den friske luft. Folk forventer individuelt tilpassede ydelser, som det er meget svært for det offentlige at levere.

Kunne vi måske lære af de gode erfaringer fra arbejdsmarkedspensionerne og lade det næste skridt være, at folk sparer op til deres ældrepleje?

Modellen kunne være den, vi kender den fra pensionerne. Via skatten er der sikret et vist minimumsniveau, men service og ydelser over det niveau kunne i fremtiden finansieres af private – gerne overenskomstaftalte – opsparinger. På den måde letter vi presset på de offentlige finanser og imødekommer bedre den stigende efterspørgsel efter flere og mere individuelt tilpassede ydelser hos de ældre, der måtte få brug for hjælp og pleje.

Trepartsforhandlingerne kunne igen være rammen om en aftale. Jeg opfordrer derfor politikere og arbejdsmarkedets parter til at overveje grundigt, om dette ikke burde gøres til genstand for en fremtidig trepartsaftale.

Efter min bedste overbevisning vil landets beslutningstagere vil blive tvunget til at finde supplerende løsninger til dagens primært skattefinansierede ældrepleje, hvis fremtidens behov og efterspørgsel skal imødekommes. Modellen fra og succesen med arbejdsmarkedspensionerne er oplagt at benytte.

For en ting er sikkert: Det vil være umuligt alene via de offentlige udgifter at løfte opgaven i fremtiden. Jo hurtigere dette sættes på dagsordenen, jo hurtigere kan vi som samfund sikrer en robust finansiering til en individuelt tilpasset ældrepleje. Præcis som vi i dag glæder os over, at 80'ernes fremsynede politikere, arbejdsgivere og fagforeningsfolk gjorde det med vores pensioner.