Sidste udkald for at få flere faglærte

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I 2030 kommer Danmark til at mangle 90.000 faglærte. Det er et alarmerende højt antal, og det kan få store konsekvenser for mennesker, virksomheder og samfundsøkonomien. Vi risikerer nemlig, at mange virksomheder, der ikke kan skaffe kvalificeret arbejdskraft herhjemme, vælger at flytte produktionen ud af landet. Det betyder selvfølgelig tab af arbejdspladser og skatteindtægter herhjemme.

Heldigvis har vi muligheden for at forhindre, at det kommer til at gå så galt – men det er ved at være sidste udkald. Ovenikøbet kan vi spare milliarder af kroner, hvis vi handler rigtigt og handler nu. Et kig i prognoserne fortæller nemlig, at vi vil have ledige hænder til rådighed i 2030.

Problemet er bare, at de ledige hænder ikke har de kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger. Der er med andre ord tale om et markant misforhold mellem kvalifikationer og behov.

Problemet rækker videre end manglen på faglærte. Tal fra AE-rådet viser, at i 2030 vil vi – ud over manglen på 90.000 faglærte – også have et underskud på 65.000 med en kort videregående uddannelse og 45.000 med en mellemlang videregående uddannelse. Omvendt vil vi samtidig stå med et overskud på 85.000 ufaglærte og 60.000 personer, der ikke har anden uddannelse end en studentereksamen. Samtidig vil vi have uddannet 55.000 flere akademikere, end der er behov for.

Udfordringen handler altså om at få skabt balance i tingene. Der er for mange, der får for lidt uddannelse, og for mange, der får for meget. Det er en todelt opgave. På den ene side skal vi forhindre, at vi kommer til at stå med en stor gruppe personer, der reelt ikke har en kompetencegivende uddannelse. Det gælder dem, der ikke kommer længere end grundskolen, men det gælder også den voksende gruppe af unge, der ikke kommer længere i uddannelsessystemet end studenterhuen.

På den anden side skal vi i langt højere grad tilpasse optaget på de lange videregående uddannelser til det faktiske behov. Her er optaget eskaleret i de senere år, og vi er på vej til at uddanne langt flere, end vi har behov for.

Et af de helt grundlæggende problemer er, at alt for få unge vælger at begynde på en erhvervsuddannelse. Det skyldes i høj grad, at der har været problemer med erhvervsskolernes image hos de unge – et image, man fra politisk hold gennem tiderne har bidraget til ved at lægge et stort socialt ansvar på skolerne.

Det almene gymnasium har slet ikke samme problem. Søgningen er tårnhøj.

Problemet er bare, at det langt fra er alle, der får noget ud af det. Ifølge en analyse fra DI får 13 pct. af studenterne aldrig en erhvervskompetencegivende uddannelse efter deres eksamen. 10 pct. tager endnu en ungdomsuddannelse, mens 15 pct. af eleverne falder fra.

Derfor er der god grund til at ændre den meget ulige fordeling af elever på de danske ungdomsuddannelser.

Det bør være et mål i sig selv og ikke en spareøvelse at sikre, at de unge får kvalifikationer, de rent faktisk kan bruge til noget på arbejdsmarkedet.

Men vi kan faktisk høste ganske betydelige økonomiske gevinster ved at holde op med at overuddanne de unge.

Der er nemlig stor forskel på, hvad de forskellige uddannelser koster.

Helt generelt koster det for eksempel 82.200 kr. at uddanne en faglært, mens det koster 558.900 kr. at uddanne en akademiker. Tallene her dækker alene over de såkaldte uddannelsesomkostninger, herunder undervisnings-, bygnings- og fællestaxametersatser.

Hvis man regner SU med, bliver forskellen endnu større: Så koster det 122.900 kr. at uddanne en faglært og 966.500 kr. at uddanne en akademiker. Det er en forskel på næsten 850.000 kr.

Omkostningerne ved de erhvervsfaglige uddannelser varierer selvfølgelig meget fra fag til fag. For eksempel koster det omtrent 112.000 kr. at uddanne en smed, en elektriker eller en grafisk tekniker, mens en kontoruddannet koster 70.400 kr. at uddanne. På samme måde er der stor variation i udgifterne til de videregående uddannelser. En humanist koster 456.000 kr. at uddanne, mens det koster 685.000 kr. at uddanne en civilingeniør.

De store prisforskelle betyder, at der kan være enorme summer at spare i uddannelsessystemet. Hvis de 55.000 akademikere, det ser ud til, vi får i overskud i 2030, i stedet valgte en erhvervsfaglig uddannelse, så ville Danmark spare 46 mia. kr. på udgifter til uddannelse og SU.

Hvis akademikerne valgte at tage en kort videregående uddannelse i stedet, ville det give en besparelse på 24 mia. kr.

Flere unge på erhvervsuddannelserne er altså en fin forretning. Det gælder også, når vi ser på, hvor hurtigt man betaler sin uddannelse tilbage over skatten. En erhvervsuddannelse er betalt tilbage, allerede inden svendebrevet er i hus, mens det tager fire til fem år for en akademiker. Det tager selvfølgelig endnu længere tid, hvis akademikeren ikke kan få et job, der matcher hans eller hendes kompetencer.

Så er det selvfølgelig rigtigt, at man over et liv tjener mere som akademiker end som faglært eller ufaglært. Ifølge AE-rådet får man i gennemsnit over et helt liv 14,5 mio. kr. mere ud af at tage en akademisk uddannelse, end hvis man forbliver ufaglært. Vælger man en faglært uddannelse, får man i gennemsnit 4 mio. kr. mere i løbet af livet.

Men igen er forskellene mellem fagene meget store. For en industritekniker er gevinsten 4,7 mio. kr., mens den er 7,4 mio. kr. for en humanist og 26,8 mio. kr. for en læge. Også her ændrer tallene sig gevaldigt, hvis man ikke kan finde et job, der matcher ens kompetencer – og det vil præcis være den udfordring, der møder titusindvis af akademikere i 2030, mens industriteknikerne vil være i ekstrem høj kurs.

Løsningen er naturligvis ikke, at vi skal uddanne mindre. For at fastholde danske arbejdspladser kommer vi helt uundgåeligt til at uddanne mere. Til gengæld bør det efterhånden være indlysende, at det ikke er ligegyldigt, hvad vi uddanner befolkningen til.

Her kunne man forestille sig, at der blev indført begrænsninger for, hvor mange der må tage en almen gymnasial uddannelse, og for, hvor mange – og ikke mindst hvilke – akademikere vi skal uddanne i fremtiden.

Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så er erhvervsuddannelserne helt centrale for, at vi rammer den rigtige balance. De kommende årgange af unge skal opleve, at det er mindst lige så attraktivt og giver mindst lige så gode karrieremuligheder at begynde på en erhvervsskole, som det gør at begynde på et alment gymnasium. På den måde kan vi forhåbentligt sikre, at flere unge vælger den rigtige uddannelse til at begynde med, og at færre dropper ud, dobbeltuddanner sig eller helt går i stå efter studentereksamen.

Her er reformen af erhvervsuddannelserne et vigtigt skridt på vejen. Men det er også afgørende, at erhvervsskolerne får tid og mulighed for at føre reformen ud i livet. Derfor er det helt rigtigt set af regeringen, at erhvervsskolerne bliver skånet for de planlagte grønthøsterbesparelser i 2016.

Men nedskæringerne for 2017 og 2018 ligger stadig forude og venter. De må og skal af bordet. Ellers har erhvervsskolerne ikke en jordisk chance for at løfte den enorme opgave, det er at tiltrække og uddanne mange flere unge.

De må og skal af bordet, så vi kan forhindre, at titusindvis af mennesker ikke kan få job, fordi de har for lidt eller forkert uddannelse. Og de må og skal af bordet, så vi kan uddanne langt flere faglærte og fastholde gode danske arbejdspladser i Danmark.