Regeringen afvikler Danmark A/S
Regeringen beskærer alt det, som Danmark skal leve af i fremtiden - uddannelse, vækstinitiativer og forskning - og solder fortjenesten op på skattelettelser til de rigeste. Man skulle tro, at Løkke & Co kørte en afviklingsvirksomhed.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
»Det lugter fælt af en virksomhed i problemer, hvor ambitiøse planer og visioner viger for kortsigtet overlevelse.« Sådan skrev universitetslektor, Jens Borum, i JP i sidste uge.
Men nu er sagen bare den, at den virksomhed, vi kalder Danmark, ikke er på konkursens rand. Næh, den er faktisk på vej tilbage på sporet efter nogle magre år. Man kan derfor undre sig over det pludselige behov for nedskæringer.
Men det er der nu en naturlig forklaring på. For direktionen i Danmark A/S vil nemlig udlove enorme udbetalinger til storaktionærerne. Problemet er bare, at aktieudbyttet er skabt på bekostning af den almindelige arbejder, og dem der en dag skal overtage virksomheden.
Direktionen har nemlig valgt at skære voldsomt i uddannelse og oplæring af de spirende medarbejdere. Det gælder både for dem ved samlebåndet, på kontorerne og i den innovative afdeling. Man har desuden besluttet, at de nyansatte skal have meget dårligere vilkår end deres kollegaer i de tider, hvor der ikke er så meget at lave. Man kan undre sig over virksomhedens fremgangsmåde, fordi den netop er bygget på et fundament af viden, hvilket er det råstof, den nu vil sælge ud af.
Men i direktionen er man ikke så optaget af fremtiden. Det handler om her og nu. For topcheferne er belastet af at skulle leve op til en række brogede løfter udlovet til støtterne i kampen for direktørstolene.
En af de faste støtter mener, at der bliver brugt alt for mange kræfter på virksomhedsbesøg og integration af nye medarbejdere. Og selvom den globale koncern efterspørger netop dette, og at der er store problemer med forflytning af medarbejdere i søsterorganisationerne, er de meget vedholdende. De vil blandt andet have ekstra portvagter og indgangskontrol til virksomhedens lokaler og helst en kropsscanner, der kan scanne for specielle holdninger og religioner. De vil også droppe støtten til internationale leverandører og forretningsforbindelser i modvind.
En anden af direktionens sekundanter er mest optaget af, at lejen for de store hjørnekontorer er for høj. Hvorfor skal man betale mere for et flot kontor med udsigt? Hvis nu man nu i stedet sløjfede rengøringen af de menige medarbejderes kontorer, så ville man kunne sætte lejen markant ned for de dyre hjørnekontorer, og så ville de højtlønnede medarbejdere nok have lyst til at møde ind lidt oftere.
Den sidste støtte går udelukkende op i, at de højtlønnede medarbejdere betaler for meget til personalekassen. Afskaf dog lortet, mener de!
I direktionen er man ikke så optaget af fremtiden. Det handler om her og nu. For topcheferne er belastet af at skulle leve op til en række brogede løfter udlovet til støtterne i kampen for direktørstolene.Jonas Dahl, gruppeformand og finansordfører i SF
Samtidig har direktionen en forkærlighed for virksomhedens agronomiske afdeling, der kræver massive økonomiske indsprøjtninger, hvilket bl.a. sker på bekostning af arbejdsmiljøet og virksomhedens CSR-profil. Igen er der tale om områder, hvor virksomheden hidtil har været pionerer, men altså nu tager syvmileskridt bagud.
Selvom der er mange krav og ønsker, er der dog et område, hvor de alle er helt enige: Der skal ansættes flere sikkerhedsvagter – koste hvad det vil. Og det er selvom, der bliver længere og længere mellem episoder, hvor der er behov for dem, og selvom det stemmer dårligt overens med deres ellers konsekvente nedskæringspolitik.
Nej, det er bestemt ikke nemt at lede en stor virksomhed som Danmark A/S. Og jeg kender faktisk selv til de problemer, man kan løbe ind i, når man gerne vil sidde til højbords.
Nej, det er bestemt ikke nemt at lede en stor virksomhed som Danmark A/S. Og jeg kender faktisk selv til de problemer, man kan løbe ind i, når man gerne vil sidde til højbords. Der kan være mange forskellige interesserer, der skal varetages og mange planer, der må droppes, eller omarbejdes som følge heraf.
Denne direktion har tydeligt vist, hvor de vil hen. Og det er klart, at de ønsker at afvikle virksomheden, som vi kender den. Heldigvis for dem, er Danmark et solidt selskab, som ikke sådan lige står foran at skulle dreje nøglen om. Men det vil med al sandsynlighed være op til senere direktioner at råde bod på denne direktions hav af dårlige beslutninger.



