Krigen mod kontanter

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Milliarder af kroner skifter hænder i disse uger. Bogstavelig talt.

Måske ikke lige kroner, men yuan, dollars, ringgit, dong, eller hvad der nu ellers står trykt på de pengesedler, der bliver brugt som kuvertfyld i de store dele af Asien i forbindelse med det kinesiske nytår.

Pengene cirkulerer som sedler i fine røde ofte smukt dekorerede kuverter. De fordeles efter lokale traditioner, der grundlæggende siger at gamle, enlige og børn får penge af kernefamiliens arbejdende indkomsttjenende fædre og mødre. Fordelingspolitik på kinesisk …

Beløbene varierer. For børnene er der lige til at snolde for eller måske til en ny mobil, hvis familien og vennekredsen er stor nok.

For de ældre og gamle kan det være relativt betydelige beløb til at overleve Abens år i samfund hvor pensionsopsparing ikke var slået igennem da de var unge. Og så er der beløbene til den ”bredere” kernefamilie, som ingen rigtig har styr på, onklerne, tanterne, grankusinerne, de nære venner og tætte forretningsforbindelser.

Pointen er, at det handler om kontanter og at centralbankerne hvert år trykker enorme mængder af ekstra sedler, som folk bestiller i forvejen og står i kø i banken for at modtage når de er blevet leveret. ”Cash is king” – i denne som i alle andre asiatiske sammenhænge.

Betalingskort eksisterer selvfølgelig. I hvert fald for middelklassen og op. De unge kan også sagtens finde ud af at bruge mobiltelefonen til at betale i den lokale døgnkiosk. Teknologien som sådan er ikke noget problem. Men et utopia som et kontantløst samfund er på de kanter længere væk end rejser til de yderste galakser.

Diskussionen er blusset op igen også Øst for Suez, efter at Trond Bentestuen, en af cheferne for Norges største bank, DNB, for nylig erklærede at det kontantløse samfund burde være ikke bare bankens, men hele samfundets mål i sig selv.

»Der er så mange farer og bagdele forbundet med kontanter, at vi har konkluderet at de må udfases«, siger han i et interview, hvis konklusioner har fundet vej til den internationale finanspresse.

Bl.a. fordi han på det punkt er han på linje med tilsvarende holdninger blandt danske og svenske bank- og finansfolk. En del af dem inklusive DNB har faktisk fjernet kontanter fra deres filialer, så de nu kun kan hentes i automaterne.

Ideen har ikke den helt store gennemslagskraft uden for de små snævert kontrollerede skandinaviske samfund – for nu at sige det på jysk. Staters og bankers totale kontrol med borgernes aktive midler er ikke nogen stor stemmesluger. Hverken på de bonede eller lerklinede gulve eller i den del af finansverdenen, der går ind en hel del mere frihed for markedskræfterne end de skandinaviske modeller.

Som en af de mange finanswebsider konstaterer: »Krigen mod kontanter er eskaleret hurtigere end mange havde forestillet sig«.

For eksempel var Bank of Englands chef, Mark Carney, i november nødt at slå fast, at Bank of England ikke er på vej væk fra kontanter. Det skete efter at en af hans cheføkonomer havde foreslået netop det som en mulighed for at kunne operere med negative renter. Carney lagde med britisk elegance afstand til sin medarbejder uden at slagte ham ved at betegne det som »et tankeeksperiment«.

Men for dem involveret på den anden front i ”krigen mod kontanter” er situationen allerede kritisk. I hvert fald i de vestlige samfund. Som finansbranche bladet IBS Journal skriver er det »et Orwelsk mareridt af total-kontrol«, når enhver transaktion kan beskattes af staten, kan belægges med gebyrer af bankerne – og når borgerne ikke har nogen alternativer.

Casey Research, der er talerør for den amerikanske forfatter, og investor Doug Casey konstaterer: »Krigen mod kontanter er et yndlings projekt for de økonomiske centralplanlæggere. De ønsker at eliminere penge i hånden, så regeringerne kan dokumentere, kontrollere og beskatte alt«.

Nogle er for. Andre er imod.

Men i enhver praktisk henseende er projektet uigennemførligt, måske ud over små kontrollerbare samfund som de skandinaviske, hvor det selvfølgelig også er problematisk. Allerede de nuværende begrænsninger ved kontanthandel er et problem – og hvad med turisterne? I Kina, Indien og de folkerige asiatiske samfund vil milliarder af mennesker altid bruge håndterbare kontanter – uanset om de har form som sedler, mønter, guld, sølv, ædelsten eller glasperler.