Begyndelsen på enden for lavere renter?
Jeg har været økonom i mere end 25 år, og jeg har kun set den amerikanske centralbank (Fed) forhøje renten sølle tre gange.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Jeg har i de seneste fire uger besøgt Sydafrika, Spanien, Japan, Australien og Georgien. Det er meget forskellige økonomier og virkeligheder, men det er meget tydeligt, at vi på en eller anden måde er ved enden af vejen, hvad angår at blive ved med at 'feje tingene ind under gulvtæppet'.
Prisen på penge - renterne - er steget med syv pct. for junk-bonds og én pct. for de såkaldte normale investeringer - investment grade - siden slut 2014. Og det er inden vi har set den amerikanske centralbank (Fed) hæve renten, som vi forventer i midten af december.
Mange lande bruger desuden de gamle tricks for at skabe vækst. I Spanien ydes der nu igen lån på mere end 100 pct. af husprisen, og i Dubai er der flere kraner end på toppen i af sidste byggeboom i 2006-07.
Jeg har gennem 2015 besøgt mere end 30 lande, og jeg har en klar fornemmelse af, at tingene næsten alle steder er enten ekstremt billige som i vækstøkonomierne på grund af den stærke dollar, der har givet lave råvarepriser, eller ekstremt dyre via den alt for lave rente dikteret af verdens centralbanker.
Jeg har investeret og været økonom i mere end 25 år, og jeg har kun set tre (!) rentestigninger fra Fed i hele min karriere – nu vil de lave den fjerde. Denne nye trend med højere renter er noget, som mere end halvdelen af markedet aldrig har prøvet eller oplevet. Det skal og vil give turbulens over de næste tre til seks måneder, uanset at kommentatorer mener, at markedet er klar.
I Kina betyder den massive omstilling fra eksport- til forbrugerøkonomi, der aktuelt finder sted, koblet med en svagere dollar, at de kinesiske aktier nu er fejlagtigt lavt prissat. De kinesiske rentesænkninger, vi har set i de sidste måneder, har en forsinket virkning på den spirende forbrugerøkonomi, og derfor skal vi ind i første kvartal næste år, før vi for alvor ser de reelle virkninger af rentesænkningerne. Kinas ambitiøse projekt med den nye Silkevej vil også øge efterspørgslen - både i samfundet, men særligt efter råvarer.
Mine erfaringer fra de mange rejser i 2015 fortæller mig, at den første del af 2016 blive præget af en stigende pris på penge, en faldende pris på aktiver, og mest vigtigt, at den amerikanske dollar må og skal blive lavere. En stærkere dollar vil nemlig lede til mindre vækst, lavere råvarepriser, mere gæld, deflation og lavere priser. Vi er simpelthen i en primitiv økonomi, hvor alle spørgsmål omkring investering har samme svar: Den amerikanske dollar.
Verden har ikke længere råd til en stærkere dollar og kan kun 'reddes' af det modsatte.

