Giv centralbankerne et dobbelt mandat

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Erfaringerne fra 1970'erne med stagflation - dvs. en økonomi, hvor inflationen er høj og væksten lav - afstedkom en konsensus blandt økonomer om, at pengepolitikken kun på kort sig påvirker realøkonomiske størrelser - såsom beskæftigelsen.

Tanken er, at priserne på langt sigt er fleksible, hvorfor pengepolitikken kun er i stand til at påvirke nominelle størrelser såsom prisniveauet. Denne pengepolitikkens langsigtede neutralitet er en indsigt, som kan spores helt tilbage til et skrift forfattet i 1742 af den skotske filosof David Hume.

Når centralbanken, som er ansvarlig for at implementere pengepolitikken, ikke kan påvirke realøkonomien på langt sigt, har de fleste centralbanker fået tildelt et snævert mandat: De skal sikre prisstabilitet, hvilket typisk vil sige en gennemsnitlig årlig inflation på to procent.

Ny forskning af blandt andet Olivier Blanchard (forhenværende cheføkonom for IMF) og Lawrence Summers (finansminister under Bill Clinton og forhenværende leder af Obamas nationale økonomiske råd) sætter imidlertid spørgsmålstegn ved det snævre pengepolitiske fokus på prisstabilitet. Deres forskning viser, at recessioner typisk er efterfulgt af perioder med vedvarende lave BNP-niveauer relativt til trenden før recessionen samt ofte også vedvarende lave vækstrater.

Noget tyder dermed på, at recessioner kan forårsage langvarig skade på økonomien.

Denne konklusion er indtil videre ikke alment accepteret. Men hvis det eksisterer, så er det snævre fokus på prisstabilitet uhensigtsmæssigt, idet forudsætningen netop var pengepolitikkens langsigtede neutralitet. Hvis Summers og Blanchard har ret, så betyder det, at pengepolitik kan påvirke realøkonomien på lidt længere sigt. Det vil sige, at centralbanken kan opnå prisstabilitet og samtidig være årsag til stagnation.

Hvis dette er tilfældet, er det nødvendigt, at man overvejer en aggressiv pengepolitik for hurtigt at inddæmme recessionen. Centralbankerne skal derfor udstyres med et dobbelt mandat, så de også tager højde for, at de kan påvirke realøkonomien på det lidt længere sigt.

Hvis man kigger på Danmark, er det til gengæld lettere sagt end gjort. En fastkurspolitik som den danske har nemlig per definition et snævert mandat: Kronekursen skal holdes inden for et smalt udsvingsbånd i forhold til euroen. Pengepolitisk fleksibilitet er dermed ikke-eksisterende i Danmark. Hvis pengepolitikken er bundet så hårdt fast, er det derfor vigtigt, at vi i en dyb recession er i stand til at bruge finanspolitikken endnu mere aktivt for at genrejse efterspørgslen. Budgetloven, som blandt andet implementerer EU’s forfejlede 'budgetlov', der bygger på den fejlagtige præmis, at eurokrisen var en finanspolitisk krise, har gjort dette unødvendigt svært.

Danmark har med andre ord bundet sig på hænder og fødder i den makroøkonomiske politik. Det er ikke oplagt, at det er hensigtsmæssigt.