Hvor er Kina om fem år?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

En samling højtrangerende medlemmer af det kinesiske kommunistparti barsler i disse dage med grundstenene i den kommende femårsplan, som annonceres i sin endelige form til foråret. Kinas femårsplaner er en mere holistisk pendant til vore egne statskassefokuserede ’2020 planer’ og har foruden målsætninger for vækst også mål relateret til miljø, uddannelse, demografi, urbanisering og meget mere.

Planerne giver et bredt billede af ambitioner, drømme og retning for fremtiden samtidig med at agere politisk reklamekampagne.

Nogle overordnede punkter fra femårsplanen er allerede sluppet ud. Foruden målsætningen om årlig vækst over de kommende fem år på 6,53 pct. (beregnet baglæns ud fra et ønske om en fordobling af BNP fra 2010-20), har det især fanget mediernes interesse, at kineserne dropper deres 40 år gamle etbarns-politik. Og den beslutning er der en rigtig god grund til.

Kina har nemlig i dag en demografi, der minder mere om verdens rigeste lande end om det udviklingsland, det stadig er. Fødselsraten i Kina er gået fra tre til 1½, og det betyder forenklet, at Kina i dag har færre børn/unge end voksne. Allerede nu kan tilgangen til det kinesiske arbejdsmarked dårligt erstatte det antal, der trækker sig tilbage. Og den problematik bliver stadig mere udtalt.

I en årrække var etbarnspolitikken vækstfremmende for Kina. Færre ressourcer skulle bruges til børnepasning og skolegang, samtidig med at kvinderne kom hurtigere tilbage på job for at bidrage til en stigende arbejdsstyrke.

Men 20-30 år senere kommer regningen til Kina. En faldende arbejdsstyrke betyder, at fremtidig vækst skal komme fra øget effektivitet hos den enkelte kineser, f.eks. gennem uddannelse eller fra bedre værktøjer – ikke fra øget beskæftigelse. Det er i sig selv en grund til at vente lavere vækst i Kina de kommende fem år, for høj produktivitet bliver ikke lettere, men sværere at opnå jo mere udviklet et land bliver.

Men det er ikke den eneste grund. Som ofte beskrevet har Kina siden finanskrisen oplevet en sand eksplosion i gældsætningen, og kreditvæksten er stadig dobbelt så høj som den økonomiske vækst.

Gæld i forhold til BNP er på niveau med vestlige lande og den udvikling er sket i et tempo, de færreste lande oplever uden efterfølgende dybe kriser. Baseret på disse fakta er risikoen for en krise stor, men en række forhold taler dog for, at et kollaps ikke er forestående.

Selvom væksten de seneste år har skuffet både omverden og Kina selv, så har vækstnedgangen været gradvis snarere end brat. Kineserne har trods problemer i både boligmarked, banker og kreditmarkeder formået at undgå en rigtig finansiel krise af den type, der fastfryser økonomien helt. Det skyldes særligt to forhold.

Det ene er, at gælden er indenlandsk. Kinesere låner af kinesere til forskel fra euro-gældskrisen, hvor grækere, spaniere m.fl. lånte af tyske og franske banker indtil den dag, de klappede kassen i og satte alt i stå.

For det andet har myndighederne i Kina en langt mere direkte kontrol over både banker og dele af industrien. Den kontrol gør det nemmere at undgå, at choks sætter Kina i stå. De langsigtede omkostninger er, at dårlige virksomheder holdes i live, kapacitet opbygges uden reelt behov og ressourcer spildes i vidt omfang.

Problemerne ligner dem, vi kender fra planøkonomi, men det gør femårsplaner jo også.

Til trods for en meget eksportfjendtlig styrkelse af valutakursen, som følge af tilknytningen til dollaren (devalueringen til trods) har Kina i år formået at holde væksten tæt på den officielle målsætning på syv pct. Midlerne har været vedvarende lempelser af pengepolitikken og en mindre gennemskuelig forøgelse af offentlige investeringer. Intet tyder på, at kineserne læner sig tilbage i stolen, så på kort sigt venter vi ikke store tilbagefald.

Selvom pessimismen omkring Kina på kort sigt virker overdreven, er der ikke stor grund til optimisme på længere sigt.

Ledernes løfter om vækst på 6,5 pct. de næste fem år virker naive, da det svarer til en stort set uændret vækst i Kina i en situation hvor: 1) tilgangen af unge til arbejdsmarkedet bliver stadig mindre, hvilket stiller større krav til produktivitetsvækst, 2) landet bliver mere udviklet, hvorved produktivitetsgevinster vanskeligere opnås, og 3) kreditvæksten stadig er dobbelt så høj som den økonomiske vækst, hvorved gældsbyrden vedbliver med at vokse - en dynamik, der naturligvis ikke er langtidsholdbar.

Men hvor står så Kina om fem år? Det klare svar er, at det vi ved ikke.

Usikkerhedsmomenterne er så betydelige, og megen kinesisk data er så ubrugeligt, at præcise prognoser i bedste fald er kvalificerede gætværk - i værste fald skud i tågen. Men ud fra hvad man trods alt ved, så virker det mildest talt usandsynligt, at Kina til den tid offentliggør vækstrater omkring 6,5 pct.

Om virkeligheden så bliver tre eller fem pct. – ingen har nok svaret - men mærkbart lavere end i dag, det må den blive.