Flere kreative startups kræver flere dygtige kvinder
Hvis Danmark skal op i den internationale superliga indenfor tech og startups, så kræver det flere iværksættere. Og særligt endnu flere dygtige kvinder.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Medejer af kvindenetværket, Maria Leerbeck, besvarer mit indlæg »Hvor er de kvindelige iværksættere« med mange gode pointer.
Lad mig derfor sige, at jeg bestemt heller ikke mener, at kvinder skal opføre sig som mænd, og til et givent job skal man naturligvis vælge den dygtigste kandidat og ikke lade kønnet være udslagsgivende for valget.
Jeg skylder måske lige at sætte mit oprindelige indlæg i den kontekst, som det var tiltænkt.
Jeg arbejder i venturebranchen og i SEED Capital investerer vi i højteknologiske vækstvirksomheder. I sådanne virksomheder er det helt fundamentalt, at man har nogle folk med teknisk baggrund, som er i stand til at bygge et produkt, og at founderteamet har kompetencer inden for forretningsudvikling.
Jeg har svært ved at se, at datalogi eller erhvervsøkonomi er specielt mandlige uddannelser. Jeg tvivler på, at man behøver opføre sig som en mand for at blive dygtig til de fag – eller være mand for at finde dem interessante. Jeg tror, det er langt mere bundet til traditioner og rollemodeller.
Så når jeg opfordrer kvinder til at lære at kode, er det ikke fordi, jeg synes, de skal opføre sig som mænd, men fordi jeg gerne vil se endnu flere virksomheder som eksempelvis Vivino dukke op i Danmark. Det kræver flere iværksættere – og der synes jeg, at det er ærgerligt, hvis vi på forhånd afskærer os fra halvdelen af befolkningen: Kvinderne.
Det kræver flere iværksættere – og der synes jeg, at det er ærgerligt, hvis vi på forhånd afskærer os fra halvdelen af befolkningen: Kvinderne.Niels Vejrup Carlsen, ph.d., investeringsdirektør og partner i venturefonden SEED Capital.
Den digitale tidsalder har ramt os og er allestedsnærværende. At være dygtig til at udvikle og skabe konkurrencedygtige teknologier bygget på software bliver kun vigtigere i fremtiden. Det er med dette i baghovedet, at jeg håber på at se flere kvindelige iværksættere i fremtiden.
Det kunne give os en interessant fordel i forhold til andre lande, hvor det måske ikke er så naturligt, at kvinderne også kan sidde i førersædet.
