Sikkerheds-smutter sikrer den digitale arv

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Da min mor døde, arvede jeg hendes fotoalbums. De ligger nu trygt i mit skab, så vi ind imellem kan tage dem frem og gense billeder fra en svunden tid. Til glæde for mig selv, mine søskende og mine børn. Mine egne arvinger vil ikke få det lige så let i en tid, hvor alt digitaliseres og bliver spredt på internettet. Men de vil få hjælp af et sikkerhedshul i internetbrowserne, de færreste kender til.

Analysevirksomheden Epinion gennemførte i slutningen af 2015 en undersøgelse af danskernes forhold og kendskab til digital arv for Landsforeningen Liv & Død. Resultaterne er opsigtsvækkende: 7 af 10 danskere har ingen strategier for at sikre deres digitale arv. Selvom lige så mange synes, at det er vigtigt.

Vi ved med andre ord godt, at vi skal beslutte, hvad der skal ske med vores digitale aktiver, når vi dør – lige fra Facebook-profil til e-mail konto, men vi har bare ikke beskrevet det for vores nære, endsige tænkt over hvordan de skal udføre vores sidste digitale ønsker i praksis.

De fleste er nødt til at beskrive, hvad de ønsker, at der skal ske med deres digitale aftryk. Skal profiler deaktiveres og konti slettes? Det ønsker halvdelen af danskerne, viser Epinions undersøgelse.

Den næste tjeneste, vi skal gøre vores nærmeste, er at sørge for, at de har brugernavn og password til vores pc samt adgangskode til mobiltelefonen. Det har de færreste sørget for, afslører analysen fra Landsforeningen Liv & Død også.

Men hvordan finder man så ud af, hvilke tjenester, som den afdøde anvendte – og hvilket kodeord der skal bruges? På en pc kan man få hjælp af en sikkerhedssvaghed i internetbrowserne: De gemmer passwords.

Når man med en moderne browser logger ind på internettjenester som Gmail eller Facebook, spørger browseren om den skal huske passwordet. Svarer man ja, behøver man ikke genindtaste passwordet næste gang, man kommer. Meget brugervenligt, selvom de færreste tænker over, hvad der sker med adgangskoderne. Men de kan findes frem.

Det varierer lidt fra browser til browser, hvordan man afslører dem, men typisk skal man lede efter et underpunkt til ”Indstillinger”. I Chrome-browseren skal man vælge ”Settings”, derefter vælge ”Show advanced settings”, og under punktet ”Passwords and forms” trykke på linket ”Manage passwords”. Jo, faciliteten er godt gemt!

Men finder man først frem til det rette sted, får man vist en liste over de hjemmesider, hvor browseren har gemt brugernavn og password. Og passwordet kan man typisk få vist ved at vælge rækken eller trykke på en ”Show”-knap.

Da jeg viste faciliteten til min kone, udbrød hun: »Jamen så har du jo slet ikke noget privatliv«. Det har hun ret i, hvis hun har mit password til pc’en. Derfor skal man nok lige overveje hvornår de nærmeste skal have password til pc’en.

Når man er logget ind på de forskellige konti, kan man hente de billeder, og dokumenter man gerne vil bevare og så til sidst deaktivere kontoen, hvis det er det, den afdøde ønskede.

Skal profilerne bevares, er det vigtigt at aftale hvem, der holder øje med, at de ikke bliver hacket, og at upassende kommentarer slettes. Husk også at rette nummeret på den mobiltelefon, der skal modtage eventuelle bekræftelseskoder, hvis man logger ind på kontoen fra en anden pc.

Med billeder og dokumenter er det også vigtigt at se efter, om de afdøde anvendte tjenester som Dropbox eller iTunes og så derefter kopiere dem herfra hen til et sted, som man selv har kontrol over. Så minderne ikke forsvinder den dag, kreditkortet ikke længere kan betale for at have opbevaringspladsen.

Under alle omstændigheder er det noget af et søgearbejde, man skal igennem, hvis man ikke har et spor at gå efter. Derfor gør man sine nærmeste en stor tjeneste ved at skrive en oversigt over, hvor billeder og vigtige dokumenter ligger.

Nogle har slet ikke en pc, men bruger deres smartphones i stedet. Her husker de enkelte apps brugernavn og password, så det er nødvendigt at lede telefonen igennem for at finde de relevante apps. Men også her kan det kun lade sig gøre, hvis man har adgangsoplysningerne til telefonen i form af pin-kode eller andet.

Forleden ryddede jeg op på loftet og fandt de breve, som min kone og jeg sendte til hinanden, da jeg var sømand og var væk mange måneder. Det var sjovt – også for mine børn – at gense vores tanker og hilsener. Brevene er 30 år gamle. Gad vide, hvor mange af dagens internettjenester, som stadig findes om 30 år?

Jeg må vist allerede nu i gang med at også at rydde op i og sikre mine digitale minder, der skal gemmes til mine efterkommere. Så de både kan overskue filerne, og så minderne ikke forsvinder sammen med en tilfældig internetkonto.