Her er techverdenens nye kongemager
Amerikanske Wired har kaldt Product Hunt for techverdenens nye »kongemager«. Det er her, man lynhurtigt får et overblik over, hvad der rør sig i techbranchen, og hvad de mest indflydelsesrige personer mener om nye produkter.
Hvis du ikke allerede har hørt om Product Hunt, så er det på tide at lære det at kende. Lige nu vil jeg påstå, at det er den hotteste måde at lancere sine produkter. Stadigt flere danske iværksættere kigger da også den vej.
Igennem det seneste års tid, har jeg trofast læst deres nyhedsbrev og besøgt hjemmesiden. Kort sagt; Det er fedt.
Og det er ikke kun mig, der mener det. Amerikanske Wired har kaldt Product Hunt for techverdenens nye »kongemager«. En titel virksomheden har overtaget fra mere traditionelle techmedier som netop Wired eller TechCrunch. Product Hunt formår at dele og kuratere et virvar af produktlanceringer på en demokratisk og skalerbar måde. Det giver mening for de allervigtigste første brugere for enhver techvirksomhed nemlig entusiasterne, iværksætterne, investorerne og journalisterne - kort sagt influencers. Disse indsender, stemmer, kommenterer og diskuterer de nyeste lanceringer. Dagligt leder dette blandt andet til en top-10 liste over de mest lovende produkter.
Techvirksomheder kan altså bruge platformen som en affyringsrampe til at nå hurtigere og bredere ud til de såkaldte influencers.
Succeserne er da også mange, hvilket en simpel Google-søgning viser. Der er et væld af anekdoter, guides og tips. Selv etablerede navne som elbilsproducenten Tesla lancerede deres Model 3 på platformen. Den hypede elbil blev også sidenhen et af de mest kommenterede og upvotede produkter. Herhjemme har vi også flere eksempler på iværksættere, som har været på Product Hunt - blandt andet Realm og Vivino, som er to af seneste års største techsucceser.
Hvad der i 2013 startede som et nyhedsbrev, der kuraterede links til nye produkter, er altså blevet til et community og markedsføringsplatform. Og det går hurtigt. Nye features og måder at engagere brugerne er blevet rullet ud hen ad vejen. Det er nu også muligt at sælge og købe produkterne - dog i et begrænset omfang til at starte med. Men alt er ikke lutter lagkage.
Hvis jeg skal give et godt råd til alle med interesse for tech, så er det at begynde at bruge Product Hunt.
For hver virksomhed, der klarer sig godt, er der mange, der kun får kortvarig trafik. Dette har ledt til en del kritik, da det ikke altid er transparent, hvordan algoritmerne, der vælger ud og sorterer, fungerer. Men som sagt er Product Hunt stadigvæk under forandring.
Hvis jeg skal give et godt råd til alle med interesse for tech, så er det at begynde at bruge Product Hunt. Det kan nogle helt centrale ting. Jeg kan fx nemt følge med i de nyeste techlanceringer og får et hurtigt overblik over, hvad der rører sig. Man ser også nemt, hvad influencers tænker om produkterne. Der stemmes og debatteres nemlig heftigt. Og måske har jeg selv engang et produkt, der skal jages og debatteres. Det har du måske også.