Økonomisk ulighed – fordel eller ulempe?

I den politiske debat er der aktuelt stort fokus på, om der skal lettes i topskatten eller det er de laveste indkomster, som skal begunstiges med lavere skat. Det er ikke vanskeligt at forstå, at der blandt de borgerlige partier er mest tilslutning til at sænke topskatten – og blandt venstrefløjen størst tilslutning til skattelettelser for de laveste indkomster. Ikke unaturligt, når man ved, hvorfra de til forskellige fløje henter størstedelen af deres respektive stemmer.

Det er ikke vanskeligt at forstå, at enhver er sig selv nærmest, men i den økonomiske teori er der faktisk en stigende interesse for, hvad den stigende ulighed i formuer og indkomster betyder for samfundet helt overordnet.

Blandt ”de borgerlige” er grundtanken, at man tilskynder til kreativitet, iværksætteri og vækst i samfundet, når de, som viser viljen og evnen kan se, at de bliver belønnet og ikke straffet ved brandbeskatning. Det fører ud fra en traditionel økonomisk tilgang til større velfærd i samfundet generelt, og altså en større kage at dele af, som dermed også kommer de svage til gavn. Det lyder intuitivt logisk, og det har da også i høj grad været accepteret i den økonomiske teori.

Ser vi i helikopterperspektiv på verden i dag, er der sket væsentlig polarisering mellem rige og fattige. De årlige opgørelser af verdens rigeste har over de seneste 10-år budt på mange nye navne, herunder unge internet-nørder, russiske oligarker og nye kinesiske kapitalister med enorme formuer, som blander sig med ”gamle rige” fra den vestlige verden og oliesheiker.

Samtidig er fattigdommen i verden blevet langt mere tydelig og nærværende, hvor flygtningestrømme tager til, og ikke alene som følge af krige og katastrofer, men også fordi verdens fattigste kontinent, Afrika, ligger lige op ad verdens rigeste kontinent, Europa.

En øget polarisering mellem rige og fattige skaber ustabilitet, hvilket enhver uanset politisk tilhørsforhold nok er enig i, men løsningen på problemerne er der næppe samme enighed om.

Paul Krugman, som er international økonom, og som modtog Nobelprisen i 2008, har blandt andre – herunder den franske økonom Thomas Piketty – beskæftiget sig indgående med analyse af den samfundsmæssige effekt af økonomisk ulighed. Herfra er vurderingen, at samfundet er bedst tjent med at reducere den økonomiske ulighed.

Paul Krugman er fast klummeskribent i New York Times og har netop opsummeret sine synspunkter.

Han opstiller tre årsager til, at de rige er blevet så rige.

For det første er der forskel på de enkelte individers intellektuelle og arbejdsmæssige kapacitet. Nogle er ganske enkelt bedre begavede og mere produktive end andre og evner at omsætte deres gode idéer til god forretning. En grundtanke, som især trives i Silicon Valley blandt unge it-iværksættere.

For det andet er der et element af held – ganske enkelt at være der med den rigtige idé på det rigtige tidspunkt. Dette element anser Krugman som ganske stærkt.

For det tredje anser Krugman, at der findes en væsentlig forklaring i udnyttelsen af magt i forskellige samfundsmæssige og forretningsmæssige strukturer, hvor bl.a. fremhæves at hovedparten af de 0,1 pct. mest velstående i USA er topledere i erhvervslivet frem for ”ivæksættere”

Både Krugman og Piketty har fremført, at den samfundsmæssige vækst har været stærkest i perioder, hvor den økonomiske ulighed har været reduceret, og i lande – bl.a. Sverige – hvor uligheden er mindst. En forklaring kan være, at de enkelte individer er mere villige til at tage chancer og økonomisk risiko, hvis det social netværk er mere fintmasket. Men heri er de ganske givet meget uenige med de mere ”borgerlige” økonomer.