Anker Jørgensen var et politisk superbrand

Den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen bisættes lørdag, og der har været skrevet en del om hans betydning for Socialdemokratiet - ikke mindst hvordan han personificerede det gamle socialdemokrati i krop og sjæl.

Hvorvidt man mener, at han efter sin død står tilbage som et politisk ikon, afhænger nok af, hvor man står på det politiske spektrum. Det er dog uomtvisteligt, at Anker Jørgensen besad nogle kompetencer, som enhver nutidig politiker vil gå langt for at opnå. Kvaliteter, som moderne politikere i stigende grad vurderes på.

Anker Jørgensen blev 93 år gammel og var – uanset hvad man mener om hans politiske sejre – troværdig og autentisk. Det var tydeligt, at det ikke var et gimmick, at han blev boende i sin tre-et-halvt-værelses lejlighed i Sydhavnen fra 1949 og hele vejen frem til, at han flyttede på plejehjem, få år før hans død. Han var ægte og fornægtede ikke sine rødder.

Anker var det, som man kan kalde et politisk superbrand. I bogen ”Det politiske superbrand” fra 2009 oplister vi seks konkrete kompetencer, der skal være på plads, før man kommer i betragtning som et politisk superbrand: Synlighed, evnen til strategisk kommunikation, politisk håndværk, visioner, troværdighed og karisma.

Det er noget nær umuligt at opgøre et objektivt kriterium for synlighed, der kan bruges om en politiker, som alle i dag kender. Men prøver man alligevel, er det svært ikke at vurdere ham ganske højt. Anker opnåede en stor grad af synlighed gennem sin tid som statsminister og bibeholdt genkendelseskraften frem til i dag. Det skyldes bl.a., at han var statsminister af to omgange - fra 1972-73 og igen fra 1975-82. Han forblev en kær og nær ven af Socialdemokratiet, og han dukkede ofte op til socialdemokratiske arrangementer i hans tid som pensionist.

Hans politiske håndværk bestod især i evnen til at holde sammen på regeringsprojektet med S i spidsen. Især i slutningen af 70’erne, hvor der var en række Anker Jørgensen-regeringer. Han formåede på sin måde at holde orden i huset. Han var også i stand til at håndtere konflikter som fyringen af Ritt Bjerregaard, uden at det betød evigt fjendskab mellem dem.

Hans visioner var klassisk socialdemokratiske. Han ledte Danmark under en periode med store olie- og økonomiske kriser i 70’erne og skabte en sammenhængskraft og opretholdt velfærdstaten. Dette var nok en af hans visionære bedrifter.

Men det er især hans troværdighed og afmålte karisma, hvor han virkelig står tilbage som en topscorer. Disse to parametre er tæt forbundne, men kan behandles adskilt. Ankers karisma handlede om, hvorvidt hans personlighed brændte igennem. Selvom han ikke stod som den flammende taler, brændte hans karisma stadig igennem – også i det begrænsede elektroniske mediebillede på hans tid.

Når vi kigger på Ankers troværdighed, så havde han noget alle med en politisk ambition i maven må misunde ham. Han var fuldstændig autentisk og personliggørelsen af hans eget socialdemokratiske ophav. Faderløs som 2-årig og forældreløs som 5-årig. Arbejdsdreng, lagerarbejder og startede i 1950 hans politiske karriere som næstformand i Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund. Resten er historie, som man siger.

Grundlæggende har vi at gøre med en politiker, der var en unik ener på den politiske scene. En politiker, der ikke kommer mange håndfulde af per årti. Troværdigheden er netop den nerve, som er forudsætningen for al anden politik i dag, og her har mange danske politikere – uanset partifarve – meget at lære fra Anker Jørgensen.

Af Mads Christian Esbensen, klummeskribent på Finans. Mads Christian er cand.scient.pol., forfatter til flere bøger om spin og lobbyisme og er direktør i Policy Group, en lobbyvirksomhed. Mads Christian Esbensen kan kontaktes på mce@policygroup.dk og tweetes på @MceMads.